Indhold
Dette afsnit beskriver de generelle regler ved privatpersoners køb af punktafgiftspligtige varer i udlandet.
Afsnittet indeholder:
- Privatpersoner, der selv medbringer varer fra udlandet
- Privatpersoner, der bestiller varer i udlandet
- Gaver
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Privatpersoner, der selv medbringer varer fra udlandet
Ved indrejse fra tredjelande kan punktafgiftspligtige varer medbringes told- og afgiftsfrit efter reglerne i toldloven. Se F.A.29 og på ►toldst.dk◄ under ►Toldregler ved rejser til lande uden for EU.◄
Ved indrejse fra andre EU-lande kan punktafgiftspligtige varer medbringes afgiftsfrit, men på betingelse af:
- at den rejsende selv medbringer varerne, fx i bagagen,
- at varerne er bestemt til brug eller forbrug for den rejsende personlig eller dennes husstand, eller
- at varerne er beregnet til gaver.
Der gælder dog en mængdemæssig begrænsning for motorbrændstof og flydende brændsel, dvs. for mineralolieprodukter, biobrændstof og lignende.
Forhold der afgør, om varer er til eget brug eller har erhvervsmæssig karakter
Når Skatteforvaltningen bedømmer, om punktafgiftspligtige varer, der medbringes fra andre EU-lande, er til eget brug (og dermed er fritaget for afgift) eller har erhvervsmæssig karakter (og dermed er afgiftspligtige), vil der indgå en række forhold bl.a.:
- Den rejsendes forretningsmæssige status
- Årsagerne til købet af varerne
- Stedet, hvor varerne befinder sig
- Den brugte transportform
- Ethvert dokument om varerne
- Varernes art
- Varernes mængde.
Varer, der medbringes for andre eller med henblik på videresalg eller lignende, regnes for at have erhvervsmæssig karakter og bliver dermed afgiftspligtige. Det gælder også for varer, som den rejsende skal bruge i egen virksomhed, fx:
- Bekæmpelsesmidler eller gødningsstoffer (kvælstof) til brug i landbrugsvirksomhed
- Øl og vin til brug i restaurationsvirksomhed
- Chokoladevarer til egen detailbutik.
Mængden af medbragte varer vil kunne have et sådant omfang, at det må regnes for tvivlsomt, at varerne er til eget brug, fx hvor mængden ligger væsentlig over, hvad der med rimelighed kan bruges i en almindelig husholdning. I sådanne tilfælde må den rejsende kunne redegøre nærmere om formålet med varekøbet. Se F.A.29 om rejsegods.
Skema over vejledende mængder for alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer
For alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer er der fastsat vejledende mængder til brug for vurderingen af, om varerne er til eget brug eller af erhvervsmæssig karakter. Se artikel 32, stk. 3, i Rådets direktiv 2020/262 EU (omarbejdede cirkulationsdirektiv).
Nedenstående skema viser de vejledende mængder for følgende alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer.
Alkoholholdige drikkevarer |
Øl | 110 liter | dvs. 333 fl. af 33 cl |
Bordvin | 90 liter | dvs. 120 fl. af 75 cl (heraf højst 60 liter mousserende vin, dvs. 80 fl. af 75 cl) |
Hedvin | 20 liter | dvs. 27 fl. af 75 cl (portvin, sherry o.l.) |
Spiritus | 10 liter | dvs. 14 fl. af 70 cl |
Tobak |
Cigaretter | 800 stk. | dvs. 40 pk. af 20 stk. |
Cerutter/cigarillos | 400 stk. | dog maks. 3 g pr. stk. |
Cigarer | 200 stk. | |
Røgtobak | 1,0 kg | |
Der er truffet flere afgørelser om mængden mv. af varer, som rejsende selv har medbragt. Se bl.a. SKM2002.247.LSR om øl og vin og SKM2003.237.LSR om fyringsolie og flaskegas.
Ved SKM2013.52.VLR ændres hidtidig praksis for punktafgiftspligtige varer til eget brug. Dommen åbner mulighed for, at en privatperson i en og samme indførsel af punktafgiftspligtige varer både kan indføre varer til eget brug og varer, der ikke er til eget brug. Dommen omhandler konkret øl- og vinafgiftsloven, men har betydning for alle punktafgiftslove, bl.a. også for chokoladeafgiftsloven.
Transportformen kan eventuelt også medføre, at indførslen ikke kan regnes for "egen medbringelse", fx hvor den rejsende og varen ikke transporteres med samme køretøj, eller hvor transporten er atypisk for rejsende fx ved brug af lastbiler.
For vin og øl, der indføres til eget brug af personer, som tager bopæl her i landet, og som i mindst 1 år har haft bopæl i et andet EU-land, og dér har ejet den pågældende vin og øl, tillades det dog, at varerne kan medbringes afgiftsfrit som flyttegods i en erhvervsmæssig transport.
