Parter

A
(Advokat Peter Stanstrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Marie Krogsgaard Pedersen)

Afsagt af byretsdommer

Jette F. Skole

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt ved byretten den 7. februar 2013, drejer sig om, hvorvidt Landsskatteretten med rette har afvist sagsøgeren, As, klage vedrørende indkomstårene 2005 og 2006.

Parternes påstande

A har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilpligtes at anerkende, at As klage af 27. september 2009 til Landsskatteretten vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 hjemvises til realitetsbehandling i Landsskatteretten.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsfremstilling

Den 7. august 2008 traf Landsskatteretten kendelse vedrørende fradrag ved rederidrift for indkomstårene 2002 - 2004. Landsskatteretten traf afgørelse om, at rederivirksomheden ikke kunne anses som en del af en samlet virksomhed, og at rederivirksomheden alene i 2002 kunne anses som erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende. Landsskatteretten overlod det til SKAT at foretage den talmæssige opgørelse vedrørende indkomståret 2002, og Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse vedrørende 2003 og 2004. Denne afgørelse blev ikke indbragt for domstolene.

A indgav den 27. september 2009 til Landsskatteretten "Klage over afgørelse af SKAT vedr. indkomstår 2005 og 2006." Det fremgår videre, at A rettede henvendelse til Landsskatteretten, da SKAT havde behandlet 2005 og 2006 "i lighed med årene 2002, 2003 og 2004", og at afgørelsen vedrørende indkomståret 2002 er afgørende for indkomstårene 2005 og 2006.

Den 16. marts 2010 fremsendte skattekonsulent NC på vegne af A pr. mail til Landsskatteretten bemærkninger vedrørende indkomstårene 2002, 2005 og 2006. Det fremgår blandt andet af bemærkningerne, at A ikke er enig i, at rederivirksomheden ikke skal betragtes som en del af en samlet virksomhed. NC fastholdt endeligt anmodningen om kontorforhandling.

Landsskatteretten fremsendte den 28. april 2011 kopi af referat af møde den 27. april 2011. Af referatet fremgår blandt andet, at NC tilkendegav, at A ikke var enig i, at der ikke var tale om en samlet virksomhed, og at det blev aftalt, at sagen vedrørende 2002 skulle afgøres først, og at sagen vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 skulle afvente dette.

Den 11. september 2012 fremsendte Landsskatteretten brev til A. Af brevet fremgår:

"...

Deres klage over SKATs afgørelse af 30. juni 2009 for A...

De har indsendt foreløbig klage af 27. september 2009 for indkomstårene 2005 og 2006.

De bedes indsende Deres påstand og anbringender inden 14 dage fra dato. De kan ved formuleringen heraf lægge til grund, at der er adgang til afskrivninger i 2002 som påstået i Deres repræsentants brev af 9. december 2009 til Landsskatteretten, om end der endnu ikke er truffet afgørelse i sagen...

De bedes samtidig indsende afgørelse for 2006 eller, såfremt der ikke er udarbejdet en afgørelse, årsopgørelsen for 2006.

..."

Ved mail af 20. september 2012 anmodede NC Landsskatteretten om forlængelse af fristen til den 8. oktober 2012.

Den 21. september 2012 traf Landsskatteretten afgørelse vedrørende størrelsen af fradraget vedrørende rederivirksomheden for indkomståret 2002.

Det fremgår af telefonnotat af 11. oktober 2012, at indholdet af den oprindelige klage, som CM (rettelig nok NC) ikke var i besiddelse af, blev drøftet, og at det blev aftalt, at NC ville sende en klage senest den 22. september 2012 (rettelig nok den 22. oktober 2012).

Ved mail af 7. november 2012 fra NC til Landsskatteretten fremgår, at han har noteret sig en aftale med retten om, at retten med mail ville fremsende kopi af korrespondance med A, at han bad Landsskatteretten fremsende dette, og at han "udfærdiger den endelige klage i denne uge, således at klagen kan være retten i hænde på mandag".

