Indhold

Dette afsnit handler om kontrol og rykkerprocedure for forsendelsens ophør.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og lovgrundlag
  • Igangsættelse af rykkerproceduren på afgangstoldstedet
  • Afsendelse af rykkermeddelelse til bestemmelsestoldstedet
  • Afsendelse af rykkermeddelelse til den hovedforpligtede
  • Forsendelsesprocedurens afslutning
  • Alternativt bevis
  • Opkrævningsproceduren
  • Underretning af kautionist
  • Toldskyld.

Formål og lovgrundlag

Formålet med reglerne for den rykkerprocedure, der sættes i værk af afgangstoldstedet, hvis forsendelsen ikke afsluttes på bestemmelsestoldstedet inden for frembydelsesfristen, er at få afsluttet igangværende forsendelser så hurtigt som muligt.

Regler for rykker- og efterforskningsproceduren står i TK artikel 92 samt i artikel 365-366 i GB.

Igangsættelse af rykkerproceduren på afgangstoldstedet

Der skelnes mellem ophør og afslutning af en forsendelse, jf. artikel 92 i Toldkodeks.

Ophør af forsendelsesproceduren sker ved, at varerne frembydes på bestemmelsestoldstedet eller hos en godkendt modtager sammen med det tilhørende forsendelsesledsagedokument.

Afslutning af forsendelsesproceduren sker, ved at bestemmelsestoldstedet konstaterer, at de frembudte varer er identiske med de varer, der blev afsendt fra afgangstoldstedet. Det er altid afgangstoldstedet, der er ansvarlig for afslutning af forsendelsesproceduren.

Hvis forsendelsesproceduren ikke kan afsluttes, skal afgangstoldstedet fastslå:

  • Om der er opstået toldskyld
  • Hvilke personer, der er ansvarlig for toldskyldens opståen
  • Det faktiske eller formodede sted, hvor toldskylden er opstået
  • Hvilken myndighed, der er kompetent til at inddrive toldskylden
  • Pålægge eventuelle sanktioner.

Det er derfor afgangstoldstedet, der er ansvarlig for igangsættelsen af rykkerproceduren, der skal indledes:

  • Senest 7 dage efter frembydelsesfristens udløb
  • 6 dage efter udløbet af fristen for modtagelse af kontrolresultatet, hvis afgangstoldstedet har modtaget en ankomstmeddelelse.

Rykkerproceduren skal dog iværksættes straks, hvis afgangstoldstedet har fået meddelelse om, at proceduren ikke er blevet afsluttet, eller hvis der er mistanke om det.

Afsendelse af rykkermeddelelse til bestemmelsestoldstedet

Hvis afgangstoldstedet ikke har modtaget en ankomstmeddelelse senest 7 dage efter frembydelsesfristens udløb, sendes en rykkermeddelelse (IE142) til bestemmelsestoldstedet, hvis der på forsendelsen er tilstrækkelige oplysninger (fx modtagerens navn og adresse i rubrik 8).

Hvis afgangstoldstedet har modtaget en ankomstmeddelelse fra bestemmelsestoldstedet indledes rykkerproceduren med at anmode bestemmelsestoldstedet om et kontrolresultat.

Bestemmelsestoldstedet har en frist på 28 dage til at besvare rykkeranmodningen.

Afsendelse af rykkermeddelelse til den hovedforpligtede

Hvis afgangstoldstedet ikke har modtaget en ankomstmeddelelse senest 7 dage efter frembydelsesfristens udløb, sendes en rykkermeddelelse (IE140) til den hovedforpligtede, hvis der på forsendelsen ikke er tilstrækkelige oplysninger (fx modtagerens navn og adresse) til, at der kan først kan sendes en rykkermeddelelse til bestemmelsestoldstedet.

Hvis bestemmelsestoldstedet ikke har besvaret rykkermeddelelsen, eller hvis der modtages et negativt svar fra bestemmelsestoldstedet, sendes rykkermeddelelsen ligeledes til den hovedforpligtede. Der skal i alle tilfælde sendes en rykkermeddelelse til den hovedforpligtede senest 28 dages efter afsendelse af rykkermeddelelsen til bestemmelsestoldstedet. I rykkermeddelelsen anmodes den hovedforpligtede om at komme med oplysninger, der kan føre til, at forsendelsesproceduren bliver afsluttet.

