Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår favørelementet skal vurderes.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Når kursen er kendt på aftaletidspunktet
  • Vurdering på tildelingstidspunktet
  • Vurdering på købe- eller tegningstidspunktet
  • Omstrukturering
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

En vurdering af hvorvidt betingelsen om, at favørelementet højest må udgøre 10 pct. af årslønnen, er opfyldt, kan ske på to tidspunkter. Som udgangspunkt skal vurderingen ske på det tidspunkt hvor udnyttelseskursen/købskursen ligger fast. Hvis udnyttelseskursen ikke er kendt, så skal vurderingen af grænsen senest ske på retserhvervelsestidspunktet.

I en sag skal der foretages en vurdering af, hvorvidt betingelsen om favørelementet er opfyldt, ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs i henhold til de ydede købe- eller tegningsretter henholdsvis den faktiske købskurs for ydede aktier foreligger. Dog skal vurderingen senest ske på det tidspunkt, hvor den ansatte erhverver ubetinget ret til den modtagne aktie, købe- eller tegningsret. Se LL § 7 H, stk. 1, 2. pkt. Det er altså det tidligste af disse to tidspunkter, der er afgørende for vurderingen af, om betingelsen i stk. 2, nr. 2, litra a, er opfyldt. Se SKM2005.146.LR.

Ved den faktiske udnyttelseskurs forstås den eksakte kurs, som den ansatte skal betale for aktierne. Fastlæggelse af principperne for udnyttelseskursens beregning er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt til, at der kan siges at foreligge en faktisk udnyttelseskurs. Først på det tidspunkt, hvor der opgøres en eksakt kurs ud fra de tidligere fastlagte principper, foreligger der en faktisk udnyttelseskurs. Udnyttelseskursen skal oplyses i aftalen, hvis parterne har aftalt at opfylde kravet i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2.

Der foreligger ikke en fast kurs i relation til 10 pct.'s grænsen i LL § 7 H, når udnyttelseskursen på tegningsretterne beror på hvornår den ansatte udnytter de pågældende tegningsretter. Se SKM2013.886.SR.

Se også

Se også afsnit C.A.5.17.7.4 om retserhvervelsestidspunktet.

Når kursen er kendt på aftaletidspunktet

Hvis kursen er kendt på aftaletidspunktet, skal vurderingen af 10 pct. grænsen ske på dette tidspunkt.

I en sag hvor medarbejderne modtog gratisaktier (restricted shares), var kursen kendt på aftaletidspunktet. Tidspunktet for bedømmelsen af, om 10 pct. grænsen var opfyldt, var altså på aftaletidspunktet. Se SKM2009.359.SR.

I en anden sag, hvor bestyrelsen havde tillagt udmøntningen af tegningsretstildelingen til selskabets direktion, nåede Skatterådet frem til, at vurderingen af, om betingelserne i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2 var opfyldt, kunne ske på et tidspunkt efter bestyrelsens beslutning om tildeling af tegningsretter. Begrundelsen var, at udmøntningen af tegningsretstildelingen var tillagt selskabets direktion. Vurderingen, af om 10 pct. grænsen var opfyldt, skete således på aftaletidspunktet, altså det tidspunkt hvor medarbejderen underskrev tiltrædelsesaftalen. Se SKM2010.685.SR.

Vurdering på tildelingstidspunktet

Når udnyttelseskursen for en købe- eller tegningsret i henhold til aftalen er fastsat som en fast procentdel af markedskursen på aktien ved begyndelsen henholdsvis afslutningen af en nærmere bestemt periode, skal vurderingen af om beløbsgrænserne er opfyldt foretages ved begyndelsen, såfremt begyndelseskursen er udgangspunkt for beregningen af udnyttelseskursen og ved afslutningen, såfremt afslutningskursen er udgangspunkt for beregningen af udnyttelseskursen.

Det er et krav, at procentdelen som udgangspunkt er endeligt fastsat i aftalen. Reglen forudsætter endvidere, at medarbejderen faktisk har modtaget enten købe- eller tegningsretter.