Ved mail af samme dag fra Landsskatteretten til NC blev telefonnotat af 10. oktober 2012 vedhæftet, og Landsskatteretten henviste til den aftalte frist og oplyste, at klagen var afvist samme dag.

Den 7. november 2012 afviste Landsskatteretten As klage vedrørende indkomstårene 2005 og 2006. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse fremgår:

"...

Det fremgår af klagen til Landsskatteretten, at klagen er foreløbig.

En klage til Landsskatteretten skal angive på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig, og hvorfor afgørelsen anses for urigtig. Opfylder klagen ikke disse betingelser, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen. Hvis Landsskatteretten ikke inden fristens udløb har modtaget en klage, der opfylder betingelserne, afvises klagen. Reglerne fremgår af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 2 og 3.

Den foreløbige klage opfylder ikke betingelserne i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 2.

Landsskatteretten bad derfor ved brev af 11. september 2012 klageren om at indsende en endelig klage, der opfylder betingelserne, idet han ved besvarelsen kunne forudsætte, at han fik medhold i sin klage vedrørende 2002. Klagerens repræsentant anmodede ved mail af 20. september 2012 om fristforlængelse til den 8. oktober 2012. Denne frist blev forlænget til den 22. oktober 2012 ved telefonsamtale den 11. oktober 2012.

Der er fortsat ikke indsendt en klage, der opfylder betingelserne. Klagen afvises derfor.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at han driver forskellige virksomheder. Den ældste del af virksomheden vedrører events og oplevelser, og senere kom han i kontakt med en virksomhed i New Zealand, som han skulle repræsentere i Danmark. Han blev af SKAT rådet til at have forskellige SE-numre.

I forbindelse med ... blev skibet ... købt. Der skulle ske en større renovering af skibet, der ikke blev klar til det første ... . Skibet var et driftsmiddel. Han blev indkaldt til møde hos SKAT, der ikke ville godkende dette. Han bad medarbejderen hos SKAT komme ud og se skibet, men det blev afvist. SKAT udskilte herefter dette ene driftsmiddel fra driften i virksomhederne på trods af den sammenhæng og synergi, der er mellem de forskellige grene af virksomheden.

A havde i forbindelse med behandlingen af indkomstårene 2002 - 2004 ikke benyttet rådgiver. Han fik kontakt til NC i 2009. A og NC var sammen til kontorforhandling i Landsskatteretten, hvor årene 2002, 2005 og 2006 blev drøftet. Det var hans opfattelse, at medarbejderen i Landsskatteretten havde forstået synspunkterne vedrørende indkomstårene 2005 og 2006. Herefter var det NC, der varetog kontakten med Landsskatteretten.

NC har forklaret, at han driver en rådgivningsvirksomhed. Han har tidligere været partner i et stort revisionsselskab, og han har været ansat i et advokatfirma. Han fik kontakt til A via R1, der bad ham se på sagen. Efter Landsskatterettens afgørelse den 3. november 2009 søgte han om genoptagelse med henvisning til Landsskatterettens afgørelse af 7. august 2008. Han modtog i uge 2 2010 meddelelse om, at sagen var genoptaget den 23. december 2009.

Den 22. januar 2010 talte han med YM fra Landsskatteretten, og hun bekræftede, at sagen var genoptaget materielt. Hun oplyste samtidigt, at sagen vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 ville blive behandlet sammen med genoptagelsessagen.

NC sendte den 16. marts 2010 en redegørelse til Landsskatteretten, og han anmodede om kontorforhandling. Under kontorforhandlingen den 27. april 2011 undskyldte YM, at sagen vedrørende 2002 skulle genoptages. Afskrivningen blev ikke drøftet. Det blev drøftet, at skibet ikke kunne være overgået til privat anvendelse. YM sagde, at indkomståret 2002 ville blive afgjort før sagen vedrørende 2005 og 2006 på grund af interne forhold i Landsskatteretten.

