Parter

H1

(v/Adv. Othman El-Khadri)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. David Staun)

Afsagt af byretsdommer

Bente Thanning

Sagens baggrund og parternes påstande 

Sagen vedrører fradragsret for grundforbedrende udgifter på sagsøgerens, H1s, ejendom.

H1 har endelig nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 er berettiget til fradrag på 23.912 kr. i grundværdien for udgifterne til varmtilslutningsafgift i henhold til vurderingslovens §§ 17-18, ved vurderingerne og årsreguleringerne, pr. 1. januar 2002, 1. oktober 2002, 1. oktober 2004 og 1. oktober 2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har endeligt principalt nedlagt påstand om afvisning, og subsidiært frifindelse, idet det anerkendes, at fradragsansættelsen for udgifter til varmetilslutningsafgift i henhold til vurderingslovens §§ 17-18, ved vurderingerne og årsreguleringerne for ejendommen beliggende Y1-adresse, pr. 1. januar 2002, 1. oktober 2002, 1. oktober 2004 og 1. oktober 2006 fastsættes til kr. 23.912.

Parterne er enige om, at H1s påstand og Skatteministeriets subsidiære påstand indholdsmæssigt er identiske.

Oplysningerne i sagen

Denne dom er afsagt i medfør af retsplejelovens § 366, og den indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

Landsskatteretten afsagde den 7. juli 2015 kendelse. Af begrundelsen fremgår blandt andet følgende:

"Foreningen har herefter opgjort udgiften til de markerede ledningsstrækninger til 83.024 kr. og henvist til, at beløbet er indeholdt i byggeregnskabets post "Fjernvarmestik", der udgør 112.912 kr.

Foreningen har ikke fremlagt anden form for dokumentation for tilslutningsafgiften i form af f.eks. en faktura eller specifikation til regnskabet.

Foreningen har endvidere ikke fremlagt konkrete oplysninger om, hvilke arbejder, der er knyttet til en eventuelt opkrævet tilslutningsafgift.

Det er herefter rettens opfattelse, at foreningen ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er afholdt en udgift til tilslutningsafgift til varme, herunder at udgiften er gået til dækning af de påståede ledningsstrækninger.

..."

Da H1, herefter kaldet H1, ikke fik medhold i Landsskatteretten, anlagde H1 sag med påstand om hjemvisning til fornyet behandling. Med stævningen blev fremsendt bilag 1 4, hvor bilag 3 er 2 fakturaer udstedt af G1 den 6. oktober 1989. Det blev samtidigt oplyst, at den skattemæssige værdi af fradraget udgjorde 33.677 kr.

Skatteministeriet nedlagde i svarskriftet påstand om frifindelse. I svarskriftet bestred Skatteministeriet, at der var dokumentation for, at der er afholdt en tilslutningsafgift, "herunder at afgiften konkret er anvendt til betaling af udgifter, der indebærer en stigning af grundens værdi i ubebygget stand."

H1 fremlagde med replikken bilag 5, hvori G1 anfører blandt andet, at der "er betalt for 2 x 14m stikledning som det fremgår af fakturaen."

Skatteministeriet fastholdt sit synspunkt i den fremsendte duplik af 11. maj 2016.

Den 28. oktober 2016 fremsendte Skatteministeriet Processkrift A, hvorved Skatteministeriet nedlagde påstand svarende til den nu nedlagte subsidiære påstand. Det fremgår af processkriftet, at G1 har oplyst Skatteministeriet om, at det anvendte beløb, 23.912 kr., er "gået til de ledninger, der er markeret på sagens bilag 4", og Skatteministeriet anerkender således, at ud af den afholdte samlede tilslutningsafgift på 112.912 kr., er 23.912 kr. anvendt vedrørende etablering af konkrete varmeledninger. Skatteministeriet har siden oplyst, at oplysningen blev givet ved en telefonsamtale.

I processkrift 1 af 27. november 2016 fastholdt H1 hjemvisningspåstanden.

Der er efterfølgende fremsendt flere processkrifter og mails, herunder processkrift 2 af 12. januar 2017 fra H1, hvor påstanden ændres til den nuværende påstand. Det gøres i fremsendelsesmailen af samme dato gældende, at den af Skatteministeriet nedlagte påstand herefter ikke længere er relevant. Ved brev af 3. februar 2017 tog Skatteministeriet forbehold for at nedlægge påstand om afvisning af H1s ændrede påstand.

Parternes synspunkter

H1 har i sit procedureindlæg af 17. februar 2017 gjort følgende gældende:

"Anbringender og bemærkninger

H1 har med hjemmel i skatteforvaltningsloven § 33, stk. 2, den 28. februar 2006, anmodet SKAT om genoptagelse af ejendomsvurderingen med henblik på ansættelse af et fradrag for grundforbedrende udgifter på ejendommen.

Ved afgørelse af 7. juli 2015 (bilag 1), nægtede Landsskatten at godkende fradrag for udgifterne til varmetilslutning. Sagen har således været under behandling i det administrative system i 9 år.

Landsskatteretten afviste at godkende fradrag for tilslutningsafgiften, med henvisning til, at H1 ikke havde dokumenteret at have afholdt udgiften. Sagen blev indbragt for Byretten den 7. oktober 2015, med påstand om hjemvisning af fradragsansættelsen.

Skatteministeriet påstod frifindelse, men i forbindelse med afgivelsen af processkrift B ændrede Skatteministeriet påstand. Skatteministeriets nye påstand var fortsat frifindelse, dog således at Skatteministeriet anerkendte, at H1 er berettiget til fradrag for varmetilslutningsafgiften med et bestemt beløb.

Skatteministeriet har oplyst, at den ændrede påstand skyldes en korrespondance som Skatteministeriet har haft, med G1. Således har Skatteministeriet i processkrift A (side 1, sidste afsnit) anført:

"...

G1 har over for Skatteministeriet oplyst, at beløbet på kr. 23.912, er gået til de ledninger, der er markeret på sagens bilag 4.

..."

Skatteministeriet er blevet opfordret til at fremlægge den påståede korrespondance. Skatteministeriet har ikke fremlagt korrespondancen, ligesom Skatteministeriet end ikke har forholdt sig dertil.

Jeg rettede derfor telefonisk henvendelse til G1.

G1 har telefonisk oplyst mig, at G1 ikke har videregivet oplysninger om, konkrete udgifter og G1 har således ikke oplyst, at beløbet på kr. 23.912, er gået til de ledninger, der er markeret på sagens bilag 4. G1 bekræftede blot, at der var betalt en tilslutningsafgift, og at denne afgift var medgået til sikring af forsyning af H1s grund. En påstand H1 har gjort gældende, siden anmodningen om genoptagelse blev fremsendt til SKAT den 28. februar 2008.

G1 var indstillet på, at undersøge sagen nærmere og vende tilbage. Vedlagt indeværende skrivelse fremlægges mail fra G1. Heri fremgår følgende:

"...

