Ved sagen indbragte appellanten 4 Landsskatteretskendelser vedrørende indkomstårene 2000-2005.

I indkomstårene 2000-2003 havde appellanten fået udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse fra sit selskab. For så vidt angår indkomståret 2000 fandt byretten, at appellanten med rette var blevet beskattet af disse godtgørelser, idet appellanten, henset til at han ikke modtog løn fra selskabet i det pågældende år, ikke opfyldte betingelserne for at modtage de udbetalte godtgørelser skattefrit. Med samme begrundelse fandt byretten, at appellanten heller ikke var berettiget til et ligningsmæssigt fradrag for de afholdte befordringsudgifter.

For så vidt angår indkomstårene 2001-2003, der materielt ligeledes vedrørte spørgsmålet om rejse- og befordringsgodtgørelse, tiltrådte byretten, at der ikke skulle ske genoptagelse, idet appellanten ikke var fremkommet med oplysninger, der kunne føre til en ændring af skatteansættelsen.

For så vidt angår indkomståret 2004 vedrørte sagen spørgsmålet om, hvorvidt Skatteankenævnet med rette havde afvist at realitetsbehandle appellantens klage. Byretten fandt, at klagen med rette var blevet afvist. Byretten henviste herved til, at appellanten havde indgivet en foreløbig klage efter udløbet af fristen i dagældende skattestyrelseslov § 21, stk. 1, og at appellanten, uanset at Skatteankenævnet havde accepteret denne klage og fastsat en frist for indgivelse af en endelig og begrundet klage, aldrig indsendte en sådan klage.

For så vidt angår indkomståret 2005 vedrørte sagen spørgsmålet om forhøjelse af appellantens indkomst med overskud ved udleje, med overskud ved skibsdrift og af genvundne afskrivninger. Sagen vedrørte tillige nedsættelse af appellantens nedslag i ejendomsværdiskatten. Byretten fandt, at appellantens skattepligtige indkomst med rette var blevet forhøjet og henviste herved til, at appellanten ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes opgørelser af overskud og genvundne afskrivninger var behæftet med fejl. Byretten fandt tillige, at skattemyndighederne med rette havde nedsat appellantens nedslag i ejendomsværdiskatten. Byretten henviste herved til, at appellanten ikke havde godtgjort, at værdien af den erhvervsmæssige andel af ejendommen udgjorde 44% som påstået, idet byretten bemærkede, at det ikke var den arealmæssige anvendelse, der var afgørende for størrelsen af appellantens nedslag.

Landsretten stadfæstede byrettens dom af de af byretten anførte grunde, og Skatteministeriet blev herefter frifundet.