Han var derfor noget forundret, da han via A modtog Landsskatterettens brev af 11. september 2012. Han spurgte A, om der var andet i sagen end det med skibet, hvilket A afviste. NC ved derfor ikke, hvad mere Landsskatteretten vil vide. Han sendte mail af 20. september 2012. Han spurgte telefonisk MU, hvad der ønskedes uddybet, men hun sagde ikke på hvilke punkter, Landsskatteretten havde brug for, at klagen blev uddybet. Han sagde til hende, at der havde været kontorforhandling. Han fik ikke oplyst, at Landsskatteretten ville afvise sagen. Der blev heller ikke aftalt en frist under telefonsamtalen. Han skrev den 7. november 2012 en mail til Landsskatteretten og bad om fremsendelse af det materiale, som de havde aftalt, at Landsskatteretten skulle sende. Han ville lave et "påstandsdokument" inden en kontorforhandling vedrørende 2005 og 2006. Han ringede senere samme dag til Landsskatteretten og spurgte, om afgørelsen var underskrevet og sendt. MU sagde, at afgørelsen endnu ikke var underskrevet og sendt, men at den skulle sendes, selvom den ikke var underskrevet. Det var først med Landsskatterettens mail af 7. november 2012, at han så telefonnotatet fra den 11. oktober 2012.

Parternes synspunkter

A, der i det væsentligste har procederet i overensstemmelse hermed, har i sit påstandsdokument gjort gældende:

"...

Det gøres overordnet gældende, at Landsskatterettens afvisning af sagsøgerens klage vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 er uberettiget, idet betingelserne for afvisning i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3, ikke er opfyldt.

Dette overordnede anbringende uddybes nærmere i det følgende.

Principalt

I SKATs afgørelser vedrørende indkomstårene 2005 (bilag 3) og 2006 (bilag 4) konkluderes det, at sagsøgers rederivirksomhed ikke kan anses for drevet erhvervsmæssigt, og at de selvangivne underskud vedrørende ... derfor ikke kan godkendes. Der er i afgørelserne henvist til Landsskatterettens kendelse af 7. august 2008 (bilag A).

I sagsøgers klageskrivelse af 27. september 2009 (bilag 2) henvises der til Landsskatterettens tidligere kendelse. Der kan derfor ikke være tvivl om, at klagen vedrører spørgsmålet om adgangen til at fratrække de selvangivne underskud vedrørende .... Det eneste naturlige i den forbindelse er at forstå klagen således, at sagsøger anfægter SKATs vurdering af, at sagsøgers rederivirksomhed ikke kan anses for drevet erhvervsmæssigt i indkomstårene 2005 og 2006.

Sagsøgers klageskrivelse af 27. september 2009 er således i sig selv - når den ses i sammenhæng med resten af sagskomplekset og Landsskatterettens kendskab hertil - udformet på en sådan måde, at den kan tjene som grundlag for sagens videre behandling.

Under alle omstændigheder uddybes klagen vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 i NCs redegørelse af 16. marts 2010 (bilag 5). NC gør her gældende, at sagsøgers rederivirksomhed ikke kan behandles som en isoleret virksomhed, men at alle sagsøgers aktiviteter skal behandles som én samlet virksomhed, der må anses for drevet erhvervsmæssigt, hvilket har den konsekvens, at de selvangivne underskud vedrørende ... kan fratrækkes ved opgørelsen af den samlede virksomheds indkomst.

I hvert fald på dette tidspunkt kunne ingen derfor være i tvivl om, hvad klagen gik ud på.

I referatet (bilag 6) af den efterfølgende kontorforhandling er der da også henvist til klagen vedrørende 2005 og 2006 uden, at det på nogen måde er problematiseret, hvad den drejer sig om.

