Indhold

Dette afsnit beskriver anvendelse af ATA- og CPD-carneter som eksportangivelser.

ATA- og CPD-carneter

ATA- og CPD-carneter anses for at være en eksportangivelse, hvis:

  • carnetet er udstedt i en medlemsstat, der er kontraherende part i ATA-konventionen eller Istanbulkonventionen, og
  • carnetet er påtegnet og garanteret af en sammenslutning etableret indenfor EU, der indgår i en garantikæde, som defineret i Istanbulkonventionens art. 1, litra d), i bilag A.

Se GF art. 339, stk. 1.

Et ATA- og CPD-carnet er ikke gyldig som eksportangivelse for EU-varer, når:

  • varerne er underlagt toldformaliteter med henblik på restitution ved eksport som led i den fælles landbrugspolitik
  • varerne hidrører fra interventionslagre og
    • har været genstand for kontrolforanstaltninger vedrørende anvendelse eller bestemmelse, og
    • har været undergivet toldformaliteter med henblik på eksport til områder udenfor EU som led i den fælles landbrugspolitik
  • varerne berettiger til godtgørelse eller tilbagebetaling af importtold på betingelse af, at de eksporteres fra EU, ELLER
  • varerne flyttes under en punktafgiftssuspensionsordning indenfor EU, medmindre varerne alene flyttes under en forenklet procedure indenfor en enkelt medlemsstat.

Se GF art. 339, stk. 2.

Anvendes et ATA-carnet som eksportangivelse, skal eksporttoldstedet gennemføre følgende formaliteter:

  • foretager verifikation af oplysningerne i rubrik A til G på eksportbladet sammenholdt med de varer, som er omfattet af carnetet,
  • udfylder i givet fald rubrikken "Toldmyndighedernes attestation" på carnetets omslag,
  • udfylder talonen og rubrik H på eksportbladet,
  • angiver eksporttoldstedet i rubrik H, punkt b) på importbladet, og
  • beholder eksportbladet.

Se GF art. 339, stk. 3.

Hvis eksporttoldstedet er forskelligt fra udpassagetoldstedet, skal udpassagetoldstedet udfylde rubrik 7 på talonen. Se GF art. 339, stk. 4.

Fristerne for varernes reimport, der fastsættes af eksporttoldstedet i rubrik H, punkt b) på eksportbladet, må ikke overstige carnetets gyldighedsperiode. Se GF art. 339, stk. 5.