I både SKM2005.146.LR og SKM2005.141.LR har Ligningsrådet truffet afgørelse om, at udnyttelseskursen som udgangspunkt ikke ligger fast, når den forrentes med en fast procentsats fra tildelingstidspunktet til udnyttelsestidspunktet. I begge afgørelser svarede Ligningsrådet dog, at betingelserne alligevel blev anses for opfyldt, når vurderingen blev foretaget på retserhvervelsestidspunktet, og udnyttelseskursen på intet tidspunkt kunne blive lavere end 15 pct. af markedskursen på retserhvervelsestidspunktet.

I en anden sag nåede Skatterådet frem til, at vurderingen af, om betingelserne i den daværende LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, litra b, var opfyldt, skulle foretages på tildelingstidspunktet, selvom udnyttelseskursen ikke lå fast, da tildelingstidspunktet også var retserhvervelsestidspunktet. Da tegningskursen for tegningsretterne på intet tidspunkt var lavere end markedskursen på retserhvervelsestidspunktet, konkluderede Skatterådet, at betingelsen om, at de modtagne tegningsretters udnyttelseskurs maksimalt måtte være 15 pct. lavere end markedskursen på de aktier, som de modtagne retter gav ret til at tegne, var opfyldt. Se SKM2006.703.SR.

Vurdering på købe- eller tegningstidspunktet

Vurderingen af, om 10 pct. grænsen er opfyldt, skal foretages ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor udnyttelseskursen henholdsvis købskursen foreligger, hvis der er sket retserhvervelse af de modtagen købe- eller tegningsretter eller aktier før det tidspunkt, hvor udnyttelseskursen henholdsvis købskursen er kendt.

I en sag, der vedrørte løbende tildelinger af tegningsretter, blev udnyttelseskursen reguleret med faste kvartalsvise stigninger. Skatterådet nåede frem til, at bedømmelsen af, om 10 pct. grænserne i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, var opfyldt, skulle foretages på datoen for medarbejderens tegning af aktier, da hverken den faktiske udnyttelseskurs eller retserhvervelsestidspunktet forelå før dette tidspunkt. Se SKM2010.204.SR.

I en anden sag nåede Skatterådet frem til, at vurderingstidspunktet for, om 10 pct. grænsen i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, var opfyldt, kunne udskydes til medarbejderens tegning af tegningsretten. Begrundelsen var, at udnyttelseskursen ikke kunne anses for at ligge fast, før tegningsretten blev udnyttet, da udnyttelseskursen blev beregnet som aktiens markedskurs ved indgåelsen tillagt en indeksering pr. år, indtil udnyttelsen skete. Se SKM2010.867.SR.

Omstrukturering

Når reguleringen er indeholdt i aftalen, og når reguleringen alene har til formål at fastholde værdien af købe- eller tegningsretten henholdsvis aktien på et uændret niveau, er det uden betydning, hvornår den faktiske udnyttelseskurs anses at foreligge. Se LL § 7 H, stk. 1, 3. pkt.,

Situationen opstår, når udnyttelseskursen eller antallet af købe- eller tegningsretter henholdsvis købskursen eller antallet af aktier skal reguleres ved en kapitalforhøjelse til andet end markedskursen, fondsaktieudvidelse, udlodning i forbindelse med kapitalnedsættelse, udbytteudlodning, el.lign.

Skatterådet har truffet afgørelse om, at udtrykket "el.lign." i LL § 7 H, stk. 1, 3. pkt., også omfatter aktieombytning, aktiesplit og re-kapitalisering. De øvrige betingelser i bestemmelsen skal dog fortsat være opfyldt. Se SKM2007.697.SR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2013.886.SR I sagen var udnyttelseskursen afhængig af hvornår den ansatte udnyttede tegningsretterne. Tegningsperioden løb årligt fra den 15. marts til den 15. april, begge dage inkluderet. Tegningskursen var 25 kr. pr. aktie indtil den 15. april 2012, og herefter 50 kr. pr. aktie indtil den 5. januar 2015, hvorefter eventuelt uudnyttede tegningsretter bortfaldt.

Skatterådet svarede, at der ikke forelå en eksakt kurs på tildelingstidspunktet, idet kursen enten kunne være 25 kr. eller 50 kr. pr. aktie, afhængigt af udnyttelsestidspunktet, som ikke var kendt på tildelingstidspunktet.

