Dato for udgivelse
10 aug 2017 10:22
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 jun 2017 14:16
SKM-nummer
SKM2017.487.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
17-0187299
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Tilskud, skattefrihed, biogasanlæg, energispareindsats
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at hvis et tilskud på baggrund af aftale af 13. november 2012 om Energiselskabernes energispareindsats er modtaget til realisering af en dokumenteret energispareindsats vil tilskuddet være omfattet af ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10, og dermed skattefri for modtageren.

Reference(r)

Ligningsloven § 7 F

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.A.2.5.2.7.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.C.2.1.7.4.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.H.3.2.2.4.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at tilskud modtaget på baggrund af aftale af 13. november 2012 om Energiselskabernes energispareindsats er omfattet af ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10?

Svar

  1. Ja

Spørger er stiftet i 2016 med det formål at drive biogasanlæg og beslægtet virksomhed.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er påbegyndt et projekt, hvor der skal opføres et 200 tons gårdbiogasanlæg, der producerer mellem 4,2 - 5,0 mio m3 biogas årligt, som udelukkende sælges til naturgasnettet.

Projektet er pt. til behandling hos myndighederne, og man forventer at begynde byggeriet ultimo 2017 med et færdigt biogasanlæg stående klar medio 2018.

Der er fremsendt en aftale af 22. december 2015 mellem XX og Naturgasselskab om udvidelse af biogasanlæg. Spørger har oplyst, at der er tale om egentlig etablering og ikke udvidelse af biogasanlæg. Spørger har desuden oplyst, at XX har overdraget kontrakten og derved tilladelsen til tilskuddet til spørger. Spørger har oplyst, at det i henhold til reglerne om tilskud er tilladt at videreoverdrage tilskudsretten som sket.

Af aftalen fremgår, at dokumentationen vil være i henhold til aftale af 13. november 2012 om energiselskabernes energispareindsats. Aftalen overdrager retten til at indberette de realiserede energibesparelser, der gennemføres med tilskud fra Naturgasselskabet. Energisparetilskuddet udbetales, når projektet er afsluttet senest 30. juni 2018.

Energistyrelsen har til spørger oplyst, at det er tidspunktet for aftalen mellem net- og distributionsselskaber og slutbrugeren, der afgør efter hvilken energispareaftale, besparelsen skal opgøres mv. Da aftalen er indgået den 22. december 2015 er det energispareaftalen fra 2012.

Spørger forventer en samlet investering på 53 mio kr. og anmoder i den forbindelse om tilskud på baggrund af aftale 13. november 2012 om energiselskabernes energispareindsats. Tilskuddet forventes at udgøre 18 mio kr.

Energi-, forsynings- og klimaministeren samt net- og distributionsselskaberne indenfor el, naturgas, fjernvarme og olie har den 13. november 2012 indgået aftale om energiselskabernes energispareindsats. Aftalen er en opfølgning på energispareaftalen af 22. marts 2012. Aftalen er erstattet af aftale af 16. december 2016, der gælder fra 1. januar 2017.

Ovenstående aftaler udspringer af lov nr. 520 af 7. juni 2006, som var en udmøntning af energispareplanen af 10. juni 2005.

Det er i aftalerne fastslået, at net- og distributionsselskaberne skal fremme omkostningseffektive besparelser og via deres indsats medvirke til, at der realiseres væsentligt flere energibesparelser til gavn for forbrugere, virksomheder og samfundet generelt.

Aftalen indeholder eksempelvis mulighed for tilskud til

  • energibesparende tiltag inden for visse dele af den danske skibsfart,
  • etablering af lokale VE-anlæg mv., hvor forbruget ikke anvendes i egen virksomhed,
  • visse optimeringer af kollektive produktionsanlæg, hvis forbruget afregnes efter separate forbrugsmålere og ikke er til internt egetforbrug,
  • etablering af visse solfangere til fjernvarmeproduktion, og
  • etablering af el- eller gasdrevne varmepumper til fjernvarmeproduktion
  • udnyttelse af overskudsvarme,

Der kan ud fra ovenstående opnås tilskud til f.eks. nyetablerede anlæg, hvor produktionen sælges til nettet, således levering reelt sker til slutbrugeren, hvorimod der ikke kan opnås tilskud, hvis eksempelvis produktionen fra et gårdbiogasanlæg anvendes i egen virksomhed.

Det gårdbiogasanlæg, som spørger vil opføre, afhænder hele produktionen til naturgasnettet, hvorfor levering anses for sket til slutbrugeren.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgers opfattelse, at tilskud, modtaget på baggrund af aftale af 13. november 2012 om Energiselskabernes energispareindsats, er omfattet af ligningsloven § 7 f, stk. 1, nr. 10.

