Indhold
Afsnittet indeholder:
-
Betingelserne om direkte tilknytning
-
Anvendelse af betingelserne.
-
Eksempler på ydelser vedrørende fast ejendom.
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Betingelserne om direkte tilknytning
Ydelser kan kun anses for ydelser vedrørende fast ejendom (tjenesteydelser i forbindelse med fast ejendom), hvis ydelsen har tilstrækkelig direkte tilknytning til en fast ejendom. Se momsforordningens artikel 31a, stk. 1.
Ydelser anses for at have tilstrækkelig direkte tilknytning til fast ejendom i følgende tilfælde:
a) når de hidrører fra en fast ejendom, og den pågældende ejendom udgør en bestanddel af ydelsen og er central og væsentlig for de leverede ydelser
b) når de leveres til eller er rettet mod en fast ejendom og tager sigte på en juridisk eller fysisk ændring af den pågældende faste ejendom.
Se momsforordningens artikel 31a, stk. 1.
Anvendelse af betingelserne
Betingelserne i momsforordningens artikel 31a, stk. 1, skal ses i sammenhæng med reglerne for visse specifikke ydelser i artikel 31a, stk. 2 og 3. Ved undersøgelsen af, om en ydelse er en ydelse vedrørende fast ejendom, skal der ses på, om det positivt er nævnt i artikel 31a, stk. 2, at ydelsen er en ydelse vedrørende fast ejendom. Hvis ydelsen ikke er positivt nævnt som en ydelse vedrørende fast ejendom i artikel 31a, stk. 2, skal der ses på, om det fremgår af artikel 31a, stk. 3, at ydelsen ikke er en ydelse vedrørende fast ejendom.
Hvis ydelsen hverken er udtrykkeligt nævnt i artikel 31a, stk. 2, eller i stk. 3, skal der ses på, om ydelsen kan anses for at have en tilstrækkelig direkte tilknytning efter momsforordningens artikel 31a, stk. 1.
Eksempler på ydelser vedrørende fast ejendom
- Analyse af data fra undergrunden, i havområder, hvor den danske stat er tildelt en råderet, for så vidt angår retten til at udstede udnyttelseslicenser, er en ydelse, der leveres i relation til fast ejendom, jf. SKM2022.550.LSR
- Opformering (såning, gødskning, høst mv.) af spinatfrø anses som en ydelse, der vedrører fast ejendom, jf. SKM2022.446.LSR
Se også
Se også D.A.5.9.2.2 om definition af fast ejendom.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretten |
SKM2022.550.LSR | Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens besvarelse, hvorefter den omhandlede ydelse med analyse af data fra undergrunden var en ydelse, der blev leveret i relation til fast ejendom, jf. ML § 18, hvilket medførte, at leveringsstedet for ydelsen ikke var her i landet. Landsskatteretten lagde vægt på, at de havområder, hvor den danske stat var tildelt en råderet til at udstede udnyttelseslicenser, var omfattet af begrebet fast ejendom, jf. ML 18, momssystemdirektivets artikel 47 og momsforordningens artikel 13b, litra a), og at den identificerede faste ejendom var et afgørende og bærende element for selskabets levering af den omhandlede tjenesteydelse, idet den faste ejendom var et vigtigt og nødvendigt element for leveringen af ydelsen. Der var således den fornødne direkte tilknytning til den faste ejendom, jf. momsforordningens artikel 31a, stk. 1, litra a. Landsskatteretten bemærkede, at det forhold, at selskabet ikke var involveret i prøvetagningen eller fysisk befandt sig på boreplatformene ikke havde betydning for, hvorvidt den omhandlede ydelse kunne anses for leveret i forbindelse med fast ejendom. | |
SKM2022.446.LSR | I forbindelse med en klage over et bindende svar fra Skatterådet fandt Landsskatteretten, at virksomhedens påtænkte levering af ydelser havde sit momsmæssige leveringssted i Danmark, idet særreglen i ML § 18 om levering af ydelser i relation til virksomhedens faste ejendom fandt anvendelse. Virksomhedens påtænkte ydelse bestod af opformering af spinatfrø, der blandt andet blev sået i, gødet og høstet fra specifikke dele af virksomhedens jord. Landsskatteretten fandt, at virksomhedens faste ejendom, som virksomhedens jord var en del af, udgjorde en central og væsentlig bestanddel af den påtænkte ydelse, jf. momsforordningens artikel 31a, stk. 1, litra a). Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar. | Stadfæstelse af SKM2018.98.SR |
Skatterådet |
SKM2018.98.SR | Spørger skulle mod vederlag opformere spinat for et nederlandsk selskab. Avlen skulle gennemføres på Spørgers egne marker. Det nederlandske selskab stillede uden beregning frøforsyninger til rådighed for Spørger, der på baggrund heraf skulle opformere frøene. Spørgers ydelser bestod bl.a. i såning af de leverede frøforsyninger, gødskning, høst mv. Det nederlandske selskab bevarede retten til at råde over frøforsyningerne og de senere opformerede frø. Skatterådet bekræftede, at Spørgers leverance til et nederlandsk selskab i form af opformering af spinatfrø var levering af en ydelse, jf. ML § 4, stk. 1. Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at leveringsstedet var i Nederlandene, da ydelsen vedrørte fast ejendom beliggende i Danmark. Leveringsstedet var dermed i Danmark, jf. ML § 18. | Spørgsmål 2 om leveringsstedet blev påklaget til Landsskatteretten, der i SKM2022.446.LSR, stadfæstede det bindende svar. |