Hej IO,

Jeg kan se at jeg d. 06. april 2016 har sendt vedhæftede tegning af vores fjernvarmerør til UD fra kammeradvokaten.

Det er den eneste korrespondance (med kammeradvokaten), jeg kan finde i min mailserver. [Min understregning]

..."

Efter en gennemgang hos G1, kan det konstateres, at der ikke findes en sådan korrespondance som Skatteministeriet har påstået. Mailen forklarer ganske enkelt, hvorfor Skatteministeriet ikke har været i stand til, at fremlægge korrespondancen. Det eneste der er fremsendt Skatteministeriets advokat er således en tegning af fjernvarmerørene. Det er en tegning som er identisk med retssagens bilag 4. Her fremgår intet omkring udgifter.

Uanset, at H1 var bekendt med, at Skatteministeriet ikke har haft en korrespondance med G1 omkring størrelsen af fradraget, så var H1 indstillet på, at acceptere et fradrag, ændre påstanden og afslutte sagen ved retten, uden at sagen hjemvises. Ændringen af påstanden skyldes i høj grad den lange og trættende proces, som H1 har været igennem, kombineret med ønsket om en hurtig afslutning af sagen. H1 har således udvist god vilje og samarbejdsvillighed, i særlig grad, henset til at H1 jf. den omfattende Højesteretspraksis gennemgået i processkrift 1, kunne fastholde en hjemvisning til SKAT. Der er i processkrift 1 gennemgået en omfattende Højesteretspraksis, som bekræfter, at fradraget ikke alene kan, men skal ansættes af SKAT, når parterne er enige om, at Landsskatterettens afgørelse er afsagt på et forkert grundlag. Med andre ord, skal retten hjemvise selve opgørelsen af fradraget til SKAT, i overensstemmelse med det, som oprindeligt var påstået af H1.

Derfor er det ganske besynderligt, at Skatteministeriet påstår afvisning af, H1s påstand. En sådan påstand kan i lyset, af sagens faktum, herunder at Skatteministeriet har oplyst, at have fået oplysninger fra G1, som Skatteministeriet tydeligvis ikke har, ikke tages til følge.

Derudover må der tages hensyn til, at det ikke skal betale sig for Skatteministeriet, der som offentlig myndighed, trækker sagen i unødig langdrag og problematisere forhold, som Skatteministeriet ikke har været i stand til at redegøre for.

Det er således, fortsat uvist, hvilke materielle forhold, der gør sig gældende for Skatteministeriet, som skal begrunde, at sagen ikke kan afsluttes ved, at der tages bekræftende til genmæle.

Det er også værd at bemærke, at Skatteministeriets ageren i den konkrete sag, er i modstrid med Skatteministeriets retssagsvejledning. I vejledningen er anført:

"...

Denne vejledning beskriver de overordnede principper for behandlingen af retssager om skatte- og afgiftsregler, hvori Skatteministeriet optræder som part, og hvor Landsskatteretten efter lovgivningen er sidste administrative klageinstans.

Vejledningen beskriver endvidere en række af Kammeradvokatens opgaver i forbindelse med varetagelsen af sagsførelsen for Skatteministeriet. Vejledningen træder i stedet for ministeriets retssagsvejledning af 3. november 2011 (offentliggjort som SKM2011.722.SKAT) og indeholder i forhold til denne alene konsekvensrettelser som følge af ny struktur 1.1. 2013.

..."

De overordnede principper for retssagsførelsen er beskrevet som følger:

"...

Retssager skal afsluttes med den rigtige afgørelse på det tidligst mulige tidspunkt. Så tidligt som overhovedet muligt skal Skatteministeriet tage stilling til, om en retssag skal føres, skal opgives helt eller delvis, eller om det skal forsøges at få sagen afsluttet med et forlig.

Sagerne skal føres på deres indhold ikke på formalia.

Skatteministeriet indbringer som hovedregel ikke Landsskatterettens kendelser for domstolene.

Skatteministeriet anker som hovedregel ikke byretsdomme eller landsretsdomme. Hvis den skattepligtige anker en dom, skal Skatteministeriets påstand som udgangspunkt være en stadfæstelse [min understregning]

..."

Det er særligt de to første punkter, som Skatteministeriet i indeværende sag tilsidesætter på en yderst betænkelig måde.

Af første punkt fremgår det, at retssager skal afsluttes med den rigtige afgørelse, på det tidligste mulige tidspunkt. I indeværende sag, har Skatteministeriet på intet tidspunkt forsøgt at afslutte sagen på et tidligt tidspunkt. Dette, uanset, at de bilag der har dannet grundlag for Skatteministeriets ændring af sin påstand blev fremlagt allerede i forbindelse med stævningen. Skatteministeriet har fastholdt, at såvel bekostningen, som det værdiforøgende element ikke var dokumentet. Sidstnævnte synspunkt var ubegrundet og i strid med, Landsskatterettens afgørelse. På nuværende tidspunkt er det således fortsat uvist, hvorfor Skatteministeriet har ændret påstand. Det bør efter H1s opfattelse, komme Skatteministeriet til skade. Det bemærkes i den forbindelse, at Byretten, lagde afgørende vægt herpå, ved sin afgørelse om sagsomkostninger (vedlagt).

Af punkt 2 i Skatteministeriets retssagsvejledning fremgår det, at sagerne skal føres på deres indhold og ikke på formalia. Et hensyn som må antages at være begrundet i flere forhold, henset til at Skatteministeriet er en offentlig myndighed. Det står dog i skærende kontrast til indeværende sag, hvor Skatteministeriet påstår H1s påstand afvist.

Det forekommer besynderligt, at Skatteministeriet vælger at føre indeværende sag på formalia. Særligt, når Skatteministeriet ikke har redegjort for, hvilke hensyn, der gør sig gældende herfor. Det taler også imod, at påstanden skal afvises, i det Skatteministeriet naturligvis ikke skal være dikterende for, hvilke påstande skatteydere kan nedlægge.

Det er korrekt, at der verserer et stort antal sager ved vurderingmyndighederne og domstolene, der udspringer af reglerne i vurderingsloven. Regler, hvis håndtering vurderingsmyndighederne bl.a. i Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om den offentlige ejendomsvurdering af august 2013 er blevet kraftigt kritiseret for. Af rapportens hovedkonklusion fremgår bl.a. følgende:

"...

Rigsrevisionen finder, at Skatteministeriet har forvaltet området for ejendomsvurdering meget kritisabelt vel vidende, at området længe har været problemfyldt. Alle borgere og virksomheder er dermed ikke sikre på at få en lige og fair behandling, når SKAT vurderer deres ejendomme.

(...)

Problemerne på området har eksisteret i mange år. Skatteministeriet overtog vurderingsopgaven i 2003, bl.a. med det formål at øge kvaliteten og ensartetheden i ejendomsvurderingerne. Ministeriet har været vidende om problemerne på vurderingsområdet generelt siden 2003 og konkret siden 2007.

