Fradrag på 25 % for restaurationsudgifter afholdt ved dagligt køb af morgenmad til virksomhedens ansatte i fremmed kantine ikke godkendt. Fradrag for indkøb af mad til jubilæum og personalets juleafslutning ikke godkendt.

Regionens afgørelse stadfæstes.

Klageren, som i alt har ca. 110 ansatte, er en del af en svensk koncern. Selskabets hovedaktionær er således A, mens otte omegnskommuner er mindretalsaktionærer. Klageren laver forskellige laboratorieundersøgelser for bl.a. rådgivende ingeniører, levnedsmiddelproducenter, kommuner og amter. Herudover foretages analyser for søsterselskaber i Norge og Sverige.

Klageren har lejet sig ind hos B beliggende X. B, der også lejer ud til andre virksomheder og selskaber, driver egen kantine. Klageren giver dagligt sine medarbejdere morgenmad inkl. juice, kaffe og te. Til aften- og natholdet giver klageren en lettere anretning i stil med morgenmaden. Dette købes og indtages i B’s kantine, som hver måned fakturerer klageren herfor.

For perioden 1. januar 1999 til 1. april 2002 har klageren angivet fuldt fradrag for momsen. Fra den 1. april 2002 er der angivet fradrag på 25 % af momsen.

I 2001 og 2002 er der afholdt personalearrangementer, hvortil der er leveret mad. Det drejer sig henholdsvis om et jubilæum og om personalets juleafslutning. Indkøb af mad er foretaget ude i byen, hvorefter maden er indtaget i selskabets lokaler. Klageren har herfor angivet fuldt momsfradrag med i alt 1.739 kr.

Klageren er ikke anset for berettiget til fradrag for den angivne moms. Indkøbene er således anset som kost til virksomhedens indehaver og personale, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1. For perioden 1. januar 1999 til 31. august 2002 er klageren derfor efteropkrævet 202.262 kr. i moms.

Ifølge momslovens § 42, stk. 1, nr. 1, kan der ikke fradrages moms af indkøb m.v., som vedrører kost til virksomhedens indehaver og personale. Efter momslovens § 42, stk. 2, kan der fradrages 25 % af moms af hotel- og restaurationsydelser, i det omfang udgifterne hertil er af strengt erhvervsmæssig karakter.  Ifølge art. 17, stk. 6, i 6. momsdirektiv giver udgifter, der ikke er af streng erhvervsmæssig karakter, som f.eks. udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation, ikke adgang til fradrag.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 428 af 14. juni 1995 om ændring af momsloven (delvis fradragsret for hotel- og restaurationsudgifter), at fradraget er betinget af, at de pågældende udgifter er afholdt i forbindelse med virksomhedens momspligtige aktiviteter. På grund af udgifternes karakter er det præciseret, at udgifterne skal være af streng erhvervsmæssig karakter i overensstemmelse med kravene efter EU’s 6. momsdirektiv.

Udgifter til hotelophold og restaurationsbesøg af delvis privat karakter giver derfor ikke ret til fradrag. Det fremgår videre af bemærkningerne, at restaurationsydelser alene omfatter udgifter til egentlige restaurationsbesøg, men ikke udgifter til forretningsfrokoster og –middage i virksomhedens egen kantine.

Baggrunden for reglerne er, at indkøb af kost til virksomhedens indehaver og personale betragtes som indkøb til endeligt forbrug, idet personalet – hvis der i stedet for kost blev givet højere pengeløn – måtte betale moms ved køb af disse varer. Den væsentligste begrundelse for fradragsretten på 25 % af udgifter til hotel- og restaurationsydelser er, at sådanne udgifter som udgangspunkt  må antages at være af streng erhvervsmæssig karakter.

Det er for sådanne udgifter  derfor i mindre grad væsentligt, i hvilken anledning udgiften afholdes, herunder hvem udgiften retter sig imod, hvis blot der ikke er tale om udgifter af privat karakter eller luksusforbrug. Der er bl.a. henvist til Momsvejledningen 2001, afsnit J.1.1. og J.3.2.