Anmodningen angår den skattemæssige behandling af tilskuddet, herunder om det er omfattet af ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10, således det ikke skal medregnes i den skattepligtige indkomst samtidig med, at de udgifter der dækkes af tilskuddet ikke kan fradrages i den skattepligtige indkomst eller afskrives.

Det fremgår af ligningsloven § 7, stk. 1, nr. 10 at "til den skattepligtige indkomst medregnes ikke: ….. (10) tilskud, som ydes for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser, jf. § 22, stk. 1, r. 5 i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, nr. 4 i lov om naturgasforsyning og § 28 B, stk.1 i lov om varmeforsyning,…. "

Det fremgår af enslydende af de tre nævnte bestemmelser, at henholdsvis net- og varmedistributionsvirksomheder samt distributionsselskaber skal sikre realiseringen af dokumenterbare energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat efter et nedstående stk. i den enkelte paragraffer.

Af de nedstående stykker fremgår det bl.a. at energi- forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af ovenfor nævnte bestemmelser, hvilket flere gange er udmøntet via diverse aftaler og bekendtgørelser - senest aftalen af 16. december 2016 om Energiselskabernes energispareindsats.

Reglerne og rammer for net- og distributionsvirksomhedernes fremme af realiseringen af omkostningseffektive besparelser fremgår af bekendtgørelser nr. 677 af 21. juni 2010, som er udvidet ved bekendtgørelse nr. 1452 af 16. december 2013.

Det blev ved lov nr. 345 af 18. april 2007 (L 143 2006/04) tilføjet en ændring til ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 13 (nu 10), som giver skattefrihed for modtagere af tilskud, der ydes af nærmere bestemte distributionsvirksomheder i forsyningssektoren for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til lovforslaget under "Forslagets indhold", at "der foreslås indsat en ny bestemmelse i ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 13 om skattefrihed for tilskud, som distributionsvirksomhederne i forsyningssektoren i medfør af § 22 , stk. 1, nr. 7 i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, nr. 3 i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1 i lov om varmeforsyning yder for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser, og at bestemmelsen gælder alle energiforbrugere, som distributionsvirksomhederne måtte vælge at yde tilskud til for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget under "Skatteministeriets overvejelser", at "efter ligningsloven § 7 F er der i dag skattefrihed for Elsparefondens tilskud til bygningsejere til installationsarbejder i bygninger i forbindelse med gennemførelsen af elbesparelsesaktiviteter samt tilskud til forbrugere ved køb af nye energieffektive apparater og udstyr. Der er endvidere skattefrihed for tilskud til forbrugere ved køb af nye energieffektive produkter samt installation af disse efter lov om statstilskud til produktrettede energibesparelser.

Der finde på tilsvarende at burde være skattefrihed for modtagere af tilskud, der ydes af nærmere bestemte distributionsvirksomheder i energisektoren for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser."

Det er på baggrund af ovenstående vores opfattelse, at tilskud modtaget med baggrund i aftale af 13. november 2012 om Energiselskabernes energispareindsats er omfattet af bestemmelserne i lov om naturgasforsyning § 14, stk. 1, nr. 4 og lov om varmeforsyning § 28 b, stk. 1 idet de nævnte tiltag i aftalen stemmer overens med hensigten og baggrunden for indførelse af bestemmelserne i henholdsvis lov om naturgasforsyning og lov om varmeforsyning.

Gårdbiogasanlægget der opføres afhænder hele produktionen til naturgasnettet, hvorfor der kan opnås tilskud efter aftale af 13. november 2012 om Energiselskabernes energispareindsats ligeledes er omfattet af ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10, hvorved tilskuddet ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, mens udgifter dækket af tilskuddet ikke kan fradrages eller afskrives.

Det er derfor spørgers opfattelse at spørgsmålet besvares bekræftende.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at tilskud modtaget på baggrund af aftale af 13. november 2012 om Energiselskabernes energispareindsats er omfattet af ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10.

Begrundelse

Tilskud, der er omfattet af ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10 er ikke skattepligtige, men reducerer det afskrivningsberettigede grundlag, jf. ligningsloven § 7 F, stk. 2.

Omfattet af ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10 er tilskud til energisparindsats efter lovgivning om naturgas, elforsyning og varmeforsyning. De i ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10 nævnte bestemmelser er bemyndigelsesbestemmelser udnyttet i Bekendtgørelse nr. 830 af 27. juni 2016 om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder. Der henvises i bilag til denne bekendtgørelse til energiaftalen af 22. marts 2012 om dansk energipolitik 2012-2020.