Undersøgelsen har vist, at Skatteministeriet og SKAT ikke har arbejdet målrettet på at forbedre forvaltningen af vurderingsområdet, fx ved at opstille mål for kvalitet og resultater. Tværtimod har SKAT forringet eller fravalgt dele af vurderingsopgaven, bl.a. ved vurderingerne i 2010 og 2011. Opgaven er desuden efter ministeriets egen opfattelse ikke i alle tilfælde udført i overensstemmelse med lovgivningen. Hertil kommer, at kammeradvokaten har vurderet, at SKATs praksis i sager om ekstraordinær genoptagelse har været klart ulovlig og ansvarspådragende.

..."

Langt størstedelen af disse sager verserer ved vurderingmyndighederne, hvoraf kun meget lille del ender for domstolene. R1 repræsenterer grundejere i ca. 300 retssager, hvoraf langt størstedelen vedrører betingelsen om grundforbedringens værdiforøgende karakter.

Af de ca. 300 retssager, hvor R1 repræsenterer grundejere, er der kun 30-35 sager, der er såkaldte "rene bekostningssager", som det er tilfældet med sagerne fra Byretten. Af disse 30-35 sager er det meget begrænset, hvilke tilfælde der har været, som ligner indeværende sag.

Det er således en voldsom overdrivelse og et klassisk eksempel på den dommedags argumentation, som Skatteministeriet anvender med henblik på at opnå medhold, når der henvises til, at ministeriet må fastholde det "retligt korrekte standpunkt", som i den konkrete sag, efter Skatteministeriets opfattelse er, en afvisning af påstanden. Det bekræftes særligt ved, at Skatteministeriet ikke har været i stand til at fremlægge dokumentation herfor.

Overordnet set er det derfor H1s opfattelse, at fradraget for varmetilslutning skal ansættes af SKAT, som det er praksis i disse, typer af sager og som fastslået af Højesteret.

Skatteministeriets ændring af påstanden gav H1 anledning til at ændre sin påstand, som fremgår ovenfor. Det er ganske naturligt, at en parts ændring af påstand, giver anledning til overvejelser og evt. ændring af modpartens påstand. Det skal understreges at H1s nuværende påstand, herunder selve ændringen af påstanden er i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom.

Baggrunden for ændringen skyldes først og fremmest, at H1s skattesag, har været under behandling i 9 år ved de administrative myndigheder. Ved at ændre påstanden, undgår H1 at sagen bliver hjemvist, hvorved sagen skal starte forfra. Herved kan sagen afsluttes og endeligt punktum sættes ved domstolene.

H1 gør derfor gældende, at der ikke er grundlag for at afvise den af H1, nedlagte påstand. Sagen kan ikke sluttes alene fordi det er Skatteministeriets opfattelse.

Med ændring af H1s påstand, kan indeværende sag afsluttes uden yderligere processkridt, ved at Skatteministeriet tager bekræftende til genmæle. Der ses ikke at være saglige grunde for, at Skatteministeriet ikke kan tage bekræftende til genmæle. Ved ikke længere at påstå hjemvisning, som H1 i henhold til omfattende praksis har mulighed for, afsluttes sagen, uden anvendelse af unødige ressourcer.

Det fremhæves i den forbindelse, at Skatteministeriet skal søge det materielt rigtige resultat, herunder at føre sagen på dets indhold og ikke formalia jf. ovenfor. I nærværende sag, hvor Skatteministeriet anerkender, at borgeren har ret i sin ændrede påstand, så er der ikke grundlag for ikke at tage bekræftende til genmæle. Skatteministeriet forsøger ved den udviste adfærd at diktere en skatteyders processuelle skridt, i et tilfælde, hvor sagen fortsat verserer. Det forekommer derfor at være meget betænkeligt, at Skatteministeriet ønsker at råde over H1s, processuelle skridt.

Skatteministeriets ageren i denne sag synes alene at kunne være begrundet ud fra det forhold, at Skatteministeriet af statistiske årsager ikke ønsker at tage bekræftende til genmæle. Et sådant hensyn er ikke beskyttelsesværdigt og uklædeligt for en retsstat.

Det skal særligt ses lyset af, at Skatteministeriet ikke har fået de oplysninger i sagen (fra G1), som påstået og at sagens fremme i det store hele, alene kan tilskrives H1.

Derudover har H1 i sagens natur ikke den mulighed at hæve sagen, som Skatteministeriet påstår, idet retsvirkningerne heraf er, at Landsskatterettens kendelse som er indbragt for retten, ikke længere pådømmes og derfor er endelig. En sådan retsstilling er hverken hensigtsmæssig eller mulig, når der i sagen er enighed om, at afgørelsen er afsagt på et forkert grundlag. Af selvsamme årsag, kan Skatteministeriet heller ikke frifindes, ligesom frifindelsen alene er relevant, for det tilfælde, at H1 påstår hjemvisning. I den forbindelse er det helt op til H1, at definere sin påstand.

Det er således heller ikke korrekt, som påstået af Skatteministeriet, at den ændrede påstand er identisk med den påstand Skatteministeriet har nedlagt.

Skatteministeriet har til støtte herfor henvist til Ufr. 2009, 158H, Ufr. 2007, 2161 H og Ufr. 2002.1245 H. De nævnte domme støtter ikke at H1s påstand skal afvises.

Sagen Ufr. 2009, 158H omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt ... A/S, skulle forbydes i, at opstille to vindmøller. ... A/S afgav under sagens behandling for Højesteret, en proceserklæring, hvor det fremgik, at ... A/S opgav, at opføre vindmøllerne. Uanset proceserklæringen fastholdte, appellanterne at ... A/S, skulle forbydes i at opføre, at vindmøllerne.

Højesteret fandt, at appellanterne ikke længere havde den fornødne interesse i at får prøvet, hvorvidt ... kan forbydes, at opføre de to vindmøller. Sagen adskiller sig således væsentligt fra indeværende sag.

For det første er der i indeværende sag tale om, en sag mellem en skatteyder og en offentlig myndighed, dernæst var der i Højesteretssagen tale om en ubetinget opgivelse af vindmølleprojektet, hvorved ... A/S i forbindelse med proceserklæringen, ikke nedlagde påstand om frifindelse og endelig, havde appellanterne ikke ændret påstanden. I forhold til indeværende sag, vil det svare til, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, samtidig med at H1 fastholdte, at sagen skulle prøves. Ud fra de i sagen foreliggende korrespondancer, kan det lægges til grund, at det naturligvis ikke er tilfældet.

