Indhold
Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgrundlag
- Generelt
- Ressortmyndighed
- Eksport af varer med dobbelt anvendelse
- Krav om tilladelse
- Særordning.
Formål og lovgrundlag
Formålet
Eksportkontrol er et internationalt samarbejde med det formål at sikre, at produkter med dobbelt anvendelse (dual use-produkter) ikke medvirker til kritiske formål, herunder til bl.a. udvikling og spredning af masseødelæggelsesvåben, eller eksporteres til lande, der udgør en risiko for den internationale fred, sikkerhed og stabilitet, eller hvor der er mulighed for, at produkterne anvendes i forbindelse med intern undertrykkelse eller krænkelse af menneskerettigheder.
Formålet med bestemmelserne er således at forhindre, at særligt sensitive varer sælges til bestemte slutbrugere og regioner i verden, hvor der er risiko for, at anvendelsen vil indebære fare for den internationale fred og sikkerhed eller anvendes til kritiske formål såsom intern undertrykkelse eller krænkelse af menneskerettigheder.
Lovgrundlaget
For området er der en række EU-forordninger og nationale bestemmelser, som gælder.
EU-regulering
- Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 821/2021 af 20. maj 2021 om en EU-ordning for kontrol med eksport, mæglervirksomhed, teknisk bistand, transit og overførsel i forbindelse med produkter med dobbelt anvendelse
- Rådets forordning (EU) nr. 2017/1509 af 30. august 2017 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og om ophævelse af forordning (EF) nr. 329/2007 med senere ændringer
- Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger overfor Iran med senere ændringer
- Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien med senere ændringer
Nationale bestemmelser
Generelt
Varer med dobbelt anvendelse (dual-use) omfatter visse varer og teknologier, som udover civil anvendelse også kan anvendes til masseødelæggelsesvåben, krænkelse af menneskerettigheder eller til andre militære formål, herunder fremstilling af krigsmateriel mv. Masseødelæggelsesvåben omfatter atomvåben, kemiske og biologiske våben, samt missiler, der kan fremføre disse våben. Der er desuden indført specifik kontrol af cyberovervågningsprodukter, hvis der er kendskab til, at produkterne kan bruges i forbindelse med intern undertrykkelse eller til krænkelse af menneskerettigheder.
Visse kemikalier vil kunne anvendes til kemiske våben og er som følge heraf omfattet af C-våbenkonventionen (Konventionen om forbud med kemiske våben). Visse kemikalier er så farlige, at de ifølge konventionen er forbudte at overføre til stater, der ikke har tiltrådt konventionen. Kemikalier omfattet af C-våbenkonventionen betragtes som dual-use produkter og er dermed omfattet af krav om eksporttilladelse, jf. nedenfor.
Eksportkontrol er vigtig for erhvervslivet. Danske virksomheders omdømme og årtiers eksportindsats kan lide stor skade, hvis blot en enkelt virksomhed medvirker til eksport, der kan være til fare for international fred og sikkerhed.
For yderligere information om eksportkontrol henvises til Erhvervsstyrelsens hjemmeside herom.
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Erhvervsstyrelsen.
Eksport af varer med dobbelt anvendelse
Eksportkontrol med dual use-produkter og teknologier administreres af Erhvervsstyrelsen. Eksportører skal søge Erhvervsstyrelsen om udførselstilladelse, hvis de produkter og teknologier, der ønskes eksporteret, er opført på kontrollisten, og hvis de skal eksporteres ud af EU. Kontrollisten fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2021/821 af 20. maj 2021 og opdateres ca. en gang årligt.
Toldstyrelsen er den udførselskontrollerende myndighed på vegne af Erhvervsstyrelsen. Se Toldstyrelsens vejledning for eksportører om angivelse til eksport af varer med dobbelt anvendelse.
Toldstyrelsen tilbageholder eksport af varer, hvis der er mistanke om manglende tilladelse fra Erhvervsstyrelsen. I disse tilfælde kontakter Toldstyrelsen Erhvervsstyrelsen med henblik på afklaring af, om eksporten kræver en tilladelse.
Krav om tilladelse
Der skal altid foreligge en individuel, generel eller global udførselstilladelse ved eksport af dual use-produkter og teknologier på EU’s kontrolliste (bilag I) til tredjelande. Nogle dual use-produkter kræver også tilladelse ved overførsel mellem lande i EU's indre marked, hvis de er omfattet af bilag IV i forordning (EU) nr. 821/2021. Udover dual use-produkter og teknologier opført på EU’s kontrolliste, jf. bilag I og bilag IV, kan der desuden være krav om tilladelse til eksport af ikke-listede produkter, hvis eksporten er omfattet af de såkaldte catch-all bestemmelser, jf. artikel 4-5, i forordning (EU) nr. 821/2021. Ved eksporter, som Toldstyrelsen mistænker kan være omfattet af catch-all bestemmelserne, kontakter Toldstyrelsen Erhvervsstyrelsen med henblik på afklaring af, om der er krav om eksporttilladelse.
Særordning
En række lande er underlagt sanktioner, som betyder, at der er særlige restriktioner på samhandlen. Det gælder fx Rusland, Iran, Syrien og Nordkorea, som er underlagt en række sanktioner relateret til bl.a. dual use-produkter samt andre produkter og mere omfattende restriktioner på samhandlen. Se nærmere herom på www.eksportkontrol.dk/sanktioner. På Udenrigsministeriets hjemmeside findes en liste over lande, som i øjeblikket er underlagt sanktioner, samt hvilke danske myndigheder, der er ansvarlige for de forskellige områder.
Se også EU's sanktionskort på EU's hjemmeside. Ved klik på ét af de lande, der er markeret med "blåt", kan der fås oplysninger om, hvilke sanktioner der er gældende for det pågældende land.