Først da sagen vedrørende 2005 og 2006 blev overgivet til en anden sagsbehandler hos Landsskatteretten, opstod der pludselig tvivl om, hvad klagen drejede sig om. Dette skyldes imidlertid ikke sagsøgerens eller dennes rådgivers forhold, men derimod bl.a. sagsgangen hos Landsskatteretten, der tilsyneladende førte til, at den nye sagsbehandler ikke fik indsigt i redegørelsen af 16. marts 2010 og den deri indeholdte uddybning af klagen.

Det er på baggrund af ovenstående uberettiget, når Landsskatteretten har afvist at behandle klagen.

Subsidiært

Det gøres gældende, at Landsskatteretten ikke har fastsat en frist efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3, for sagsøgeren til at udbedre klagen, og at det på denne baggrund er uberettiget, når Landsskatteretten har afvist at behandle klagen.

For det første kan et telefonnotat (bilag 9), der ikke i forlængelse af telefonsamtalen har været fremsendt til sagsøgeren eller dennes repræsentant til orientering, ikke tjene som bevis for, at sagsøgeren eller dennes repræsentant er blevet gjort bekendt med nogen frist.

For det andet fremgår det blot af telefonnotatet, at det er aftalt, at sagsøgerens repræsentant ville sende en klage på et nærmere angivet tidspunkt. Selv hvis det lægges til grund, at notatet indeholder en korrekt gengivelse af telefonsamtalen, er der derfor ikke grundlag for at konkludere, at Landsskatteretten under telefonsamtalen har fastsat en frist efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3.

Det gøres endvidere gældende, at det er en forudsætning for at afvise en klage efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3 både, at det klart er kommunikeret til skatteyderen eller dennes repræsentant, at der er givet en frist til at foretage udbedring, men også at det i forbindelse hermed er oplyst, at manglende overholdelse af fristen kan føre til afvisning af klagen. Landsskatteretten har uomtvisteligt ikke på noget tidspunkt oplyst, at sagsøgerens klage ville blive afvist, hvis der ikke tilgik Landsskatteretten yderligere oplysninger, og i hvert fald under disse omstændigheder er det uberettiget, når Landsskatteretten har afvist at behandle klagen.

Mere subsidiært

Det følger af e-mailkorrespondance af 7. november 2012 (bilag 10), at den manglende udbedring af sagsøgers klage af 27. september 2009, skyldes en misforståelse, og at denne misforståelse blev opklaret i hvert fald kl. 15.41 samme dag som Landsskatteretten afsendte sin afvisningsafgørelse af 7. november 2012 (bilag 1). Samtidig hermed meddelte sagsøgers repræsentant, NC, at han ville fremsende en endelig klage inden for få dage.

Det er på denne baggrund uberettiget, når Landsskatteretten har afvist at behandle klagen.

..."

Skatteministeriet, der i det væsentligste har procederet i overensstemmelse hermed, har i sit påstandsdokument gjort gældende:

"...

Anbringender

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at Landsskatterettens afvisning af sagsøgerens klage er berettiget.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 2, 3. pkt., at en klage til Landsskatteretten skal angive, på hvilke punkter den påklagede afgørelse anses for urigtig, og begrundelsen herfor. Såfremt en klage er ubegrundet og således ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen, jf. § 42, stk. 3, 1. pkt. Hvis denne frist ikke overholdes, afvises klagen, jf.§ 42, stk. 3, 3. pkt.

...

Sagsøgerens klage af 27. september 2009 (bilag 2) er efter sit indhold alene foreløbig og angiver hverken, på hvilke punkter sagsøgeren anser den påklagede afgørelse for urigtig, eller hans argumenter herfor. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 2, 3. pkt., er således ikke opfyldt.

Det bestrides, at klagen kunne tjene som grundlag for sagens videre behandling, såfremt den blev set i sammenhæng med sagskomplekset for de tidligere indkomstår samt Landsskatterettens kendskab hertil, jf. sagsøgerens anbringende herom i stævningen, side 3, 3. sidste afsnit.