I sagen Ufr. 2007, 2161 H, havde sagsøgerne fået betaling i overensstemmelse med en opgørelse som sagsøgerne ønskede. Uanset betalingen betragtede sagsøgerne det af sagsøgte betalte for at være en gave og fastholdte, at sagsøgte skulle dømmes til at betale erstatningen. Dette, uanset, at sagsøgerne havde opnået og modtaget betalingen, som sagsøgerne havde tilbagesendt til sagsøgte.

Højesteret kom - ikke overraskende frem til - at en sådan betaling til opfyldelse af et krav, ikke kunne anses for at være en gave, selvom betalingen skete uden præjudice, pr. kulance eller med en tilsvarende angivelse.

Ud fra sagens faktiske omstændigheder, er det svært at se, hvordan sagen er sammenlignelig med indeværende sag.

I sagen Ufr. 2002, 1245H omhandlede sagen for Landsretten tre selvstændige påstande. Sagsøgeren havde nedlagt en anerkendelsespåstand, 1) hvor Sundhedsstyrelsen skulle anerkende, at have tilsidesat sin tilsynsforpligtelse på nærmere angiven måde, 2) Sundhedsstyrelsen skulle anerkende at være erstatningsansvarlig over for sagsøgeren og 3) betale 60.000 kr. i godtgørelse for tort jf. erstatningsansvarsloven.

Landsretten udtalte:

"...

Ved en umiddelbar betragtning må påstandene forstås således, at der er tale om en erstatningssag, hvor sagsøgeren påstår sig tilkendt en godtgørelse på 60.000 kr. for tort, jf. påstand 3. En sådan påstand vil ud over sandsynliggørelse af at have været udsat for en retlig relevant tort kræve et ansvarsgrundlag. Dette har sagsøgeren angivet ved indholdet af påstand 2, hvorefter ansvaret angives at være begrundet i en tilsidesættelse af pligterne efter centralstyrelseslovens § 2.

Den nærmere angivelse af, hvorledes tilsidesættelsen af disse pligter er sket, er indeholdt i påstand 1. I det omfang påstandene blot skal forstås på denne måde, vil påstandene 1 og 2 blive afvist, idet sagsøgeren henvises til at gøre dem gældende som anbringender til støtte for påstand 3. Spørgsmålet er herefter, om sagsøgeren på andet grundlag kan få påstand 1 og 2 prøvet ved domstolene. Der er for så vidt intet anført til støtte for påstand 2, som ikke tillige er gjort gældende vedrørende påstand 1 eller 3.

For så vidt angår påstand 1 bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren har fået tilkendt erstatning for skaderne ved boneloc operationen efter reglerne i patientforsikringsloven, og at sagsøgeren ikke har gjort gældende, at han på andet grundlag ud over påstand 3 vil rejse erstatningskrav, eller at en dom i overensstemmelse med påstand 1 i det hele taget på nogen måde vil have indflydelse på hans retlige situation.

..."

Landsretten udtalte endvidere, at påstand 2 alene kunne gøres gældende som anbringende til støtte for påstand 3, hvorefter sagen i det hele blev afvist ved Landsretten.

For Højesteret frafaldt sagsøgeren påstand 2 som selvstændig påstand. Højesteret udtalte:

"...

En afgørelse af A's anerkendelsespåstand vil ikke have betydning for hans retsstilling i andre henseender end vedrørende kravet om godtgørelse (den nedlagte betalingspåstand). Herefter, og da der efter Højesterets opfattelse ikke er grundlag for som ønsket af A at tage anerkendelsespåstanden under påkendelse alene med henblik på at få placeret et retligt ansvar hos Sundhedsstyrelsen, tiltræder Højesteret, at A's anerkendelsespåstand er afvist som selvstændig påstand. [Min understregning]

..."

For så vidt angår den af sagsøgeren nedlagte betalingspåstand udtalte Højesteret:

"...

Der er ikke grundlag for at afvise betalingspåstanden ud fra de omgåelsessynspunkter, der er anført af landsretten. Højesteret tager herefter A's subsidiære påstand til følge, således at landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til landsretten til realitetsbehandling af A's betalingspåstand. [Min understregning]

..."

De i sagen nedlagte påstande (anerkendelse- og betalingspåstanden), ville med andre ord medføre samme retstilling og anerkendelsespåstanden havde således ingen betydning i andre henseender end vedrørende kravet om godtgørelse.

Der var ikke grundlag for at tage anerkendelsespåstanden under påkendelse, alene med henblik på at placere et retligt ansvar. Afvisningen skyldtes altså, at der blev nedlagt to selvstændige påstande, som var indbyrdes inkompatible.

De ovenfornævnte domme kan hverken sammenlignes med indeværende sag, eller støtter en afvisning af H1s påstand. Der er først og fremmest tale om retsområder som ikke kan sammenlignes med skatteretten, ligesom indeværende sag vedrører rigtigheden af Landsskatterettens afgørelse.

Til forskel fra de ovennævnte domme, er det altså Landsskatterettens afgørelse, som er til påkendelse i den konkrete sag. Det er denne afgørelse der danner grundlag for H1s retsstilling, hvorfor H1s ændring af påstanden, hvorved påstanden præciseres er korrekt.

Dette bekræftes af flere forhold, herunder særligt det forhold, at der påstås mindre end oprindeligt. Det bekræftes ligeledes af, at Skatteministeriet ikke har været i stand til at redegøre for forhold, der skulle begrunde det - for Skatteministeriet problematiske i H1s ændring af påstanden.

Dette indikerer således, at Skatteministeriets ageren bunder i, et ikke beskyttelsesværdigt hensyn. Dette kan naturligvis ikke danne grundlag for, at H1s påstand afvises. Det bekræftes også ved, at Skatteministeriets opfattelse af, at sagen bør afsluttes med at sagen fra H1s side hæves.

Der er intet til hinder for, at H1 ændrer påstand. Tværtimod er der alene betænkeligheder ved, at Skatteministeriet fastholder sin påstand om afvisning, med henblik på at H1s tvinges til, at hæve sagen.

I sagen er der enighed om, at Landsskatterettens afgørelse er afsagt på et forkert grundlag. Der er i sagen ligeledes enighed om, at der skal tildeles et fradrag i grundværdien med et bestemt beløb. Den enighed der således er mellem parterne, er mest præcist beskrevet i H1s påstand, hvorfor den må tages til følge. En afvisning heraf, samtidig med at Skatteministeriets påstand tages til følge, vil være misvisende henset til, at der ikke længere er forhold, som Skatteministeriets skal frifindes for.

Bemærkninger til sagsomkostninger

I forbindelse med fastsættelsen af sagsomkostninger gør H1 gældende, at H1 bør tilkendes sagsomkostningerne jf. retsplejelovens § 312, stk. 1.

Sagen har materielt set omhandlet spørgsmålet om, hvorvidt H1 er berettiget til et højere fradrag end anerkendt af skattemyndighederne.

Landsskatteretten nægtede at godkende fradrag og i sagen er der nu opnået enighed om, at afgørelsen er afsagt på et forkert grundlag, ligesom det kan lægges til grund, at indbringelsen af sagen for retten var berettiget.

