Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftsperiode
- Opgørelse
- Afregning.
Se også
- Afsnit A.B.4.4 Angivelse og betaling af punktafgifter
- Afsnit E.A.1.6 Opgørelse af den afgiftspligtige mængde og værdi.
Afgiftsperiode
Afgiftsperioden er måneden efter lov om forskellige forbrugsafgifter. Se OPKL § 2, stk. 1.
Opgørelse
Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde afhænger af, om virksomheden er oplagshaver eller registreret varemodtager.
Oplagshavers opgørelse
En oplagshaver opgør afgiften på grundlag af mængden af udleverede cigaretpapirer i løbet af måneden. Se FORBRAL § 14a, stk. 3.
Opgørelsen skal omfatte enhver udlevering i månedens løb af afgiftspligtige cigaretpapirer. Det gælder også udleveringer uden betaling.
Virksomheden skal også betale afgift af forbrug af egne varer.
I den afgiftspligtige mængde fradrages:
- Varer, der leveres til en anden oplagshaver
- Varer, der leveres til udlandet
- Varer, der er blevet uanvendelige hos oplagshaveren, og varer, der er gået tabt ved brand eller lignende hos oplagshaveren eller under transport fra denne
- Varer, der returneres til oplagshaveren, hvis køberen får godtgjort varens pris inklusive afgiften.
Se FORBRAL § 14 a, stk. 6.
Registreret varemodtagers opgørelse
Den registrerede varemodtager skal opgøre mængden af modtagne varer og betale afgiften en gang om måneden.
Opgørelsen skal omfatte alt afgiftspligtigt cigaretpapir, som virksomheden har modtaget i løbet af måneden. Det er datoen for varens fysiske modtagelse i virksomheden, som afgør, i hvilken måned varen skal medregnes.
Afregning
Virksomheden skal angive og betale beløbet til Skatteforvaltningen senest den 15. i den følgende kalendermåned. Se FORBRAL § 15, stk. 1 og § 16 a, stk. 4, og OPKL § 2, stk. 2 og 4.