Departementet har i TfS 1995.630 bl.a. tilkendegivet, at restaurationsydelser til indehaver ikke er omfattet af bestemmelserne om fradrag for kost til virksomhedens indehaver og personale i momslovens § 42, stk. 1, nr. 1. Det betyder, at bespisning af ansatte som udgangspunkt er omfattet af § 42, stk. 2, hvis de afholdes som led i virksomhedens momspligtige aktiviteter, og udgifterne er af streng erhvervsmæssig karakter.

Det er regionens opfattelse, at hensigten med momslovens § 42, stk. 2, ikke er at der kan godkendes fradrag for det daglige måltid mad, selv om det er købt i fremmed kantine. De eksempler, der er angivet i TfS 1995.630, vedrører alene sporadisk afholdte udgifter til restaurationsydelser i forbindelse med rejse, mens der ikke er nævnt noget om, at der er fradragsret for dagligt afholdte udgifter i forbindelse med det normale arbejde på den faste arbejdsplads.

Hvis de tilsvarende udgifter var afholdt i egen kantine, havde der ikke været fradragsret for udgifterne. Hertil kommer, at Landsskatteretten i TfS 2000.101 LSR har udtalt, at udskænkning af te og kaffe er omfattet af kostbegrebet. Juice og rundstykker mv. må derfor også være omfattet af dette begreb.

Samtlige afholdte udgifter til personalefortæring i ekstern kantine, samt udgifter i forbindelse med personalearrangementer er derfor omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1, hvorfor der ikke kan godkendes momsfradrag på 202.362 kr.

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag på 25 % af momsen af de omhandlede udgifter efter momslovens § 42, stk. 2.

Adgangen til delvist momsfradrag for hotel- og restaurationsydelser blev vedtaget ved lov nr. 428 af 14. juni 1995. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at fradraget er betinget af, at de pågældende udgifter er afholdt i forbindelse med virksomhedens afgiftspligtige aktivitet.

Departementet har i TfS 1995.630 tilkendegivet, at restaurationsydelser til indehaver og personale ikke er omfattet af bestemmelsen om fradrag for kost til virksomhedens personale i momslovens § 42, stk. 1, nr. 1. Som følge heraf er bespisning af ansatte som udgangspunkt omfattet af fradragsmuligheden for restaurationsudgifter, når udgiften afholdes som led i selskabets momspligtige aktiviteter. Departementets tilkendegivelse er refereret i TfS 1995.630.

Restaurationsudgifter, der afholdes af en erhvervsvirksomhed, anses som udgangspunkt for at være af strengt erhvervsmæssig karakter, jf. blandt ToldSkats praksis som udtrykt i TfS 2000.442, samt afsnit J.3.2. i Momsvejledningen.

Regionen er ikke uenig i, at udgifterne er af streng erhvervsmæssig karakter, og at de er afholdt som led i klagerens momspligtige aktiviteter. Regionen mener dog tilsyneladende, at udgifterne er omfattet af kostbegrebet, selv om dette spørgsmål tidligere er besvaret direkte og utvetydigt af departementet, jf. ovenstående.

Regionen synes at opfatte departementets eksempler på momsfradrag for ansattes restaurationsbesøg som en udtømmende liste. Som argument for afgørelsen anføres, at departementet ikke i rækken af eksempler har nævnt fradragsmulighed for dagligt afholdte restaurationsudgifter. Der er derfor ikke momsfradrag herfor.

Departementet har alene oplistet typiske eksempler på situationer, hvor der er fradragsret efter momslovens § 42, stk. 2. Der er altså på ingen måde tale om en udtømmende liste.

Klageren opfylder begge de stillede betingelser for momsfradragsret og er ikke omfattet af særlige undtagelser.

Regionen henviser til, at Landsskatteretten har taget stilling til, at kaffe og te er omfattet af kostbegrebet, jf. TfS 2000.101 LSR, hvorfor klageren ikke kan opnå momsfradrag herfor. Situationen var imidlertid en anden i denne tidligere sag, hvor der var tale om virksomhedens egen udskænkning af kaffe og te til personalet. Klageren er derfor berettiget til 25 % momsfradrag for den samlede restaurationsydelse inkl. kaffe og te.