Uanset hvilken en af de nedlagte påstande, som retten måtte finde at være mest præcis, gør H1 gældende, at H1 må anses som vinder, idet H1 har fået medhold i påstanden om forhøjelsen af fradrag i grundværdien. Der ses ikke at være nogen grund til at fravige dette klare udgangspunkt.

I forbindelse med rettens afgørelse om sagsomkostninger fremhæves, at arbejdet med indeværende retssag udover informationsindsamling, har bestået af udarbejdelse af stævning med tilhørende bilag 1-4, replik med tilhørende bilag 5-6, processkrift 1 med tilhørende bilag 7-9. Derudover er der i sagen afholdt telefonisk retsmøde jf. retsplejelovens § 353, stk. 6, samt udarbejdelsen af proceduremæssige bemærkninger.

Ved fastsættelsen af omkostningerne anmodes retten ligeledes om, at lægge vægt på, at de bilag som har begrundet, at Skatteministeriet anerkender H1s fradragsret, blev fremlagt allerede i forbindelse med stævning.

Det bestrides at det er H1 der har givet anledning til retssagen. Spørgsmålet i sagen er hvorvidt H1 har sandsynliggjort udgiftsafholdelsen. Skatteministeriet har fastholdt et strengt dokumentation, i strid med loven som alene bestemmer at udgiftens afholdelse skal sandsynliggøres.

Kravene til sandsynliggørelse af bekostning er fra Landsskatterettens side blevet markant skærpet de seneste år. Sagsøger anser det - uden prejudice for ovenstående - relevant at fremhæve denne udvikling, da den bidrager til grundlaget for, at sagen blev indbragt for retten.

Udviklingen hos Landsskatteretten kan bl.a. forklares ud fra det forhold, at reglerne for sandsynliggørelse af bekostning i de senere år er blevet skærpet fra lovgivers side.

Det var først med § 3, stk. 6 i lov nr. 925 af 18. september 2012, der trådte i kraft pr. 1. januar 2013, at der blev indført krav om fremlæggelse af bestemte former for dokumentation i relation til grundforbedringsfradrag. Kravet er, ifølge bestemmelsen, dog udelukkende gældende for genoptagelsesanmodninger indgivet efter 1. januar 2013. Af bestemmelsen fremgår bl.a. følgende:

"...

Ejendommenes ejer skal ved anmodninger efter stk. 4 og 5 vedlægge dokumentation for de udgifter, som der ønskes fradrag for, i form af skøde, købsaftale, lokalplan, luftfoto af udstykningen eller storparcellen, byggeregnskab med underbilag for de pågældende poster samt fakturaer eller anden dokumentation for det udførte arbejde og udgiftens størrelse... [...]

..."

I et høringssvar havde Advokatrådet i forbindelse med behandlingen af lovforslag 198, der lå til grund for lov nr. 925 af 18. september 2012, bl.a. anført følgende:

"...

Endelig anfører Advokatrådet om de foreslåede dokumentationskrav, at det er meget usædvanligt i dansk skatteret, at der indføres krav til den form, hvori et bevis skal foreligge. Efter Advokatrådets opfattelse bør det være op til myndighederne og i sidste ende domstolene at afgøre, om et bestemt forhold kan anses for at være bevist eller ej. De foreslåede regler er efter Advokatrådets opfattelse udtryk for en meget væsentlig skærpelse i forhold til Landsskatterettens nuværende praksis. (Min understregning)

..."

Skatteministeriet bekræftede i et svar hertil, at der var tale om en skærpelse af hidtidig administrativ praksis. Skatteministeriet anførte således følgende:

"...

Det er korrekt, at der med den foreslåede udformning af dokumentationskravet bliver tale om en skærpelse i forhold til hidtidig praksis. Denne skærpelse er tilsigtet. Der er behov for at få gjort op med den række af problemstillinger, der knytter sig til grundforbedringsfradraget, herunder også med den her nævnte praksis.. [...] (min understregning)

..."

I et høringssvar fra Accura Tax i forbindelse med behandlingen af lovforslag 198, anførtes bl.a. følgende:

"...

[Accura Tax] er i tvivl om, hvornår de foreslåede regler om dokumentationskrav vil skulle gælde. AT foreslår præciseret, at de skærpede dokumentationskrav alene omfatter anmodninger, der modtages af SKAT i perioden fra 1. januar til 1. maj 2013, mens anmodninger, der indbringes frem til den 31. december 2012 omfattes ad de nugældende regler i vurderingslovens afsnit D. (min understregning)

..."

Hertil anførte Skatteministeriet:

"...

Hvis en sag er modtaget hos SKAT før den 1. januar 2013, og fuld dokumentation efter de hidtil gældende regler på dette tidspunkt også er modtaget hos SKAT, så gælder alene de hidtidige regler. Der er således ikke tale om, at de nye dokumentationskrav vil skulle opfyldes i verserende sager, som allerede er tilstrækkeligt dokumenteret efter de regler, der gælder i dag.

..."

Frem til de før 1. januar 2013 gældende regler kunne der således ikke stilles krav om fremlæggelse af eksakt dokumentation for etablering af de materielle foranstaltninger og de faktiske afholdte udgifter, idet der var hjemmel og pligt til at foretage en skønsmæssig opgørelse af fradraget, såfremt anlæggelse og bekostning var sandsynliggjort.

Om baggrunden for afskaffelsen af fradraget for grundforbedringer og skærpelsen af dokumentationskravet fremgår bl.a. følgende af lovforslaget til lov nr. 925 af 18. september 2012 ((lovforslag nr. 198 af 14. august 2012) er anført følgende:

"...

De eksisterende regler om grundforbedringsfradrag er som nævnt vanskeligt at administrere for såvel borgerne som SKAT. Dette skyldes flere forhold. For det første mangler der i lovgivningen en klar definition af, hvad det er for nogen udgifter, som grundforbedringsfradraget kan omfatte. Dernæst er det uklart, hvordan og hvornår de pågældende udgifter skal kunne dokumenteres. " (Min understregning)

..."

Videre anføres det:

"...

"Et kompliceret regelsæt og en uensartet administration i den tidligere vurderingsorganisation bevirkede, at der rundt omkring i landet kunne findes mange udstykninger, hvor det var uklart om grundforbedringsfradraget var fastsat korrekt.

..."

Det fremgår altså, at lovgiver og Skatteministeriet var af den opfattelse, at der var tale om et uklart og mindre forståeligt regelsæt. Lovgiver og Skatteministeriet har uanset, at vurderingsloven har rødder tilbage til 1922 undladt at sørge for, at reglerne blev gjort klare og forståelige.

