Når en vare er henført under en særlig procedure, kan varen i visse tilfælde transporteres mellem forskellige steder i EU's toldområde uden, at den særlige procedure afsluttes. En sådan transport, der gennemføres som en tilladt varebevægelse, kræver som hovedregel ikke særskilt toldangivelse eller anden forhåndsanmeldelse til toldmyndigheden, forinden varerne transporteres.

Når varerne skal transporteres til udgangstoldstedet, er der dog fastsat yderligere bestemmelser. Se nærmere herom nedenfor.

Når disse særlige varebevægelser anvendes, befinder den pågældende vare sig fortsat under den særlige procedure, og det er fortsat bevillingshaver, der har ansvaret for, at varen behandles i overensstemmelse med bevillingens betingelser.

I de tilfælde, hvor de særlige varebevægelser kan anvendes, er der ikke krav om anvendelse af forsendelsesproceduren.

Se EUTK art. 219, DF art. 179 og GF art. 267.

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Varebevægelser under proceduren for aktiv forædling, midlertidig import og særligt anvendelsesformål
  • Varebevægelser under proceduren for passiv forædling
  • Varebevægelser under toldoplagsproceduren
  • Varebevægelser - transport til udgangstoldstedet
  • Eksempel på varebevægelser under et bevillingsforhold.

Varebevægelser under proceduren for aktiv forædling, midlertidig import og særligt anvendelsesformål

For varer henført under procedurerne for aktiv forædling, midlertidig import og særligt anvendelsesformål kan den særlige form for varebevægelse anvendes til at:

  • Transportere varerne fra henførselstoldstedet, hvor varerne er frigivet til toldproceduren, til den adresse, hvor den i bevillingen tilladte aktivitet skal foregå.

  • Transportere varerne mellem de adresser, der er omfattet af den bevilling, som er angivet på den toldangivelse, hvor varerne er henført under den pågældende procedure. Eksempelvis kan en bevillingshaver, der har henført et parti varer under proceduren for aktiv forædling, flytte varerne mellem de adresser, der er anført i den pågældende bevilling til aktiv forædling. Dette gælder også, hvis adresserne befinder sig i forskellige medlemsstater.

  • Ved tilladelse til hel eller delvis overdragelse af rettigheder og forpligtelser til andre virksomheder, kan varer flyttes til disse andre virksomheder i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i tilladelsen til overdragelse af rettigheder og forpligtelser.
  • Transportere varerne til de i bevillingen angivne afslutningstoldsteder, der er bemyndiget til at frigive varerne til en efterfølgende toldprocedure eller antage en reeksportangivelse med henblik på at afslutte den særlige procedure. Har bevillingshaver tilladelse til godkendt frembydelsessted på bevillingsadressen, kan varerne angives til reeksport direkte fra bevillingsadressen og transporteres direkte til udgangstoldstedet. Se nærmere om denne mulighed i afsnit F.A.27.

  • Transport til udgangstoldstedet - se nedenfor.

Bevillingshaver skal indskrive transporten i bevillingsregnskabet på et sådan måde, at det til enhver tid er muligt at se, hvor varer, der er henført under bevillingen, opbevares. Regnskabet skal således som minimum indeholde oplysninger om varens fraførselstidspunkt og tilførselstidspunkt for hver enkelt godkendt adresse, der er omfattet af bevillingen.

Se DF art. 179, stk. 1, og GF art. 267, stk. 4.

For proceduren for midlertidig import er der dog ikke krav om registrering i et bevillingsregnskab, medmindre toldmyndigheden kræver en sådan registrering. Se DF art. 178, stk. 4.

Varebevægelser under proceduren for passiv forædling

For varer henført under proceduren for passiv forædling kan den særlige form for varebevægelse anvendes til at:

  • Transportere varer fra henførselstoldstedet til udgangstoldstedet, når varerne henføres under proceduren for passiv forædling. Den toldangivelse, der indgives med det formål at henføre varer under proceduren for passiv forædling, anses for at være tilstrækkelig til også at kunne transportere varerne til udgangstoldstedet under det krævede toldtilsyn. Der er således ikke krav om en selvstændig eksportangivelse, selvom varerne er underlagt de bestemmelser, som gælder for eksportproceduren.

