Børnefamilieydelsen ændrede titel til børne- og ungeydelsen med virkning fra januar 2011.
For børn i alderen 0-14 år udbetales en kvartalsvis børneydelse. For unge i alderen 15-17 år udbetales en månedlig ungeydelse. Begge ydelser er skattefri.
Om reglerne for børne- og ungeydelsen, se lovbekendtgørelse nr. 724 af 25. maj 2022 om en børnefamilieydelse med senere ændringer.
Udbetaling Danmark har med virkning fra 1. oktober 2012 fået overført myndighedsansvaret fra kommunerne for en række opgaver inden for lovgivningen om bl.a. børnetilskud, børnebidrag, underholdsbidrag og børne- og ungeydelse. Se lov nr. 326 af 11. april 2012.
Der indføres med virkning fra 1. januar 2014 en aftrapning af børne- og ungeydelsen for familier med høje indkomster. Se lov nr. 920 af 18. september 2012 § 2.
Med virkning fra 1. januar 2013 er flygtninge - dvs. udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter § 7 eller § 8 i udlændingeloven - generelt undtaget fra optjeningsprincippet. Flygtninge vil dermed være berettiget til fuld børne- og ungeydelse og børnetilskud fra det tidspunkt, hvor de får opholdstilladelse, hvis de opfylder de øvrige betingelser for ret til ydelserne. Se lov nr. 1398 af 23. december 2012 § 2.
Med virkning ligeledes fra 1. januar 2013 sidestilles perioder med bopæl eller beskæftigelse i Grønland og Færøerne med perioder med bopæl eller beskæftigelse i Danmark i relation til optjeningsprincippet for ret til børne- og ungeydelse og børnetilskud. Se lov nr. 1398 af 23. december 2012 § 2.
Se også
Se også afsnit C.A.8.5, indkomstopgørelse og fradrag ved underholdsbidrag i forbindelse med separation og skilsmisse.