At Landsskatteretten efter lovens indførelse har anlagt for strenge krav til sandsynliggørelse af ejers bekostning i deres afgørelser illustreres ved flere byretsdomme, herunder SKM2013.829.BR, SKM2013.791.BR, SKM2014.541.BR, SKM2016.240.BR samt en endnu ikke offentliggjort dom afsagt af Byretten den 30. september 2016 i sag nr. BS 1A-1994/2015. (SKAT red. Dommen er nu udgivet som SKM2017.15.BR)

Dommene illustrerer også, at Skatteministeriet har været af den opfattelse, at det strengere krav til sandsynliggørelse af bekostning har været berettiget. Endelig skal det bemærkes, at der i ovennævnte sager tildeltes sagsomkostninger til sagsøgerne, også selvom der efter Landsskatterettens afgørelser blev fremlagt supplerende dokumentation.

Det er sagsøgers opfattelse, at dokumentationsgrundlaget fremlagt for Landsskatteretten opfyldte kravet om sandsynliggørelse af bekostning i henhold til praksis. Et krav, som er fastslået i SKM2004.162.HR, hvor Højesteret under sagen udtalte følgende:

"...

[...] Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. (Min understregning)

..."

At bekostning i overensstemmelse med ovenstående alene skal sandsynliggøres for at fradrag i grundværdien kan indrømmes følger også af SKATs egne og bindende vejledninger, jf. bl.a. vurderingsvejledningen 2005-1, afsnit C,3, hvoraf det fremgik, at:

"...

Bortset fra de i VUL § 38 anførte tilfælde gennemføres de almindelige vurderinger nu uden forudgående henvendelse til ejerne. Trods ordlyden i VUL § 17 må det derfor anses for vurderingsmyndighedernes pligt at søge tilvejebragt de oplysninger, der er nødvendige for, at et eventuelt fradrag kan ansættes korrekt. Skulle de fornødne oplysninger ikke være tilgængelige for vurderingsmyndigheden på vurderingstidspunktet, må der tages hensyn til forbedringerne, så snart vurderingmyndighederne bliver bekendt med dem. Kan vurderingmyndighederne ikke skaffe den fornødne dokumentation for byggemodningsomkostningerne ansættes fradraget skønsmæssigt.

..."

Tilsvarende fremgår af vurderingsvejledningerne frem til og med vurderingsvejledningen 2013-1.

Det er således i strid med det før 1. januar 2013 gældende dokumentationskrav i vurderingsloven, når Landsskatteretten i præmisserne lægger vægt på, at sagsøger ikke har fremlagt lige præcis den specifikke dokumentation, som blev indført med § 3, stk. 6 i lov nr. 925 af 18. september 2012.

Landsskatterettens afgørelse sætter altså strengere krav end praksis tillader, hvorfor denne sag netop er indbragt for retten.

Det er således ikke sagsøger, der har givet anledning til denne sag. Anledningen er derimod, at vurderingsmyndighederne har fejlforvaltet området vedrørende fradrag for forbedringer og ejendomsvurderinger generelt i snart to årtier, hvilket de seneste års mediedækning også kun bekræfter.

Vurderingsmyndighederne er tillige blevet kraftigt kritiseret for deres håndtering af området af Rigsrevisionen, jf. bl.a. Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om den offentlige ejendomsvurdering af august 2013. Af rapportens hovedkonklusion fremgår bl.a. følgende:

"...

"Rigsrevisionen finder, at Skatteministeriet har forvaltet området for ejendomsvurdering meget kritisabelt vel vidende, at området længe har været problemfyldt. Alle borgere og virksomheder er dermed ikke sikre på at få en lige og fair behandling, når SKAT vurderer deres ejendomme.

(...)

Problemerne på området har eksisteret i mange år. Skatteministeriet overtog vurderingsopgaven i 2003, bl.a. med det formål at øge kvaliteten og ensartetheden i ejendomsvurderingerne. Ministeriet har været vidende om problemerne på vurderingsområdet generelt siden 2003 og konkret siden 2007.

Undersøgelsen har vist, at Skatteministeriet og SKAT ikke har arbejdet målrettet på at forbedre forvaltningen af vurderingsområdet, fx ved at opstille mål for kvalitet og resultater. Tværtimod har SKAT forringet eller fravalgt dele af vurderingsopgaven, bl.a. ved vurderingerne i 2010 og 2011. Opgaven er desuden efter ministeriets egen opfattelse ikke i alle tilfælde udført i overensstemmelse med lovgivningen. Hertil kommer, at kammeradvokaten har vurderet, at SKATs praksis i sager om ekstraordinær genoptagelse har været klart ulovlig og ansvarspådragende.

..."

Det kan i første række derfor alene tilskrives Skatteministeriet som overordnet ansvarlig for vurderingsområdet, at en sag som denne ender ved domstolene.

På denne baggrund bør det ikke lægges sagsøger til last ved fastsættelse af sagsomkostningerne, at der også i forbindelse med sagens førelse ved byretten fremlægges sådan dokumentation, som først er fremkommet efter Landsskatterettens afgørelse.

Domstolene har i flere sager taget stilling til netop dette spørgsmål, hvor Skatteministeriet har gjort samme betragtninger gældende. Uanset dette, har skatteyderen fået medhold i, at sagsomkostningerne fastsættes på helt sædvanlig vis.

..."

Skatteministeriet har i sit procedureindlæg af 17. februar 2017 gjort følgende gældende:

"ANBRINGENDER

1.1 Fradragsansættelsen

Skatteministeriet nedlagde den 28. oktober 2016 en påstand, hvorved ministeriet anerkendte, "at fradragsansættelsen for udgifter til varmetilslutningsafgift i henhold til vurderingslovens §§ 17-18, ved vurderingerne og årsreguleringerne for ejendommen beliggende Y1-adresse, pr. l. januar 2002, l. oktober 2002, l. oktober 2004 og 1. oktober 2006 fastsættes til kr. 23.912,-. "

Skatteministeriets anerkendelsespåstand er en bindende proceserklæring, som ministeriet ikke kan fragå. H1 er således berettiget til fradrag i grundværdien i overensstemmelse med ministeriets anerkendelse, uanset om sagen afvises, hæves eller der afsiges dom.

H1 fastholdte, at sagen skulle hjemvises, jf. processkrift 1 af 27. november 2016, indtil H1 i processkrift II af 12. januar 2017 ændrede sin påstand således, at "Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøger er berettiget til fradrag på 23.912 kr. i grundværdien for udgifterne til varmetilslutningsafgift i henhold til vurderingslovens §§ 17-18, ved vurderingerne og årsreguleringerne, pr. 1. januar 2002, 1. oktober 2002, 1. oktober 2004 og 1. oktober 2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse."

Ved ændringen opgav H1 den sidste del af sagen, der bestod uenighed om, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt sagen skulle hjemvises.

Indholdet af de to påstande er identisk, hvilket H1 også efterfølgende har erklæret sig enig i, jf. e-mail til retten af 8. februar 2017, hvor det anføres, at der er enighed om det materielle i sagen.