Se DF art. 179, stk. 2, og GF art. 267, stk. 2.

Varebevægelser under toldoplagsproceduren

For varer henført under toldoplagsproceduren kan den særlige form for varebevægelse anvendes til at:

  • Transportere varerne fra henførselstoldstedet til de i bevillingen nævnte godkendte toldoplagsfaciliteter
  • Transportere varerne mellem forskellige toldoplagsfaciliteter, der er omfattet af en og samme bevilling
  • Transportere varerne fra en toldoplagsfacilitet til de i bevillingen angivne afslutningstoldsteder, der er bemyndiget til at frigive varerne til en efterfølgende toldprocedure eller antage en reeksportangivelse med henblik på at afslutte den særlige procedure. Har bevillingshaver tilladelse til godkendt frembydelsessted på toldoplagsadressen, kan varerne angives til reeksport direkte fra bevillingsadressen og transporteres direkte til udgangstoldstedet. Se nærmere om denne mulighed i afsnit F.A.27.
  • Transport til udgangstoldstedet - se nedenfor.

Bevillingshaver skal indskrive transporten i bevillingsregnskabet på et sådan måde, at det til enhver tid er muligt at se, hvor varer, der er henført under bevillingen, opbevares. Regnskabet skal således som minimum indeholde oplysninger om en vares udtagelsestidspunkt og tilførselstidspunkt for hver enkelt godkendt lagerfacilitet, der er omfattet af bevillingen.

En transport af varer under proceduren for toldoplag skal være afsluttet senest 30 dage efter, at varen er fjernet fra toldoplaget.

Toldmyndighederne kan dog på anmodning fra den person, der er ansvarlig for proceduren, forlænge denne frist.

Se DF art. 179, stk. 3, og GF art. 267, stk. 4.

Varebevægelser - transport til udgangstoldstedet

Når varer, der er henført under proceduren for aktiv forædling, midlertidig import eller toldoplag, skal transporteres til et udgangstoldsted med henblik på at afslutte den særlige procedure ved at føre varerne ud af EU's toldområde, skal der indgives en reeksportangivelse til et af de i bevillingen nævnte bemyndigede afslutningstoldsteder, førend transporten påbegyndes. Dette gælder uanset om udgangstoldstedet befinder sig i en anden medlemsstat end der, hvor varerne opbevares førend transporten påbegyndes.

Se GF art. 267, stk. 1.

Denne bestemmelse gælder dog ikke for varer, der er henført under proceduren for midlertidig import ved en mundtlig angivelse eller enhver anden handling, som ligestilles med en toldangivelse. Her kan reeksporten foretages på samme måde, som blev anvendt ved henførsel af varerne under proceduren. Se DF art. 136, stk. 2, og 139, stk. 2. Se nærmere om mundtlig angivelse mv. i afsnit F.A.19.2.3.

Når varer, der er henført under proceduren for passiv forædling, skal transporteres fra henførselstoldstedet til udgangstoldstedet, sker dette på den toldangivelse, der indgives med det formål at henføre varer under proceduren for passiv forædling. Der er således ikke krav om en selvstændig eksportangivelse, selvom varerne er underlagt de bestemmelser, som gælder for eksportproceduren.

Se DF art. 179, stk. 2, og GF art. 267, stk. 2.

Når varer, der er henført under proceduren for særligt anvendelsesformål, skal transporteres til et udgangstoldsted med henblik på, at varerne bliver ført ud af EU's toldområde, hvorved toldtilsynet ophører, er varerne underlagt de bestemmelser, som ville gælde, hvis varerne havde været under eksportproceduren.

Se GF art. 267, stk. 3.

Det er et krav, at transport af varer til udgangstoldstedet registreres i bevillingsregnskabet. Se DF art. 178, stk. 1, litra e). For proceduren for midlertidig import er der dog ikke krav om registrering i et bevillingsregnskab, medmindre toldmyndigheden kræver en sådan registrering. Se DF art. 178, stk. 4.

