Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

Sag C-31/10, Minerva Kuturreisen Gmbh

Et rejsebureaus salg af operabilletter uden samtidig levering af en rejseydelse var ikke omfattet af særordningen for rejsebureauer.

EU-domstolen fastslog dermed, at det ikke kan udledes af Van Ginkel-dommen (sag C-163/91), at enhver enkeltstående ydelse, som leveres af et rejsebureau, er omfattet af særordningen for rejsebureauer, jf. dommens præmis 23, men blot at indkvartering leveret af et rejsebureau er omfattet af særordningen, selv om ydelsen kun omfatter indkvartering, og ikke transport.

Det følger også af præmis 24 i Van Ginkel-dommen, at en ydelse, når den ikke leveres i forbindelse med rejseydelser, især transport og indkvartering, ikke henhører under anvendelses-
området for sjette direktivs artikel 26.

De forenede sager C-308/96 og C-94/97, Madgett og Baldwin (Howden Court Hotel)

Særordningen for rejsebureauer gælder for erhvervsdrivende, som organiserer turistrejser i eget navn, og som lader afgiftspligtige tredjemænd levere de ydelser, der sædvanligvis er forbundet med denne form for virksomhed. Også selv om de erhvervsdrivende ikke formelt har status som rejsebureauer eller personer, der organiserer turistrejser.

EF-domstolen tilføjede herefter, at det imidlertid (som generaladvokaten har anført i punkt 36 i sit forslag til afgørelse) er almindeligt, at erhvervsdrivende, som fx hotelejere, der leverer ydelser, som sædvanligvis er forbundet med rejser, anvender ydelser købt hos tredjemand, og at disse ydelser dels i forhold til indkvarteringen udgør en mindre del af pakkerejsens pris, dels henhører under de opgaver, som traditionelt udføres af sådanne erhvervsdrivende.

Disse ydelser, som er købt hos tredjemand, er derfor ikke for gæsterne et mål i sig selv, men et middel til at udnytte den erhvervsdrivendes hovedydelse på de bedst mulige betingelser.

Domstolen fastslog, at de ydelser, der er købt hos tredjemand, under disse omstændigheder er rene biydelser i forhold til den erhvervsdrivendes egne ydelser, og at den erhvervsdrivende ikke skal betale moms efter særordningen for rejsebureauer.

Ydelser, der ligger uden for hotelejernes traditionelle opgaver - som fx transporten til hotellet fra fjerntliggende opsamlings-
steder - og hvis udførelse ikke kan undgå at have mærkbare følger for den anvendte enhedspris, kan ikke betragtes som biydelser.

Sag C-163/91, Van Ginkel

Den omstændighed, at et rejsebureau eller en virksomhed, der organiserer turistrejser, ikke sørger for transporten af den rejsende, og at disse virksomheder blot stiller en feriebolig til rådighed for denne, kan ikke bevirke, at de ydelser, der leveres af virksomhederne, udelukkes fra særordningens anvendelsesområde.

Landsskatteretten

►SKM2024.327.LSR◄

►Sagen omhandlede, hvorvidt et selskabs formidling af sommerhusudlejning var omfattet af særordningen for rejsebureauer, når der som en del af adgangen til at benytte sommerhuset samtidig medfulgte obligatorisk fri adgang til tredjemands svømmehal.

Den var Landsskatterettens opfattelse, at den gennemsnitlige kunde ville anse det som en samlet ydelse, når der blev leveret en obligatorisk ydelse i form af fri adgang til tredjemands svømmehal sammen med udlejningen af sommerhuset. Samtidig udgjorde den obligatoriske adgang til svømmehallen efter Landsskatterettens opfattelse et uvæsentligt beløb.

På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet formidlede en enkelt hovedydelse. Betingelserne for at være omfattet af særreglerne i ML §§ 67-68 om rejsebureauer var dermed ikke opfyldt. ◄

►Se også den lignende sag SKM2024.328.LSR om samme emne.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at SKM2024.327.LSR supplerer Skatterådets tidligere afgivne bindende svar SKM2012.191.SR og SKM2012.55.SR.◄ 

TfS 2000, 155

I sagen om en virksomhed, der arrangerede "kør-selv-ferier", bemærkede Landsskatteretten, at det forhold, at virksomhedens kunder i de fleste tilfælde af den flerhed af tilbud, som virksomheden tilbyder i kataloget, kun tager imod tilbuddet om leje af feriebolig, ikke i sig selv kunne være til hinder for at anse virksomheden for et rejsebureau.

Rejsebureaudefinitionen kan ikke begrænses til udelukkende at omfatte salg af pakkerejser mv. Afgørende er karakteren af ydelserne, samt den måde og form under hvilken ydelserne tilbydes.

Skatterådet

SKM2018.114.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger ikke er omfattet af momslovens særordning for rejsebureauer. Spørger indkøber hotelophold og ophold på hotellignende vilkår fra sine leverandører og videresælger opholdene. Skatterådet lagde vægt på, at såvel spørger som spørgers leverandører alene kan anses for at levere hotelophold og ophold på hotellignende vilkår. De tillægger ikke ydelser, som går udover de opgaver, som traditionelt udføres af hotelejere og feriecentre.

SKM2016.336.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at salg af flybilletter i eget navn og for egen regning ville være momsfrit, når man i samme virksomhed også har aktiviteter i form af momspligtige rejsebureauydelser.

SKM2012.191.SR

Skatterådet fandt, at spørgers formidling af udlejning i eget navn af sommerhuse med tilknyttede aktivitetsmuligheder er omfattet af særordningen for rejsebureauer, idet hver enkelt af de omhandlede ydelser ansås for selvstændige hovedydelser.

SKM2012.55.SR

Spørgers formidling i eget navn af ferieboliger her i landet og i udlandet var ikke omfattet af særordningen for rejsebureauer, når spørger alene leverer én selvstændig hovedydelse til den rejsende, dog således at formidling af udlejning af feriebolig og samtidige tilbud til den rejsende om andre serviceydelser vedrørende formidling af adgang til swimmingpool/badeland og 1/1, 1/2 eller 1/4 pension ansås for levering af flere selvstændige hovedydelser, omfattet af særordningen, jf. ML § 67 a og § 67 d.