Indhold
Dette afsnit beskriver en af de betingelser, der skal opfyldes, for at debitor kan foretage fradrag for renteudgifter.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Bestemmelsernes baggrund, formål og historik.
Regel
Det er en betingelse for at opnå fradrag for renteudgifter, at identiteten af långiver er oplyst. Se LL § 8 F og SIL § 41.
Debitor skal kun foretage indberetning efter SIL § 41, hvis der ikke er indberetningspligt efter en af de andre regler i skatteindberetningsloven. Debitor er også fritaget for at foretage indberetning efter SIL § 41, hvis renterne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Efter SIL § 41, stk. 1, er de personer, som skal indberette om kreditors identitet for at få fradrag for renteudgifter følgende:
-
Personer, som er fuldt skattepligtig efter KSL § 1.
-
Personer, som er begrænset skattepligtige i henhold til KSL § 2, stk. 1, nr. 5 (ejer af fast ejendom i Danmark m.v.).
-
Personer, som er skattepligtige i henhold til KSL § 5 A (grænsegængere).
De oplysninger, der skal indberettes, er følgende:
- Cpr-nr. eller cvr-nr. for långiver.
- Størrelsen af indkomstårets fradragsberettigede renter til den enkelte långiver.
- Om der er tale om renter, underholdsbidrag eller børnebidrag (Der er en tilsvarende indberetningspligt for underholdsbidrag og børnebidrag).
Ad 1
Hvis långiveren hverken har et cpr- eller et cvr-nr., eller hvis indberetteren ikke har kendskab til långivers cpr-nr. og långiveren ikke har et cvr-nr., skal indberetteren i stedet indberette følgende:
- Navn.
- Fødselsdato, hvis modtageren er en person, og indberetteren kender fødselsdatoen.
- Adresse, herunder med angivelse af land.
Bestemmelsernes baggrund, formål og historik
Reglerne i LL § 8 F og SKL § 7 L blev indsat ved lov nr. 462 af 12. juni 2009, om enklere og effektiv kontrol samt mindre skatteplanlægning.
I bekendtgørelse nr. 1080 af 8. november 2012 er det fastsat, at disse regler træder i kraft den 1. januar 2013, og har virkning for indkomstår, som begynder den 1. januar 2013 eller senere.
I bekendtgørelse nr. 1078 af 8. november 2012 er det fastsat, hvad debitor skal indberette.
Reglerne i SKL § 7 L er med virkning fra 1. januar 2015 ændret ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1376 af 16. december 2014.
Reglerne i LL § 8 F blev ændret med virkning for 2019 ved lov nr. 1555 af 19. december 2017. Reglen i SKL § 7 L blev fra samme tidspunkt erstattet af § 41, stk. 1, i den nye skatteindberetningslov nr. 1536 af 17. december 2017.