Indhold

Dette afsnit handler om fuld skattepligt for danske statsborgeres tjeneste og ophold om bord på danske skibe efter KSL § 1, stk. 1, nr. 3.

Afsnittet indeholder:

  • Regel.
  • Anvendelsesområde.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv..

Regel

Fuld skattepligt påhviler danske statsborgere, der uden at være skattepligtig som følge af bopæl eller ophold i Danmark, gør tjeneste eller varigt opholder sig om bord på skibe med hjemsted her, medmindre de godtgør, at de har bopæl i udlandet. Udenlandske statsborgere, der inden sin tjeneste eller sit ophold om bord senest har været fuldt skattepligtige i Danmark, sidestilles i den forbindelse med danske statsborgere.

Anvendelsesområde

Danske statsborgere fritages for den fulde skattepligt som følge af opholdet på danske skibe, hvis de godtgør, at de har bopæl i udlandet, eller at de aldrig har haft bopæl her i landet.

En udenlandsk statsborger, der inden sin tjeneste eller ophold om bord senest har været fuldt skattepligtig her i landet, er omfattet af skattepligten efter KSL § 1, stk. 1, nr. 3.

Skattepligten omfatter også personer, der varigt opholder sig om bord uden at gøre egentlig tjeneste på skibet, altså også fx hovmestre og skibstandlæger.

Ved varigt ophold forstås i den forbindelse en periode af mindst 6 måneders varighed.

KSL § 1, stk. 1, nr. 3, tager ikke stilling til spørgsmålet om, hvornår skattepligtige sømænd bliver omfattet af lov om beskatning af søfolk. Se afsnit C.A.3.4.6.

Grønland og Færøerne

Med bopæl i udlandet sidestilles bopæl i Grønland og på Færøerne. Personer, som er hjemmehørende i Grønland, og som gør tjeneste om bord på danske skibe, bliver derfor som udgangspunkt ikke fuldt skattepligtige til Danmark efter KSL § 1, stk. 1, nr. 3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten 

SKM2007.901.LSR

Skattepligten til Danmark var opretholdt under en jordomrejse på et sejlskib af 2 års varighed. Personen var efter ordlyden i KSL § 1, stk. 1, nr. 3, direkte omfattet af skattepligten, idet han varigt opholdt sig om bord på et skib, der havde hjemsted i Danmark. Der blev endvidere lagt vægt på, at det var klagerens hensigt at vende tilbage til Danmark efter jordomrejsen, og at familiens indbo var opbevaret hos venner og familie i Danmark i rejseperioden, hvorfor klagerens tilknytning blev anset for bevaret.

Skatterådet

SKM2023.57.SR

Spørger og hans familie havde solgt deres hus i Danmark for at sejle rundt i verden i op til 7 år i deres sejlbåd.

Da spørger var en dansk statsborger, der uden at være skattepligtig som følge af bopæl eller ophold i Danmark, varigt opholdt sig om bord på et skib med hjemsted her, uden at få bopæl i udlandet, fandt Skatterådet, at spørger var fuldt skattepligtig efter KSL § 1, stk. 1, nr. 3).

Skatterådet kunne dermed ikke bekræfte, at spørgers fulde danske skattepligt ophørte på det tidspunkt, hvor spørger og hans familie lettede anker og sejlede ud fra en dansk havn.