Dato for udgivelse
12 Jul 2013 08:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 May 2013 14:27
SKM-nummer
SKM2013.507.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Glostrup, BS 10A-5035/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Mandskabsvogn, privat, kørsel, transport, byggeopgave
Resumé

SKAT konstaterede ved en kontrolaktion, at sagsøgeren på ladet af en mandskabsvogn medbragte tolv stole. Sagsøgeren oplyste ved kontrolaktionen, at stolene var lånt og skulle anvendes ved en studenterfest for sagsøgerens søn fjorten dage senere. Efterfølgende oplyste sagsøgeren, at han i forbindelse med bortskaffelse af byggeaffald afledt af en byggeopgave for en kunde havde indvilliget i ligeledes at bortskaffe stolene. Det var ubestridt at stolene først blev bortskaffet efter anvendelsen af disse til sønnens studenterfest.

På baggrund heraf traf SKAT afgørelse om, at sagsøgeren havde anvendt køretøjet til transport af private genstande i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Køretøjet skulle derfor afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens almindelige bestemmelser, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og udtalte i den forbindelse, at omfanget af den private brug, herunder værdien af de transporterede private genstande, ikke havde betydning for afgiftspligtens indtræden.

Byretten bemærkede indledningsvis, at der som følge af fritagelsen for afgift stilles skærpede krav til anvendelsen af mandskabsvogne. Herefter bemærkede retten, at mandskabsvogne kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

Efter en samlet vurdering fandt retten det dog overvejende betænkeligt at anse det for godtgjort, at den omhandlede mandskabsvogn var anvendt i strid med betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 8
Registreringsafgiftsloven § 2, stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 E.A.8.1.3.5

Parter

H1
(advokat André Pilt Olsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Jonas Svensson)

Afsagt af byretsdommer

Henrik Munkholm

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at pålægge sagsøger at betale registreringsafgift vedrørende en mandskabsvogn reg. nr. ..., som følge af sagsøgers brug af denne, konstateret ved en kontrolaktion fra SKAT.

Sagsøgerens påstand er, at Skatteministeriet skal anerkende at der ikke er grundlag for at pålægge mandskabsvogn reg. nr. ... registreringsafgift.

Sagsøgtes påstand er frifindelse

Oplysningerne i sagen

Sagen vedrører spørgsmålet, om den omhandlede mandskabsvogn bliver registreringsafgiftspligtig grundet den konstaterede brug i forbindelse med en SKAT kontrolaktion.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 24. november 2011 afsagde Landsskatteretten kendelse om, at SKATs afgørelse, hvorefter den omhandlede mandskabsvogn er registreringsafgiftspligtig, blev stadfæstet.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår blandt andet:

"...

Landsskatterettens afgørelse

SKAT finder, at den omhandlede mandskabsvogn er registreringsafgiftspligtig, jf. lbk. Nr. 631 af 25. juni 2008 om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. med senere ændringer § 2, stk. 1, nr. 8, jf. § 2, stk. 3, jf. § 4.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Møde mv.

Klageren og dennes repræsentant har haft lejlighed til at udtale sig under et retsmøde i sagen.

Sagens oplysninger

SKAT har ved en kontrolaktion den 15. juni 2009 kl. 15:50 på ...1 konstateret, at klageren medbragte tolv stole sammen med diverse murerredskaber og -materiale på ladet af den omhandlede mandskabsvogn.

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at den omhandlede mandskabsvogn er registreringsafgiftspligtig, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, jf. § 2, stk. 3, jf. § 4.

Som begrundelse for afgørelsen er der henvist til, at klageren ved kontrollen den 15. juni 2009 på ...1 selv har oplyst, at de medbragte stole skulle anvendes ved en studenterfest, hvorfor stolene anses for private effekter. Repræsentantens efterfølgende oplysning om, at stolene udover studenterfesten også skulle anvendes til kommende firmaarrangementer ændrer ikke herpå. Mandskabsvognen findes således at være anvendt i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT skal anerkende, at der ikke er grundlag for at pålægge den omhandlede mandskabsvogn registreringsafgift.

