Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for identifikation for afregningsmålere og om aftagenummer (EAN-nummer).

Afsnittet indeholder:

  • Identifikation
  • Aftagenummer (EAN-nummer).

Identifikation

Identifikation af en afregningsmåler skal sikre en entydig identifikation af en bestemt fysisk måler.

Identifikationen har betydning for energileverandøren og dennes regnskabsførelse, fakturering mv.

Identifikation har også betydning for den forbrugsregistrerede virksomhed, der får leveret energien uden afgift, herunder opgørelse af energiforbruget, som den forbrugsregistrerede virksomhed skal betale afgift af (betaling af nettoafgift).

Identifikationsnummeret skal fremgå af fakturaer, forbrugsopgørelser mv.

Hvis en faktura omfatter energileverancer til flere lokaliteter, skal dette tydeligt fremgå af fakturaen.

De afgiftsmæssigt begrundede krav til et identifikationsnummer i forhold til ordningen om forbrugsregistrering kan kort beskrives således:

  • Identifikationsnummeret skal være entydigt og unikt
  • Der må kun være knyttet én afregningsmåler til identifikationsnummeret
  • Der skal være samhørighed mellem identifikationsnummeret og den fysiske måler.

For energileverandører, der anvender målernummeret som identifikationsnummer, vil ovennævnte krav som udgangspunkt være opfyldt.

Tilsvarende kan målestedsidentifikation/aftagernummer (EAN-nummer) anvendes, hvis ovennævnte krav er opfyldt.

Bemærk

Ved skift af afregningsmåler, skal måle-data for den tidligere afregningsmåler opbevares som en del af regnskabs-/dokumentationsmaterialet.

Aftagenummer (EAN-nummer)

Elbranchen og gasbranchen anvender samme internationale nummereringssystem, der administreres af GS1 Denmark (tidligere EAN-Danmark).

Nummereringssystemets opbygning er ens for elbranchen og gasbranchen.

Systemet består af 18 cifre og er opbygget som vist her:

 Pos 1-2

57 

Danmark 

 Pos 3-7

15151 

Gasforsyningssektoren 

 Pos 3-7

13131 

Elforsyningssektoren 

 Pos 8-10

xxx 

Nummer for netvirksomheden 

 Pos 11-17

yyyyyyy 

7 cifre til fortløbende nummerering af målesteder (tildeles af netvirksomheden) 

 Pos 18

Teknisk kontrolciffer 

De første 10 cifre udgør en international entydig identifikation for netvirksomheden. Pos 11-17 angiver målepunktet. El-netvirksomheden benævner de sidste 11 cifre af EAN-nummeret for "Aftagenummer".