H1 nedlagde således påstand om, at ministeriet skal anerkende, hvad ministeriet allerede har anerkendt. Skatteministeriet har allerede opfyldt H1s anerkendelsespåstand, som herefter er udtømt. Ved at opgive den sidste del af sagen, der bestod uenighed om, har H1 dermed de facto hævet sagen.

Der er i sagen enighed om, hvilket fradrag H1 er berettiget til. Skatteministeriet hverken kan eller vil løbe fra sin anerkendelse af H1s fradragsret - uanset om sagen afvises, hæves, eller der afsiges dom. Da der er tale om et anerkendelsessøgsmål og ikke et fuldbyrdelsessøgsmål, er en påkendelse af H1s påstand dermed uden betydning for retsforholdet mellem H1 og Skatteministeriet, jf. bl.a. Gomard & Kistrup, Civilprocessen, 7. udgave, side 467.

H1 har derfor på dette tidspunkt i sagen ingen retlig interesse i den nedlagte påstand, jf. eksempelvis UfR 2009.1758 H. I sagen fandt Højesteret, at appellanterne som følge af en af modparten afgiven proceserklæringen opnåede samme retstilstand, som de ville have opnået ved at få medhold i deres påstande for Højesteret. Appellanterne havde derfor ikke længere fornøden retlig interesse i at få deres påstand prøvet. Sagen blev derfor afvist.

Jeg henviser endvidere til UfR 2002.1245 H (vedrørende påstand 1), UfR 2007.2161 H og UfR 2004.1464 H.

H1 har således ingen retlig interesse i den nedlagte anerkendelsespåstand, idet Skatteministeriet allerede har opfyldt denne.

Ved at nedlægge en påstand svarende til det ministeriet allerede har anerkendt, har H1 forsøgt at overvælte "procespligten" på ministeriet.

Skatteministeriet skal ikke tvinges til at tage bekræftende til genmæle over for en påstand, hvis indhold ministeriet allerede har anerkendt, og på et tidspunkt, hvor sagsøgeren burde havde hævet sagen, og hvor sagsøgeren ingen retlig interesse har i at få påstanden påkendt.

Hertil kommer, at Skatteministeriet er part i et meget stort antal retssager årligt om fradrag for forbedringer i grundværdien mv. Der verserer således samlet set flere tusinde sager herom for vurderingsmyndighederne og domstolene. I langt størstedelen af sagerne for domstolene er skatteyderne repræsenteret ved Advokatanpartsselskabet R1.

Der er tidligere opstået lignede situationer som i den foreliggende sag, og det må forventes, at sådanne situationer vil opstå igen.

Skatteministeriet har hidtil i flere tilfælde forsøgt at løse situationen pragmatisk bl.a. ved at søge at indgå et retsforlig om den enighed, som er opnået under sagen ved parternes ændring af påstandene. Dette har skatteyderne imidlertid ikke i alle tilfælde ønsket. H1 har heller ikke i nærværende sag angivet, at dette er tilfældet.

H1s fastholdelse af sagen er udtryk for unødig procesførelse, som medfører yderligere omkostninger for ministeriet.

Ministeriet kunne i den konkrete sag afslutte sagen ved at tage bekræftende til genmæle. Uanset at omkostningen forbundet hermed måtte være beskeden i den enkelte sag, medfører også det meget betydelige antal sager, hvor problemet potentielt kan opstå, at Skatteministeriet må fastholde det retligt korrekte standpunkt, nemlig at H1s påstand afvises. Herved undgås det, at problemet fremover opstår i andre sager.

Skatteministeriets subsidiære påstand er medtaget for det tilfælde, at retten finder, at der ikke er grundlag for at afvise sagen. I givet fald skal der afsiges dom efter Skatteministeriets påstand, som er udtryk for den enighed, som er opnået under sagen.

1.2 Sagsomkostninger

Det gøres overordnet gældende, at Skatteministeriet i nærværende sag, skal tilkendes sagsomkostninger.

For den del af sagen, som ligger forud for Skatteministeriets processkrift A af 28. oktober 2016, gør Skatteministeriet gældende, at der er grundlag for helt eller delvist at ophæve sagens omkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Det er således H1, der har givet anledning til retssagen, jf. UfR2016.3592 H og SKM2016.282.ØLR.

For den efterfølgende del af sagen gøres det gældende, at Skatteministeriet skal tilkendes sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 5, og princippet i § 312, stk. 4.

Der er i sagen nu enighed om, hvilket fradrag H1 er berettiget til. H1 har således under sagen fremlagt yderligere dokumentation, som ikke var fremlagt ved Landsskatterettens behandling af sagen.

Det beror imidlertid alene på H1s forhold, at dokumentation for afholdelsen af udgifter til etablering af den fradragsberettigede forbedring ikke forelå tidligere.

Landsskatteretten fandt i sin afgørelse (bilag 1), at H1 ikke havde godtgjort at have afholdt en udgift til tilslutningsafgift til varme, herunder at udgiften var gået til etablering af de påståede ledningsstrækninger, hvorfor der i henhold til vurderingsloven ikke kunne indrømmes fradrag.

Den 26. maj 2015 sendte Skatteankestyrelsen (som blandt fungerer som sekretariat for Landsskatteretten) sagsfremstilling (vedlagt) til H1. Sagsfremstillingen er samtidig udtryk for Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. I sagsfremstillingen anførte Skatteankestyrelsen bl.a. vedrørende tilslutningsafgiften (side 4, næstsidste afsnit), at: "Foreningen har ikke fremlagt anden form for dokumentation for tilslutningsafgiften i form af f.eks. en faktura eller specifikation til regnskabet

Foreningen har endvidere ikke fremlagt konkrete oplysninger om, hvilke arbejder, der er knyttet til en eventuelt opkrævet tilslutningsafgift.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at foreningen ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er afholdt en udgift til tilslutningsafgift til varme, herunder at udgiften er gået til dækning af de påståede ledningsstrækninger.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af regnskabet, hvad posten "Fjernvarmestik" dækker over, herunder at posten skulle relatere sig til en tilslutningsafgift.

Styrelsen har videre lagt vægt på, at fremlæggelse af et ledningskort ikke er tilstrækkelig dokumentation for, hvilke udgifter en tilslutningsafgift dækker over. En sådan dokumentation kan foreligge eksempelvis i form af en specificeret faktura, med angivelse af, hvilke arbejder udgiften dækker over. "

Det kan altså lægges til grund, at Skatteankestyrelsen efterspurgte oplysninger, der viste at H1 havde afholdt udgifter til tilslutningsafgift, herunder at styrelsen specifikt efterspurgte en faktura for etablering af de omhandlede varmeledninger.

H1 repræsentant svarede ved e-mail af 31. maj 2015 (vedlagt) Skatteankestyrelsen, men henviste blot til, at den indgivne klage fastholdtes. H1 fremlagde således ikke den efterspurgte dokumentation under sagen for Landsskatteretten.