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at yderligere registreringsafgift forudsætter enten privat personbefordring eller uvedkommende transport, der ikke er mellem virksomhedens arbejdspladser.

Det gøres endvidere gældende, at transport af nogle gamle stole som klageren bortskaffer for en kunde, ikke kan føre til, at der pålægges afgift.

Endelig gøres det gældende, at SKATs afgørelse er urimelig byrdefuld og uden hjemmel i registreringsafgiftslovens § 2 ordlyd og/eller formålet med bestemmelsen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af registreringsafgiftsloven, lbk. nr. 631 af 25. juni 2008 (registreringsafgiftsloven), at:

§ 2. Fritaget for afgift er:

...

8) motorkøretøjer, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne), Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst et sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars o.lign.), ...

Det bemærkes, at mandskabsvogne er fritaget for afgift efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Som følge af fritagelsen for afgift stilles der skærpede krav til anvendelsen. Mandskabsvogne må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, jf. punktafgiftsvejledningens afsnit E.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A blev standset på ...1 den 15. juni 2009, kl. 15:50. Ved kontrollen blev det bl.a. konstateret, at der var tolv stole på bilens lad. Stolene var afhentet hos en kunde og skulle, jf. det oplyste under kontrollen, anvendes af A i forbindelse med en studenterfest for dennes søn.

Retten finder, at det er dokumenteret, at mandskabsvognen blev anvendt delvist privat i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse på tidspunktet for kontrollen den 15. juni 2009. Der er ved denne vurdering bl.a. lagt vægt på, at mandskabsvognen ved standsningen ud over diverse murerredskaber og -materialer var læsset med tolv stole, samt at klageren ved kontrollen oplyste, at stolene var lånt til brug ved hans søns studenterfest fjorten dage senere, hvilket heller ikke efterfølgende er bestridt over for hverken SKAT eller Landsskatteretten. Omfanget af den private brug, herunder værdien af de transporterede private genstande, ses ikke at have betydning for vurderingen af afgiftspligtens indtræden.

Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund SKATs afgørelse, idet køretøjet findes at have været anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 8.

..."

Forklaringer

Sagsøger har forklaret, at han er selvstændig murermester. Han har ingen ansatte. Han driver sin virksomhed fra privatadressen. Den pågældende dag havde han udført noget arbejde hos SK, som han har kendt gennem mange år. Denne skulle have pudset en sokkel. De fik en fyraftens øl og SK spurgte, om sagsøger kunne tage nogle gamle stole med på genbrugspladsen sammen med noget byggeaffald. Det er en del af sagsøgers service, at køre lidt affald væk for kunderne. Han har også kørt hækaffald og gamle køleskabe væk. Det er vigtigt at gøre kunderne tilfredse. Han tog derfor stolene med på ladet af bilen. Han havde tænkt sig, at bruge stolene til sin søns studenterfest nogle uger senere, inden han bortskaffede dem.

Det var en mandag og genbrugspladsen havde lukket. Han ville derfor køre hjem. Han blev standset i en kontrolaktion ved ...1. Han blev spurgt om han var ejer af bilen og fik at vide, at han ikke måtte køre hjem i bilen. Bilen skulle holde på arbejdspladsen. Men da arbejdspladsen jo var hans bopæl, måtte han godt køre hjem. Herefter blev han spurgt til stolene på ladet og han svarede, at han skulle smide stolene ud, men først ville bruge dem til sin søns studenterfest og at genbrugspladsen iøvrigt var lukket om mandagen. Det er ikke korrekt, som det er gengivet i sagens bilag B, at han har forklaret, at han havde lånt stolene af SK.