Ud over tidspunktet for varernes flytning fra den godkendte adresse/toldoplagsfacilitet er det vigtigt, at tidspunktet for varernes endelig udførsel af EU's toldområde noteres i regnskabet, da det først er på dette tidspunkt, at toldtilsynet med de pågældende varer ophører. Se EUTK art. 134, stk. 1, og 267, stk. 1. Bevillingshavers ansvar for den korrekte toldmæssige anvendelse af varerne ophører først, når varerne er endeligt ført ud af EU's toldområde.

Specielt for toldoplagsregnskab gælder, at oplysning om tidspunktet for varernes endelige udpassage af EU's toldområde skal være noteret i regnskabet senest 100 dage efter, at varerne er blevet fjernet fra toldoplaget. Toldmyndigheden kan dog forlænge denne frist efter ansøgning fra bevillingshaver. Se DF art. 179, stk. 4.

Bemærk

Hvis varerne skal transporteres gennem/til andre medlemsstater skal den sikkerhed, der i givet fald er stillet for varerne under den særlige procedure, både dække den potentielle toldskyld samt andre afgifter. Se afsnit F.A.12 Sikkerhedsstillelse for nærmere oplysning om sikkerhedsstillelse, der skal anvendes i mere end en medlemsstat.

Se også

Se også afsnit F.A.27 for nærmere oplysninger om anvendelse af eksportproceduren og reeksportangivelse.

Eksempel på varebevægelser under et bevillingsforhold

En vare fra et sted uden for EU's toldområde ankommer til Københavns Lufthavn og toldangives straks til oplæggelse på et privat toldoplag med godkendt toldoplagsfacilitet på Fyn.

Når varerne er frigivet til toldoplagsproceduren, transporteres varerne uden yderligere angivelse direkte til den godkendte toldoplagsfacilitet på Fyn, hvor varerne straks indskrives i bevillingsregnskabet.

Varerne anses for at være henført under toldoplagsproceduren på det tidspunkt, hvor toldangivelsen til oplæggelse på toldoplaget er frigivet, dvs. på det tidspunkt, hvor transporten fra Københavns Lufthavn påbegyndes. Da det er et privat toldoplag, hvor oplagshaver, og den person, der er ansvarlig for proceduren, er den samme, skal bevillingshaver være opmærksom på, at ansvaret for overholdelse af betingelser og forpligtelser for varerne allerede overgår til bevillingshaver, når toldangivelsen frigives, selvom varerne endnu ikke er ankommet til toldoplagsfaciliteten.

Hvis bevillingshaver ikke ønsker at påtage sig dette ansvar, skal varerne transporteres til toldoplaget under en forsendelsesprocedure.

Under oplagringen ønsker vareejer at få varerne transporteret til en anden toldoplagsfacilitet i Syddanmark.

Er denne toldoplagsfacilitet omfattet af samme bevillingshavers toldoplagsbevilling, kan varerne transporteres til den nye lagerfacilitet uden angivelse over for toldmyndigheden. Registrering om fraførsel fra adressen på Fyn og tilførsel til adressen i Syddanmark i bevillingshavers regnskab er tilstrækkelig til at dokumentere varebevægelsen.

Er lagerfaciliteten ikke omfattet af samme toldoplagsbevilling, skal varerne angives til en efterfølgende toldprocedure (forsendelsesprocedure eller en ny toldoplagsprocedure i henhold til den modtagende toldoplagshavers bevilling).

Efter endt oplagring skal varerne reeksporteres fra EU's toldområde via Frederikshavn. Varerne kan uden forudgående anmeldelse over for toldmyndigheden transporteres fra lageradressen i Syddanmark til det i toldoplagsbevillingen godkendte afslutningstoldsted, hvor varerne angives til reeksport. Herefter kan varerne transporteres direkte til udgangstoldstedet i Frederikshavn. Har bevillingshaver tilladelse til godkendt frembydelsessted på toldoplagsadressen, kan varerne angives til reeksport direkte fra bevillingsadressen og transporteres direkte til udgangstoldstedet. Se nærmere om denne mulighed i afsnit F.A.27.