Landsskatteretten traf ved kendelse af 7. august 2008 (bilag A) afgørelse om, at sagsøgerens rederivirksomhed ikke kunne anses for at være erhvervsmæssigt drevet i 2003 og 2004, uanset at Landsskatteretten kom frem til det modsatte resultat for 2002. Sagsøgeren indbragte ikke denne kendelse for domstolene, men accepterede derimod skattemyndighedernes skattemæssige kvalifikation af hans virksomhed for disse indkomstår.

Den sag, der verserede på tidspunktet for sagsøgerens indgivelse af den foreløbige klage, jf. bilag 2, vedrørte ikke spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens virksomhed blev drevet erhvervsmæssigt i indkomståret 2002. Dette havde Landsskatteretten netop allerede godkendt året forinden ved sin kendelse af 7. august 2008 (bilag A), og den verserende sag vedrørende 2002 vedrørte derfor kun de beløbsmæssige konsekvenser heraf.

Henset til at der forelå enighed om, at rederivirksomheden ikke blev drevet erhvervsmæssigt i 2003 og 2004, da sagsøgeren netop havde accepteret skattemyndighedernes afgørelse på dette punkt, så måtte det have formodningen imod sig, at sagsøgeren for de umiddelbart efterfølgende indkomstår 2005 og 2006 nu skulle ønske at klage herover. Sammenholdt med at den verserende sag vedrørende 2002 slet ikke vedrørte dette spørgsmål, så stod det på ingen måde klart for Landsskatteretten, hvad sagsøgeren ønskede at klage over for 2005 og 2006. Som indirekte anført af sagsøgeren i stævningen, gav det derfor ikke sig selv, hvori sagsøgerens klagepunkter bestod.

Det bestrides, at sagsøgerens redegørelse i sagen vedrørende indkomståret 2002 (bilag 5) indeholder en uddybning af sagsøgerens foreløbige klage vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 (bilag 2). Af den pågældende redegørelse fremgår det således hverken, på hvilke punkter sagsøgeren anså SKATs afgørelser for 2005 og 2006 for urigtige, eller begrundelsen herfor.

Det fremgår dog af redegørelsen, at sagsøgeren

"...

bestrider rigtigheden i skattemyndighedernes antagelse om, at [sagsøgerens] erhvervsmæssige aktiviteter skattemæssigt kan opdeles i flere virksomheder,

..."

jf. bilag 5, side 3, og at han på baggrund heraf

"...

anmoder om, at [hans] erhvervsmæssige aktiviteter behandles som en virksomhed i skattemæssig henseende, og at der føres en driftsmiddelkonto,

..."

jf. bilag 5, side 5. Set i lyset af, at sagen vedrørende indkomstårene 2002-2004 alene omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt rederivirksomheden kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, jf. bilag A og bilag 8, fremstår det blot endnu mere uklart og uforståeligt, hvad sagsøgeren ønskede at klage over samt hvorfor.

Det synes at fremgå af stævningen, at sagsøgeren nu mener, at hans rederivirksomhed blev drevet erhvervsmæssigt i 2005 og 2006, og at det var dette forhold, som han ville have klaget over. Det forekommer dog overraskende, idet sagsøgeren netop har erkendt, at rederivirksomheden ikke blev drevet erhvervsmæssigt i de umiddelbart forudgående indkomstår 2003 og 2004. I øvrigt er det fortsat uklart og uforståeligt, hvorfor sagsøgeren mener, at rederivirksomheden skulle være drevet erhvervsmæssigt i f.eks. 2005 og ikke i 2004, idet hans synspunkter selv efter afslutningen af sagens forberedelse stadig er ubegrundede.

Klagen var følgelig ikke egnet til at tjene som grundlag for sagens videre behandling, og Landsskatteretten fastsatte derfor med rette en frist for sagsøgeren til at udbedre manglen (bilag 7), jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3, 1. pkt. Det er i denne forbindelse underordnet, at fristen først blev fastsat den 11. september 2012, da klagesagen indtil dette tidspunkt var sat i bero efter gensidig aftale, jf. bilag 6, side 2, sidste afsnit.