SK har forklaret, at han har kendt A gennem mange år. De har blandt andet spillet fodbold sammen. A skulle den pågældende dag pudse nogle sokler for vidnet. De talte lidt sammen inden sagsøger skulle køre. A fortalte, at han skulle på genbrugspladsen med en masse affald. Vidnet spurgte, om han ville tage nogle gamle stole med på genbrugspladsen. De skulle bare smides ud. De fejlede ikke noget, men vidnet havde ikke brug for dem mere. Vidnet erindrer ikke, hvorvidt A talte om, at han kunne bruge stolene til en studenterfest.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument, som i det væsentlige er gentaget under proceduren, gjort gældende,

at sagsøger udførte en sædvanlig reparationsopgave ved pudsning af sokler på SK´s hus. I tilknytning til afslutning af opgaven faldt sagsøger og SK i snak, og idet sagsøger omtalte, at han skulle på genbrugspladsen dagen efter, forespurgte SK om sagsøger ville tage en række gamle stole med til udsmidning. Det bemærkes i denne forbindelse, at SKATs kontrolaktion den 15. juni 2009 blev foretaget på en mandag, hvor genbrugspladsen i ... ikke har åbent. Det ville derfor under alle omstændigheder ikke have været muligt for sagsøger, som led i sin sædvanlige virksomhed, at køre stolene på genbrugspladsen den pågældende dag.

Det forhold, at sagsøger hjalp sin kunde af med "nogle gamle stole" kan ikke føre til, at afgiftsfritagelsen ikke kan opretholdes.

Det gøres gældende, at sagsøger overfor SKAT har bestridt, at stolene var et lån. Det understøttes af, at de omhandlede stole i dag er smidt ud af sagsøger uden forinden at være blevet tilbageleveret til SK.

Sagens omdrejningspunkt bliver, om det forhold at sagsøger, som en ekstra service for en kunde, hjalp denne med at bortskaffe gamle stole, er at sidestille med privat benyttelse med videre i lovgivningens forstand. Dette bestrides.

Det gøres gældende, at afgørende for om den konkrete anvendelse er erhvervsmæssig i skatte- og afgiftsmæssig henseende er, hvorvidt anvendelsen er foretaget i virksomhedens interesse.

Det gøres gældende, at den ekstra service for en kunde ligger inden for rammerne af at drive erhvervsvirksomhed i al almindelighed, herunder murermestervirksomhed, hvormed kørslen må anses for at være foretaget i virksomhedens interesse.

Sagsøgers virksomhed udgør primært murerarbejde, hvilket inkluderer bortskaffelse af affald efter en endt mureropgave. Sagsøger påtager sig endvidere hovedentreprenøropgaver, hvor murerarbejdet udgør den primære ydelse. Såfremt Retten kommer frem til, at sagsøger ved at transportere 12 gamle stole for en kunde har benyttet køretøjet privat, vil dette medføre, at sagsøger vil være afskåret fra at drive sin virksomhed i dens nuværende form, eftersom sagsøger ikke kan yde den service, der ligger i at bortskaffe gamle effekter for kunder i forbindelse med udførelsen af en konkret opgave, hvilket ultimativt kan have den effekt, at sagsøger vil miste nuværende og fremtidige kunder.

At servicen overfor den pågældende kunde har haft den ønskede effekt dokumenteres navnlig ved, at SK flere år efter indvilger i at bidrage til oplysning af sagen for Landsskatteretten og ved at afgive forklaring under denne sag.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det sammenfattende gældende,

at    

anvendelsen af køretøjet kan karakteriseres som erhvervsmæssig, da den er sket i virksomhedens interesse,

  

at

anvendelsen af køretøjet ikke opfylder betingelserne for at ændre karakter fra ikke registreringspligtigt køretøj til registreringspligtigt køretøj,

  

at

SKAT således ikke har haft grundlag for at opkræve registreringsafgift, og

  

at

SKATs afgørelse er urimelig byrdefuld.

Sagsøgte har i påstandsdokumentet, som i det væsentlige er gentaget under proceduren, gjort gældende,

at det overordnet gøres gældende, at skattemyndighedernes krav om afgiftsberigtigelse af sagsøgerens køretøj er korrekt, idet sagsøgeren har anvendt køretøjet til transport af private genstande i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Køretøjet skal derfor afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens almindelige bestemmelser, eftersom betingelserne for afgiftsfritagelse af køretøjet ikke længere er opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3.