Under sagens behandling ved domstolene har H1 fremlagt yderligere materiale, herunder to fakturaer af 6. oktober 1989 (bilag 3) og mail af 6. oktober 2015 fra G1 (bilag 5).

Det fremgår af de to fakturaer (bilag 3) nøjagtig, hvilket beløb H1 er blevet opkrævet for tilslutningsafgift for varme, samt nøjagtig hvordan beløbet er sammensat. Af bilag 5, som blev fremlagt sammen med replikken, fremgår endvidere, at beløbet er betalt.

G1 bekræftede efterfølgende over for Skatteministeriet, at beløbet på kr. 23.912, er gået til etablering af netop de ledninger, der er markeret på sagens bilag 4, jf. også ministeriets processkrift A, side 1, nederst.

Det påhvilede H1 at godtgøre den konkrete udgiftsafholdelse over for Landsskatteretten, jf. dagældende vurderingslovs § 18. Det beror derfor alene på selskabets forhold, at der først for byretten forelå tilstrækkelig dokumentation for udgiftsafholdelsen. H1 havde således ikke tidligere tilstrækkeligt oplyst sagen.

Skatteankestyrelsen efterspurgte specifikt dokumentation for udgiftens afholdelse, herunder eksempelvis en faktura.

I denne type sager gør skatteyderne typisk en række generelle betragtninger vedrørende forståelsen af UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) og forarbejderne til lov nr. 925 af 18. september 2012 gældende, herunder hvad den lovændring skulle have af betydning for bevisbedømmelsen i nærværende sag.

For så vidt angår UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) udlægges denne dom typisk af skatteyderne til støtte for, at der alene gælder et krav om, at en sagsøger skal sandsynliggøre at have afholdt udgiften. Hertil bemærkes, at Højesteret ikke med dommen fastslår andet eller mere end det naturlige udgangspunkt, at den, der ønsker et fradrag, har bevisbyrden herfor. Hvor store krav, der skal stilles til beviset i en given sag, afhænger således af den konkrete sag.

Endvidere gør skatteyderne typisk en række synspunkter vedrørende betydningen af lov nr. 925 af 18. september 2012, hvorved vurderingsloven blev ændret. Loven ændrer ikke ved, at en sagsøger for perioden forud for lovændringen har bevisbyrden for, at sagsøger har afholdt udgifterne. Det forhold, at bevisbyrden efter lovændringen alene kan løftes ved tilvejebringelse af nærmere angivne konkrete dokumenter, ændrer ikke ved, at sådanne dokumenter for tiden før lovændringen skal tillægges betydning som led i den almindelige bevisbedømmelse.

Det gøres i den konkrete sag gældende, at H1 ved den manglende efterlevelse af Skatteankestyrelsens opfordringer til at oplyse sagen bedre i særlig grad har givet anledning til retssagen. Fakturaerne er mere end 25 år gamle, og H1 kunne langt tidligere have indhentet dem fra G1, jf. bilag 5.

Det efterfølgende sagsanlæg er alene et resultat af selskabets ufuldstændige oplysninger over for Landsskatteretten og undladelse af at fremkomme med disse under høringen over Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

De sagsomkostninger, som knytter sig til procesførelsen frem til Skatteministeriets afgivelse af processkrift A, skal således ophæves helt eller delvist, jf. UfR2016.3592 H og SKM2016.282.ØLR. Også i disse sager fremkom de fornødne oplysninger først under sagernes behandling ved domstolene, uagtet at de pågældende skatteydere kunne have oplyst sagen tidligere. Derfor var der ikke grundlag for at tilkende de pågældende skatteydere sagsomkostninger.

Jeg henviser endvidere til de vedlagte domme af 2. november 2016 fra Byretten, af 17. november 2016 fra Byretten, af 21. december 2016 fra Byretten og af 26. januar 2017 fra Byretten.

Skatteministeriet anerkendte ved afgivelsen af processkrift A, at H1 er berettiget til fradrag i grundværdien med kr. 23.912,-.

H1 fastholdt efterfølgende, at sagen dette til trods skulle hjemvises, jf. processkrift 1 af 27. november 2016. Ministeriet afgav herefter processkrift B den 7. december 2017. Dette affødte, at H1 den 12. januar 2017 erklærede sig enig i, at der ikke skal ske hjemvisning af sagen, og at H1 i overensstemmelse med ministeriets anerkendelse er berettiget til fradrag med kr. 23.912,-.

Skatteministeriet anerkendte således ved afgivelsen af processkrift A det materielle resultat, som parterne er enige om, at H1 er berettiget til. Det er således udtryk for unødig procesførelse, at H1 opretholder sagen efter det tidspunkt, hvor selskabets påstand er opfyldt, og hvor selskabet derfor ikke længere har retlig interesse i sagen. H1 skal derfor erstatte Skatteministeriet udgifterne ved den efterfølgende del af retssagens, jf. retsplejelovens § 312, stk. 5 og princippet i § 312, stk. 4.

Hertil kommer, at H1s oprindelige påstand lød på hjemvisning, og at selskabet for Landsskatteretten påstod at være berettiget til fradrag for tilslutningsafgift med kr. 83.024,-, jf. bilag 1, side 2. Under byretssagen har H1 frafaldet synspunktet om hjemvisning og har endvidere erkendt alene at være berettiget til fradrag for tilslutningsafgifter med kr. 23.912,-.

Skatteministeriet har således også i økonomisk henseende i overvejende grad vundet sagen, hvorfor ministeriet også af denne årsag skal tilkendes sagsomkostninger.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at parterne er enige om det materielle indhold i H1s påstand og den subsidiære påstand. H1 får ved de nu nedlagte påstande medhold i hovedparten af den angivne værdi ved sagens anlæg.

Påstanden indebærer, at der gives H1 fradragsret for et bestemt beløb. H1 findes under de givne omstændigheder at have en legitim og retlig interesse i, at der afsiges dom om kravet, eventuelt som en erkendelsesdom. Som følge heraf tages H1s påstand til følge.

Det bestemmes, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Der er ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at H1 får medhold i mindre end 30 % af den oprindeligt angivne værdi, og dels lagt vægt på, at H1 først ved fremsendelse af stævning med bilag 3, har fremlagt dokumentation for en afholdt udgift, samt at udgiften var fradragsberettiget. Det bemærkes dog hertil, at Skatteministeriet først ved Proceskrift A ændrede påstanden under hensyn til den fremlagte dokumentation. Under hensyn hertil fritages Skatteministeriet for at betale sagsomkostninger.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøger er berettiget til fradrag på 23.912 kr. i grundværdien for udgifterne til varmtilslutningsafgift i henhold til vurderingslovens §§ 17-18, ved vurderingerne og årsreguleringerne, pr. 1. januar 2002, 1. oktober 2002, 1. oktober 2004 og 1. oktober 2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.