Landsskatteretten imødekom begge af de anmodninger om fristforlængelse, som sagsøgeren fremsatte henholdsvis den 20. september 2012 (bilag B) og den 11. oktober 2012 (bilag 9), men i sidste ende valgte sagsøgeren at sidde fristen overhørig. Den manglende overholdelse af fristen beror således udelukkende på sagsøgerens forhold, hvorfor Landsskatteretten med rette afviste klagen, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3, 3. pkt. Ifølge denne bestemmelse er det ikke en forudsætning for afvisning, at klageren forinden er blevet gjort bekendt med denne retsvirkning.

Det bestrides, at forløbet skyldtes en misforståelse, som anført af sagsøgeren i stævningen, side 4, 1. afsnit, idet det ikke under telefonsamtalen den 11. oktober 2012 blev aftalt mellem Landsskatteretten og sagsøgerens repræsentant, at Landsskatteretten skulle fremsende materiale til repræsentanten, jf. bilag 9. I øvrigt bemærkes det, at Landsskatteretten havde truffet og sendt sin afgørelse, da sagsøgerens repræsentant rettede henvendelse til Landsskatteretten angående den påståede misforståelse ved e-mail af 7. november 2012, kl. 15.20 (bilag 10, side 4), jf. således Landsskatterettens e-mail af samme dato, kl. 15.41 (bilag 10, side 3).

Sammenfattende gøres det derfor gældende, at Landsskatteretten med rette afviste sagsøgerens klage, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3, 3. pkt., da klagen ikke opfyldte betingelserne i skatteforvaltningslovens § 42, stk. 2, og da sagsøgeren ikke udbedrede manglen inden for den af Landsskatteretten i medfør af § 42, stk. 3, l. pkt., fastsatte frist. Til støtte herfor henvises endvidere til Højesterets afgørelse i SKM2003.161.HR

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 2, 3. pkt. skal en klage til Landsskatteretten angive på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig, og begrundelsen herfor. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre mangelen, og Landsskatteretten kan afvise klagen, hvis mangelen ikke udbedres inden fristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3, 1. og 4. pkt.

Ved brev af 27. september 2009 indgav A en klage over indkomstårene 2005 og 2006. Ved mail af 16. marts 2010 indleverede NC på vegne af A til Landsskatteretten yderligere bemærkninger vedrørende den verserende sag for indkomståret 2002 og vedrørende årene 2005 og 2006. Af referat fra kontorforhandling i Landsskatteretten den 27. april 2011 fremgår, at A ikke var enig i, at der ikke var tale om en samlet virksomhed, og at det blev aftalt, at sagen vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 skulle afvente sagen vedrørende 2002.

Ved brev af 11. september 2012 meddelte Landsskatteretten A frist til inden 14 dage fra dato at indsende "Deres påstand og anbringender" vedrørende indkomstårene 2005 og 2006. Det fremgår ikke af brevet, at fristen blev meddelt til udbedring af mangler efter skatteforvaltningslovens § 42, stk. 3, eller at klagen vil blive afvist, såfremt mangelen ikke udbedres inden fristens udløb. Under hensyn hertil og til ovennævnte forløb tages As påstand til følge.

Under hensyn til sagens udfald skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger til A med 30.099,08 kr. Sagsomkostningerne er fastsat under hensyn til sagens genstand og karakter, og sagsomkostningerne skal dække As udgift til retsafgift med 4.000,00 kr., passende udgift til advokatbistand med 22.000,00 kr., der er eksklusiv moms, og udgift til vidneførsel med 4.099,08 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren, As, klage af 27. september 2009 til Landsskatteretten vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 hjemvises til realitetsbehandling i Landsskatteretten.

Skatteministeriet skal inden 14 dage i sagsomkostninger til A betale 30.099,08 kr.