Den hovedforpligtede har i alle tilfælde en frist på 28 dage til at besvare rykkermeddelelsen.

Forsendelsesprocedurens afslutning

Forsendelsesproceduren afsluttes, hvis den hovedforpligtede kommer med oplysninger, der kan afslutte forsendelsen. Hvis den hovedforpligtede ikke kan komme med oplysninger, der kan afslutte proceduren, men som gør afgangstoldstedet i stand til at fortsætte rykkerproceduren ved et andet toldsted, afsendes en rykkermeddelelse (IE142) hertil. Dette toldsted skal svare hurtigst muligt - og inden 60 dage - på den modtagne rykkermeddelelse.

Den hovedforpligtede samt kautionisten, hvis denne har været inddraget i rykkerproceduren, underrettes straks, hvis forsendelsesproceduren afsluttes.

Alternativt bevis

Hvis afgangstoldstedet ikke modtager meddelelse om procedurens afslutning fra et andet toldsted, kan proceduren afsluttes ved hjælp af et alternativt bevis:

  • Et originalt dokument, attesteret af toldmyndighederne i bestemmelseslandet, hvor det fremgår, at varerne er frembudt på et bestemmelsestoldsted eller hos en godkendt modtager.
  • Et originalt tolddokument udstedt af et tredjeland til brug for indførsel af varerne til en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse
  • Et originalt dokument udstedt i et land uden for EU, og som er stemplet af dette lands toldmyndighed og som attesterer, at varerne anses for at være i fri omsætning i det pågældende land uden for EU.

Det alternative bevis kan erstattes af genparter af det originale dokument, hvis det er attesteret som værende ægte genparter af:

  • Det organ, som attesterede de oprindelige dokumenter
  • Myndighederne i det pågældende land uden for EU
  • Myndighederne i et af EU-landene.

Opkrævningsproceduren

Hvis afgangstoldstedet under rykkerproceduren, og inden fristen for opkrævning af told og afgifter er udløbet, får bevis for at toldskylden er opstået i et andet land i Forsendelseskonventionen, sender afgangstoldstedet straks alle tilgængelige oplysninger til dette lands toldmyndigheder, der skal anerkende modtagelsen og meddele, om de er kompetent til at foretage opkrævningen. Hvis afgangstoldstedet ikke modtager svar på anmodningen inden 28 dage, fortsætter afgangstoldstedet opkrævningsproceduren.

Se artikel 365a i GB.

Fristen for opkrævning af told og afgifter på en uafsluttet forsendelse er:

  • 7 måneder fra den dato, hvor varerne senest skulle være frembudt på bestemmelsestoldstedet
  • 8 måneder i de tilfælde, hvor en anmodning om opkrævning efter artikel 365a i GB er blevet sendt
  • 1 måned efter udløbet af 28-dages fristen, jf. artikel 365, stk. 5 i GB, i de tilfælde, hvor den hovedforpligtede ikke har indgivet oplysninger, eller ikke har indgivet tilstrækkelige oplysninger til at afslutte forsendelsesproceduren.

Se artikel 215, stk. 1, i TK og artikel 450a i GB.

Underretning af kautionist

Kautionisten for den uafsluttede forsendelse skal underrettes senest 9 måneder, efter forsendelsen skulle være frembudt på bestemmelsestoldstedet, jf. artikel 450, stk. c, i GB.

Endvidere skal kautionisten inden for en frist på 3 år fra antagelsen af forsendelsen underrettes om, at kautionisten er eller vil blive forpligtet til at betale told og afgifter, som han hæfter for i forbindelse med den uafsluttede forsendelse.

Hvis kautionisten ikke har modtaget en af de nævnte meddelelser, er han frigjort for sine forpligtigelser.

Hvis kautionisten har modtaget en af de nævnte meddelelser, skal han underrettes om inddrivelse af toldskylden eller om forsendelsesprocedurens afslutning.

Toldskyld

Bestemmelserne om toldskyld, herunder stedet for toldskyldens opståen, er nærmere beskrevet i afsnit F.A.12.