Spillemyndigheden er en styrelse under Skatteministeriets koncern, som fører tilsyn med spil i Danmark og Grønland.

Spillemyndighedens rolle er at føre tilsyn med spilmarkedet for at sikre, at reglerne i spillelovgivningen bliver overholdt. Spillemyndigheden er derudover ansvarlig for at sikre et ordentligt og reguleret spilmarked i Danmark og Grønland, hvor spillere er beskyttet mod unfair og ulovligt spil.

Spillemyndighedens virksomhed omfatter administration af spillelovgivningen, herunder lotterier, væddemål og onlinekasino, gevinstgivende spilleautomater, poker og landbaserede kasinoer. Spillemyndighedens vigtigste opgaver er således at udstede tilladelser til udbud af spil, at føre tilsyn med tilladelsesindehavere og overvåge spilmarkedet for bl.a. ulovligt spil. Andre vigtige opgaver er internationalt samarbejde, ansvarligt spil og vejledning.

Love

Spillemyndigheden administrerer følgende love:

  • Lov om spil (SPILL) også kaldet spilleloven, samt tilhørende bekendtgørelser
  • Lov for Grønland om visse spil (SPILGRØL)
  • Lov om hasardspil i turneringsform (POKL) også kaldet pokerloven

Love og bekendtgørelser på Spillemyndighedens område kan findes på: https://www.spillemyndigheden.dk/lovgrundlag

Bemærk

Spillemyndigheden påser desuden, at udbydere af spil omfattet af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) overholder hvidvaskloven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Se hvidvasklovens § 65, stk. 1, og se nærmere i afsnit J.A.1.4.

Skattestyrelsen er den styrelse, som administrerer spilleafgiftsloven (SPILAL) og afgiftsbestemmelserne i lov for Grønland om visse spil.

Se også

  • Den juridiske vejledning, afsnit E.A.9 for reglerne i Spilleafgiftsloven
  • Den juridiske vejledning, afsnit E.A.9.15 for de grønlandske afgiftsregler