Den fremsendte aftale om tilskud er omfattet af energiaftalen af 13. november 2012. Det er desuden oplyst, at spørger den korrekte modtager af tilskuddet, da aftalen kan og er blevet overdraget. Det er desuden oplyst, at anlægget er omfattet af den type af anlæg, der kan ydes tilskud til efter energiaftalen.

Tilskud til energibesparelse, der er omfattet af energiaftalen af 13. november 2012 er omfattet af bestemmelsen i ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10, og dermed ikke skattepligtig for modtageren, men vil reducerer afskrivningsgrundlaget.

Der er derfor SKATs opfattelse, at ud fra det af spørger oplyste vil det tilskud, som spørger modtager i henhold til den medsendte aftale, være omfattet af ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 10.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Ligningsloven§ 7 F

Stk. 1 Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:

10) tilskud, som ydes for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser, jf. § 22, stk. 1, nr. 5, i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, nr. 4, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i lov om varmeforsyning, og

Stk. 2. Den del af udgifterne, som svarer til tilskud mv., der er skattefri efter stk. 1, kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen eller medregnes ved opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved opgørelse af skattepligtig fortjeneste eller tab ved afståelse af fast ejendom.

Materiel lovgivning

Lov om elforsyning § 22

stk. 1 En netvirksomhed skal

5) sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat efter stk. 4

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3, herunder om måling af elektricitet, om opgaver og mål for de energibesparelser, som virksomhederne samlet eller enkeltvis skal sikre bliver opnået, om dokumentation, indberetning og verifikation, om afholdelse af nærmere angivne fællesomkostninger og om varsling af ændringer i priser og vilkår via datahubben. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at visse energibesparelsesaktiviteter, jf. stk. 1, nr. 5, skal ske efter udbud, og regler for udbuddets afholdelse og for virksomhedernes finansiering af de udbudte opgaver

Lov om naturgasforsyning § 14

Stk. 1. Et distributionsselskab skal

4) sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat efter stk. 2.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om forbrugernes ret til at modtage oplysningerne flere gange årligt, elektronisk, og uden at der opkræves særskilt gebyr, regler om virksomhedernes opgaver og mål for de energibesparelser, som virksomhederne samlet eller enkeltvis skal sikre bliver opnået, regler om dokumentation, indberetning og verifikation samt regler om afholdelse af nærmere angivne fællesomkostninger. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at visse energibesparelsesaktiviteter, jf. stk. 1, nr. 4, skal ske efter udbud, og regler for udbuddets afholdelse og for virksomhedernes finansiering af de udbudte opgaver.

Lov om varmeforsyning § 28 b

Stk. 1.Varmedistributionsvirksomheder skal sikre realiseringen af dokumenterbare energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat efter stk. 2.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om virksomhedernes opgaver og mål for de energibesparelser, som virksomhederne samlet eller enkeltvis skal sikre bliver opnået, regler om dokumentation, indberetning og verifikation samt regler om afholdelse af nærmere angivne fællesomkostninger. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at visse energibesparelsesaktiviteter, jf. stk. 1, skal ske efter udbud, og regler for udbuddets afholdelse samt for virksomhedernes finansiering af de udbudte opgaver.

Bemyndigelserne i Lov om elforsyning § 22, stk. 4, Lov om naturgasforsyning § 14, stk. 2 og Lov om varmeforsyning § 28 b, stk. 2 er udnyttet i Bekendtgørelse 2016-06-27 nr. 830 om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder.

Bekendtgørelsen finder anvendelse på net- og distributionsvirksomheder der er omfattet af aftalen mellem energiselskaberne og klima-, energi- og bygningsministeren af 13. november 2012 om energiselskabernes spareindsats.

§ 1

Net- og distributionsvirksomheder skal i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse fremme realiseringen af omkostningseffektive energibesparelser til gavn for energiforbrugerne og samfundet.

Stk. 2. Net- og distributionsvirksomhedernes indsats skal medvirke til at øge den samlede besparelsesindsats og den skal have særlig fokus på realisering af energibesparelser i slutforbruget, som ikke ville være blevet realiseret på nuværende tidspunkt uden virksomhedernes indsats.

Stk. 3. Net- og distributionsvirksomhedernes besparelsesindsats er rettet mod det endelige energiforbrug, dvs. slutforbruget af energi i Danmark inklusiv nettab.