Sagsøgerens køretøj blev indregistreret den 22. august 2006 uden afgift i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Denne bestemmelse indebærer en markant lempelse i forhold til afgiftsberigtigelsen for normale varevogne, som pålægges en afgift på 30 pct. af den afgiftspligtige værdi, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 2. Dette forhold gør, at der i loven stilles skærpede krav til anvendelsen af det afgiftsfritagne køretøj.

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, har følgende ordlyd:

"...

Fritaget for afgift er motorkøretøjer, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne). Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst et sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn. Afgiftsfritagelsen er betinget af at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars o.lign.),

..."

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3 har følgende ordlyd:

"...

Et køretøj, som er fritaget for afgift efter stk. 1-2, afgiftsberigtiges efter §§ 4-6 b, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt.

..."

Det kan på baggrund af bestemmelserne konstateres, at det er en ufravigelig betingelse for afgiftsfritagelse, at sagsøgerens køretøj udelukkende anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer. Såfremt køretøjet anvendes uden for det tilladte anvendelsesområde, skal køretøjet afgiftsberigtiges.

Det gøres gældende, at sagsøgerens køretøj skal afgiftsberigtiges, jf. registreringsafgiftslovens § 4, jf. § 2, stk. 3, idet sagsøgerens anvendelse af køretøjet ikke opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8.

Sagsøgerens anvendelse af køretøjet til transport af stole til privat brug falder klart udenfor det tilladte anvendelsesområde, som fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, idet stolene hverken udgør materiel, værktøj eller materialer, som anvendes i en murermestervirksomhed. Stolene var derimod genstande af privat karakter, hvilket endvidere støttes af sagsøgerens egen forklaring om, at stolene skulle anvendes privat til en studenterfest for sagsøgerens søn fjorten dage senere (bilag B). Denne oplysning stemmer også rent tidsmæssigt med det sædvanlige tidspunkt for translokationer og studenterfester, der normalt afholdes ultimo juni måned hvert år.

Sagsøgerens anvendelse af køretøjet opfylder dermed ikke betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8 og skattemyndighederne har derfor korrekt afgiftsberigtiget køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3.

Rettens begrundelse og afgørelse

Indledningsvis bemærkes, at mandskabsvogne er fritaget for afgift efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Som følge af fritagelsen for afgift stilles der skærpede krav til anvendelsen. Mandskabsvogne må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, jf. punktafgiftsvejledningen 2009-2, pkt. E.1.2.5.

Det kan ved sagens afgørelse lægges til grund, at A den pågældende mandag havde udført en byggeopgave med pudsning af sokkel for en kunde, SK, og at der ved SKATs kontrolaktion på ladet af sagsøgers mandskabsvogn blev fundet en del byggeaffald, samt de omhandlede stole.

Efter de afgivne forklaringer kan det endvidere lægges til grund, at SK havde spurgte A, om denne ville bortskaffe nogle stole, hvilket denne havde indvilliget i, da denne alligevel skulle på genbrugspladsen med byggeaffald fra byggeopgaven. Efter A´s forklaring er det sædvanligt, at han som en del af sin kundepleje hjælper kunder af med forskelligt affald.

Det kan efter det fremkomne endelig lægges til grund, at genbrugspladsen i ... havde lukket om mandagen.

A har i sin forklaring erkendt, at stolene efterfølgende blev brugt til sin søns studenterfest og først derefter blev bortskaffet.

Efter en samlet vurdering findes det på denne baggrund overvejende betænkeligt, at anse det for godtgjort, at den omhandlede mandskabsvogn er anvendt i strid med betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8. Der findes derfor at burde gives sagsøger medhold i den nedlagte påstand, som nedenfor anført.

Efter sagens udfald skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger til A med 2.960 kr. til dækning af sagsøgers udgift til retsafgift og 20.000 kr. til dækning af udgift til advokatbistand.

Der er ved fastsættelse af et beløb til dækning af sagsøgers udgift til advokat er henset til sagens karakter og omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet skal anerkende at der ikke er grundlag for at pålægge mandskabsvogn reg. nr. ... registreringsafgift.

Inden 14 dage skal Skatteministeriet betale sagens omkostninger til A med 22.960 kr.