Af momslovens § 42 fremgår bl.a. følgende:

”§ 42. Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

1) kost til virksomhedens indehaver og personale,

(…)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk.2,

(…)

Stk. 2. Virksomheder kan uanset bestemmelserne i stk. 1, nr. 5 og 6, fradrage 25 pct. af       afgift af hotel- og restaurationsydelser, i det omfang udgifterne hertil er af strengt erhvervsmæssig karakter.

(…)”

Artikel 17, stk. 6, i 6. momsdirektiv har følgende ordlyd:

”6. Senest inden udløbet af en periode på fire år fra datoen for dette direktivs ikrafttræden fastsætter Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen de udgifter, der ikke giver ret til fradrag i merværdiafgiften. Under alle omstændigheder giver udgifter, der ikke er af streng erhvervsmæssig karakter, som for eksempel udgifter til luksusforbrug, underholdning eller repræsentation, ikke adgang til fradrag.

Indtil de ovenfor omhandlede regler træder i kraft, kan medlemsstaterne opretholde alle de undtagelser, som på tidspunktet for dette direktivs ikrafttræden var gældende i henhold til deres nationale lovgivning.”

§ 42, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 428 af 14. juni 1995. Af bemærkningerne til denne lov fremgår bl.a. følgende:

”Det foreslås, at der indføres en begrænset fradragsret for de momsregistrerede virksomheders udgifter til hotelophold og restaurationsbesøg. Der foreslås således et fradrag på 25 pct. af disse indkøb.

(…)

Fradraget er betinget af, at de pågældende udgifter er afholdt i forbindelse med virksomhedens afgiftspligtige aktiviteter. På grund af udgifternes karakter præciseres det, at udgifterne skal være af streng erhvervsmæssig karakter i overensstemmelse med kravene efter EU’s 6. momsdirektiv. Udgifter til hotelophold og restaurationsbesøg af delvis privat karakter giver derfor ikke ret til fradrag. Tilsvarende vil udgifter til hotelophold og restaurationsbesøg, som ikke står i et rimeligt forhold til det erhvervsmæssige formål med udgiften, kun kunne fradrages på grundlag af et reduceret beløb svarende til sædvanlige hotel- og restaurationsudgifter under hensyn til det gældende prisniveau.”

Det lægges til grund som ubestridt, at der er tale om en såkaldt fremmed kantine, og at denne kantines leverancer til klageren i overensstemmelse med departementets tilkendegivelse gengivet i Told- og Skattestyrelsens meddelelse offentliggjort i TfS 1996.630 består i restaurationsydelser som omhandlet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 1, nr. 5, og § 42, stk. 2.

Retten finder, at de omhandlede udgifter til daglig morgenmad m.v. til personalet ikke kan anses for strengt erhvervsmæssige. Ved vurderingen af, om udgifter til restaurationsydelser til en virksomheds personale er af streng erhvervsmæssig karakter må der således henses til, om restaurationsbesøgene har en naturlig tilknytning til og er betinget af de arbejdsopgaver, som personalet udfører.

Klagerens udgifter til, at personalet dagligt indtager morgenmad eller et andet måltid på en restaurant beliggende i den ejendom, hvorfra virksomheden drives, kan hverken anses for at have en naturlig tilknytning til eller være betinget af de arbejdsopgaver, som personalet udfører. Klageren er derfor ikke berettiget til fradrag for udgifterne efter momslovens § 42, stk. 2. I stedet er udgifterne omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, og der er derfor ikke fradrag for udgifterne.

Hvad angår de omhandlede udgifter til indkøb af mad til brug ved jubilæum og juleafslutning finder retten ikke, at der er tale om restaurationsydelser. Retten har herved bl.a. henset til, at maden er leveret til og indtaget i klagerens lokaler. Retten finder videre, at disse udgifter må anses for udgifter vedrørende kost til personale, og at der derfor ikke er momsfradrag herfor, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.