Transport på sælgers risiko

Hvis varer går tabt under en transport, som sker på sælgers risiko, skal sælger ikke betale moms af varen. Herved stilles både sælger og køber, som om aftalen aldrig var indgået. Det tab, som eventuelt skal erstattes af fragtfører (eller forsikringsselskabet), er derfor varens pris uden moms.

Sælger betragtes som skadelidt.

Er varerne beskadiget, skal sælger kun betale moms af den pris, som køberen betaler. Se ML § 27.

Transport på købers risiko

Hvis varer går tabt eller bliver beskadiget under en tranport, som sker på købers risiko, kan køberen fradrage købsmoms på varerne, hvis køberen har fradragsret. Herved stilles køber og sælger, som om salget har fundet sted. Sælger skal betale salgsmoms, og køber kan fradrage købsmomsen.

Det tab, som eventuelt skal erstattes, er derfor varens købspris ekskl. moms. Det gælder, uanset om betalingen modtages helt eller delvist fra et forsikringsselskab, som køberen har tegnet transportforsikring hos.

Køber betragtes som skadelidt.

Transport på transportvirksomhedens risiko

Moms af omkostninger til udbedring af skader på forsendelser, hvor transportvirksomheden bærer risikoen for varerne, behandles i afsnit D.A.11.1.8.2 om skader udbedret af skadelidte og D.A.11.1.8.3 om skader dækket/udbedret af skadevolder.