SKM2010.867.SR

Bedømmelsen af, om grænsen i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, kan ikke foretages på datoen for medarbejderens tegning af tegningsretter. Begrundelsen er, at udnyttelseskursen ikke kan anses at ligge fast, før tegningsretten udnyttes, når udnyttelseskursen er beregnet som aktiernes markedskurs ved aftalens indgåelse tillagt en indeksering pr. år, indtil udnyttelsen sker. Købe- eller tegningstidspunktet.

 

SKM2010.685.SR

Vurderingen af om betingelsen i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, kan ske på et tidspunkt efter bestyrelsens beslutning om tildeling af tegningsretter, når udmøntningen af tegningretstildelingen er tillagt selskabets direktion. Aftaletidspunktet.

 

SKM2010.204.SR

Det blev ikke fundet relevant at tage stilling til, hvornår tegningsoptionerne i relation til LL § 7 H blev anses for ydet.

Bedømmelsen af, om grænserne i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, kan ikke ske på datoen for medarbejdernes tegning af tegningsoptionerne.

Bedømmelsen af, om grænserne i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, kan ikke ske på datoen for bestyrelsens beslutning om at udstede tegningsoptionerne. Købe- eller tegningstidspunktet.

 

SKM2009.359.SR

Medarbejderne modtog gratisaktier (restricted shares), hvor kursen var kendt på aftaletidspunktet. Tidspunktet for bedømmelsen af, om grænserne i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, var på aftaletidspunktet. Aftaletidspunktet.

 

SKM2007.697.SR

Restricted stock units kan som udgangspunkt omfattes af LL § 7 A og LL § 7 H.

 

SKM2006.703.SR

En direktør i et selskab fik tildelt tegningsretter til B-aktier. Parterne havde aftalt, at tegningsretterne skulle beskattes efter reglerne i LL § 7 H. Retserhvervelsestidspunktet var sammenfaldende med tildelingstidspunktet, og tegningskursen var fastsat til markedskursen tillagt et rentetillæg på 15 pct. p.a. fra tildelingen til udnyttelsen.

Betingelsen i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, litra b, blev anset for at være opfyldt, dvs. at de modtagne tegningsretters udnyttelseskurs maksimalt måtte være 15 pct. lavere end markedskursen på de aktier, som de modtagne retter gav ret til at tegne. Tildelingstidspunktet.

 

SKM2005.146.LR

Vurderingen af, om betingelserne i LL § 7 H, stk. 2 nr. 2, litra a, er opfyldt, skal ske på tildelingstidspunktet, hvis udnyttelseskursen ligger fast på dette tidspunkt.

LL § 7 H, stk. 2, nr. 2 litra b kan anvendes, hvis retserhvervelsestidspunktet er sammenfaldende med tildelingstidspunktet, udnyttelseskursen svarer til markedskursen på tildelingstidspunktet, og der sker en forrentning af udnyttelseskursen indtil udnyttelsen.

Ligningsrådet fandt det i den konkrete situation godtgjort, at udnyttelseskursen efter aftalen ikke på noget tidspunkt ville blive mindre end markedskursen på retserhvervelsestidspunktet. Tildelingstidspunktet.

 

SKM2005.141.LR

En påtænkt udstedelse af tegningsretter til tre medarbejdere opfyldte betingelsen i LL § 7 H, stk. 2, nr. 2, litra b, når tegningskursen blev fastsat til kurs pari med tillæg af 10 pct. pr. år fra den 1. juli 2003 til udnyttelse af tegningsretten.

Betingelsen om, at de modtagne tegningsretters udnyttelseskurs maksimalt måtte være 15 pct. lavere end markedskursen på de aktier, som de modtagne retter giver ret til at tegne, var opfyldt, idet tegningskursen på intet tidspunkt kunne blive lavere end markedskursen på retserhvervelsestidspunktet.

Vurderingen skulle foretages ud fra forholdene på retserhvervelsestidspunktet, jf. LL § 7 H, stk. 1, da udnyttelseskursen ikke lå fast. Tildelingstidspunktet.