Indhold
Dette afsnit handler om skattepligten for fonde, der er skattepligtige efter regler i selskabsskatteloven.
Afsnittet indeholder:
- Skattepligtens omfang
- Hovedregel: Skattepligt af erhvervsmæssig virksomhed
- Undtagelse
- Kan fonde være fritagne efter SEL § 3?
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skattepligtens omfang
Ikke-erhvervsdrivende fonde, der har aktiver på under 1 mio. kr., er omfattet af skattepligten i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, jf. FBL § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. FL § 1, stk. 6.
Skattepligten efter denne bestemmelse betyder, at fonden kun er skattepligtig af erhvervsmæssig aktivitet. Anden form for virksomhed er skattefri. Den erhvervsmæssige virksomhed er defineret i SEL § 1, stk. 4.
Det samme gælder erhvervsdrivende fonde, som ikke er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.
Hovedregel: Skattepligt af erhvervsmæssig virksomhed
Erhvervsmæssig virksomhed er i SEL § 1, stk. 4, defineret som
- indtægt ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom og indtægt ved produktion af elektricitet og varme.
- ret til en andel i overskuddet af en erhvervsvirksomhed, som ikke drives af den pågældende forening selv.
Se også
Se også afsnit C.D.1.1.12 om skattepligt for foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6.
Undtagelse
Ret til en andel i overskuddet af en erhvervsvirksomhed, som ikke drives af den pågældende fond selv, anses dog ikke som erhvervsmæssig indkomst, hvis fonden er en hjælpe- og understøttelsesfond for en virksomheds ansatte eller tidligere ansatte funktionærer og arbejdere eller deres pårørende.
Bemærk
Fonde kan ikke siges at have omsætning med medlemmer. Reglen i SEL § 1, stk. 5, anvendes derfor ikke.
Kan fonde være fritagne efter SEL § 3?
Bestemmelserne i SEL § 3 kan ikke anvendes af fonde, der opfylder betingelserne for skattepligt efter fondsbeskatningsloven. Dette bygger på det grundlæggende hensyn bag fondsbeskatningsloven om, at fondes skattemæssige forhold er reguleret i denne lov.
Hvis en fond er fritaget efter fondsloven eller erhvervsfondsloven og dermed er fritaget for skattepligt efter fondsbeskatningsloven, vil fonden være skattepligtig efter bestemmelsen i selskabsskatteloven. I en sådan situation vil bestemmelsen i SEL § 3 eventuelt kunne medføre, at fonden kan være skattefri.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Skatterådet |
SKM2014.748.SR | Spørger havde et udvalg, som varetog opgaver, som skulle placeres i en selvstændig forening. Skatterådet bekræftede, at foreningen blev skattepligtig efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed kun skattepligtig af erhvervsmæssig indkomst. Endvidere bekræftede Skatterådet, at tilskud, medlemskontingenter, donationer, gaver, reklameindtægter og sponsorbidrag ikke ville være skattepligtige. Skatterådet bekræftede også, at foreningen havde et almennyttigt formål. | |