Import- eller eksportafgifterne skal fastsættes på grundlag af de regler, der var gældende for de pågældende varer på tidspunktet for toldskyldens opståen.
Se EUTK art. 85, stk. 1.
I sag C-526/06 - Road Air Logistics Customs, udtalte EU-Domstolen, at "hvad angår begrebet »skyldigt efter lovgivningen« vedrører dette i henhold til EU's toldkodeks art. 20, stk. 1, og art. 214, stk. 1, beløbet for import- og eksportafgifter for en vare, som fastsættes på grundlag af de særlige beskatningselementer, der gælder for varen på det tidspunkt, hvor toldskylden, som vedrører den, opstår. Når en af de begivenheder, der udløser toldskylden, indtræder, kan det afgiftsbeløb, der ifølge lovgivningen skyldes, følgelig "fastsættes i medfør af Fællesskabernes toldtarif".
Når det ikke er muligt nøjagtigt at fastslå tidspunktet for toldskyldens opståen, fastlægges tidspunktet af beskatningselementerne for en vare som det tidspunkt, hvor toldmyndighederne konstaterer, at varen befinder sig i en situation, der har bevirket en toldskyld.
Hvis toldmyndighederne konstaterer, at toldskylden er opstået på et tidligere tidspunkt, anses toldskylden dog for at være opstået på dette tidligere tidspunkt. Det vil sige de elementer, som var gældende på det tidspunkt, hvor toldskylden kunne fastslås.
Højesteret fandt i sagen offentliggjort ved SKM2014.585.HR, at toldskylden måtte anses for at være opstået på det tidspunkt og det sted, hvor den første uregelmæssighed, der kan betegnes som unddragelse af toldtilsyn, blev begået. Se også afsnit D.A.4.9.3 om varer, som er omfattet af toldordninger, og hvor momspligten først indtræder, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger.
Se EUTK art. 85, stk. 2.