§ 7

Stk. 2. Til opfyldelsen af energisparemålsætningerne kan net- og distributionsvirksomhederne medregne energibesparelser, som tilskrives som realiserede af virksomhederne efter § 8, og som opgøres efter § 9.

§ 8

Stk. 2. Net- og distributionsvirksomhederne kan tilskrives realiseringen af en energibesparelse, når virksomhederne har gennemført energispareaktiviteter eller har medvirket hertil, f.eks. ved sagkyndig bistand eller ved organisering eller finansiering af aktiviteten, jf. i øvrigt § 10 om indgåelse af aftale om gennemførelsen, på en af følgende måder:

1)      Konkrete energispareaktiviteter hos en eller flere konkrete forbrugere, jf. stk. 3, som enten kan opgøres specifikt eller efter standardiserede metoder, jf. § 9, stk. 1.

2)      En specifik markedspåvirkning rettet mod en ubestemt kreds af forbrugere som vil medføre et dokumenteret øget salg af energieffektive produkter og løsninger set i forhold til det forventede salg uden den specifikke markedspåvirkning.

Af bilag 1 fremgår:

I den politiske aftale af 22. marts 2012 om dansk energipolitik 2012-2020 er net- og distributionsselskabernes, herunder også olieselskabernes, samlede årlige besparelsesmål fastsat til 10,7 PJ i 2013 og 2014, og til 12,2 PJ fra 2015 til 2020

Forarbejder

(…)

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i ligningslovens § 7 F, stk. 1, nr. 13, om skattefrihed for tilskud, som distributionsvirksomhederne i energisektoren i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i lov om varmeforsyning yder for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser. Bestemmelsen gælder alle energiforbrugere, som distributionsvirksomhederne måtte vælge at yde tilskud til for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser.

(…)

Efter ligningsloven § 7 F er der i dag skattefrihed for Elsparefondens tilskud til bygningsejere til installationsarbejder i bygninger i forbindelse med gennemførelsen af elbesparelsesaktiviteter samt tilskud til forbrugere ved køb af nye energieffektive apparater og udstyr. Der er endvidere skattefrihed for tilskud til forbrugere ved køb af nye energieffektive produkter samt installation af disse efter lov om statstilskud til produktrettede energibesparelser.

Der finde på tilsvarende at burde være skattefrihed for modtagere af tilskud, der ydes af nærmere bestemte distributionsvirksomheder i energisektoren for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser.

(…)

Praksis

Den juridiske vejledning afsnit C.A.2.5.2.7

Der er skattefrihed for diverse boligstøtteordninger. Se LL § 7F.

En række ydelser til boligstøtte, byfornyelse, til omstilling til kraftvarme og til energisparende foranstaltninger, mv. medregnes således ikke i den skattepligtige indkomst.

Se afsnit C.C.2.1.7.4 og afsnit C.H.3.2.2.4 om skattefri tilskud efter LL § 7F.

Den juridiske vejledning afsnit C.C.2.1.7.4

Dette afsnit beskriver kort, hvad der skattemæssigt gælder for en række tilskud, som staten yder, til ejere af fast ejendom.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Tilskudstypen
  • Fradrag for udgifter mv., der er dækket af tilskud.

Regel

En række tilskud på ejendoms- og miljøområdet er gjort skattefrie for modtageren. Se LL § 7 F, stk. 1. Det gælder bl.a. bestemte tilskud, der gives efter lov om byfornyelse og boligforbedring.

Dog kan nogle af tilskuddene blive "genbeskattet", fordi de kan reducere:

  • Fradragsretten for driftsomkostninger efter fx SL § 6, stk. 1 litra
  • Afskrivningsgrundlaget efter afskrivningsloven
  • Anskaffelsessummen for fast ejendom, som er skattepligtig efter ejendomsavancebeskatningsloven eller statsskatteloven.

Se LL § 7 F, stk. 2.

Tilskudstypen

Tilskuddet ydes ved betaling til ejerne af fast ejendom, og den nærmere procedure og betingelser for tilskuddet er reguleret i de respektive love, som er nævnt i LL § 7 F.

Fradrag for udgifter mv., der er dækket af tilskud

Den del af udgifterne, som svarer til tilskud mv., der er skattefrie efter LL § 7 F, stk. 1, kan ikke trækkes fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Disse udgifter kan heller ikke regnes med, når grundlaget for skattemæssige afskrivninger opgøres. Det samme gælder, når den skattepligtige fortjeneste eller tabet skal opgøres i forbindelse med afståelse af den faste ejendom. Se LL § 7 F, stk. 2.