Eksempel
I en konkret sag vedrørende indførsel af øl, vin og mineralvand fandt landsretten, at det under hensyn til mængden af de indførte drikkevarer, herunder navnlig mængden af øl, transportmåden, oplysningerne om vedkommendes tidligere indførsler af drikkevarer samt SKATs tidligere indskærpelse, måtte påhvile vedkommende at godtgøre eller sandsynliggøre, at varerne var indført til eget brug. Landsretten fandt ikke, at den pågældende havde godtgjort eller sandsynliggjort dette. Landsretten fandt heller ikke i den konkrete sag grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde, som efter de vejledende bestemmelser ville kunne anses for at være til eget brug. For så vidt angår en omtvistet opkrævning af depositum fandt landsretten, at skattemyndighederne efter (dagældende) toldlovs § 83, stk. 1, havde hjemmel til at opkræve depositum for afgift og bøde. Se SKM2015.712.VLR. Der er i øvrigt tale om stadfæstelse af en tidligere byretsdom. Se SKM2015.106.BR.
Se også
Se også afsnit A.C.2.5 om Skatteforvaltningens kontrolbeføjelser.
Privatpersoner, der bestiller varer i udlandet
Import af varer fra lande uden for EU
Der er afgiftsfrihed for varer, der importeres fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3. Se afsnit E.A.1.7 om Afgiftsfritagelse og Afgiftsgodtgørelse og D.A.10.3 Indførsel ML § 35 a og ML § 36.
Når privatpersoner importerer varer fra steder uden for EU, hvoraf der skal betales punktafgift, sker dette ved varens fortoldning. ►Se F.A.16 om henførsel af varer under en toldprocedure◄.
Modtagelse af varer fra andre EU-lande
EU-harmoniserede punktafgifter
Private, som køber varer, som er pålagt EU-harmoniserede afgifter, eks. spiritus og tobaksvarer, fra andre EU-lande til levering her i landet, skal betale afgift heraf, når modtageren selv forestår varernes forsendelse fra udlandet. Modtageren af varerne skal udfylde og indsende ►blanket 29.112◄ til Skattestyrelsen, hvorefter der modtages en opkrævning af punktafgiften.
Ved privates køb af varer, der er pålagt EU-harmoniserede punktafgifter, hvor afsenderen sender varen (fx internethandel), skal afsenderen registreres for fjernsalg og betale punktafgift.
Nationale punktafgifter
Private, som køber varer, der er omfattet af nationale punktafgifter fra andre EU-lande til levering her i landet, skal betale afgift heraf, når modtageren selv forestår varens forsendelse fra udlandet. Modtageren af varerne skal fremsende en mail via TastSelv med oplysning om købet, herefter modtages en svarmail fra Skatteforvaltningen med oplysning om afgiftens størrelse og betaling. Se "Internethandel og punktafgifter".
Ved privates køb af varer, der er pålagt nationale punktafgifter, hvor sælgeren sender varen (fx internethandel), skal sælgeren registreres for fjernsalg og betale punktafgiften, hvis sælgeren er betalingspligtig for dansk moms. Se E.A.1.4.1 Former for registrering.
Ved privates køb af varer, der er pålagt nationale punktafgifter, fra en virksomhed, som kun er etableret i ét andet EU-land med fjernsalg til andre EU-lande, som ikke er tilmeldt Moms One Stop Shop, og hvor fjernsalget ikke overstiger 10.000 euro om året (kalenderår) skal afgiften betales af modtageren. Modtageren af varerne skal fremsende en mail via TastSelv med oplysning om købet, herefter modtages en svarmail fra Skatteforvaltningen med oplysning om afgiftens størrelse og betaling. Se "Internethandel og punktafgifter".
Gaver
Der skal betales afgift af spiritus og tobaksvarer, der sendes fra privatpersoner i et andet EU-land til en privatperson her i landet, fx som gave.
For andre punktafgiftspligtige varer end spiritus og tobaksvarer skal der kun betales afgift, hvis varens værdi uden afgift overstiger 360 kr.
Betingelserne for indførsel af varer fra lande uden for EU er de samme som for told- og momsfritagelse. Se F.A. om fortoldning.
Se også
Se også afsnit A.C.2.5 om Skatteforvaltningens kontrolbeføjelser.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Landsretsdomme |
SKM2015.712.VLR | Sagen handlede om, hvorvidt SKAT med rette havde opkrævet punktafgifter af en mængde øl, vin og mineralvand fra Tyskland, som den afgiftspligtige havde indført fra Tyskland. Endvidere handlede sagen om, hvorvidt der var hjemmel til at opkræve depositum for afgift og bøde. Den afgiftspligtige gjorde gældende, at en del af varerne ikke tilhørte ham, og at de øvrige varer var indført til eget brug. Den afgiftspligtige gjorde i relation til det sidste synspunkt bl.a. gældende, at de varer, han havde indført, som lå inden for de vejledende satser for afgiftsfri indførelse af varer, nødvendigvis måtte anses for at være indført til eget forbrug. Under hensyn til de indførte mængder af drikkevarer, herunder navnlig mængden af øl, der var mere end 16 gange større end den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget forbrug, måden drikkevarerne var transporteret på, oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer fra Tyskland, og SKATs tidligere indskærpelse over for den afgiftspligtige, fandt landsretten, at det påhvilede den afgiftspligtige at godtgøre, at varerne var indført til eget forbrug. Landsretten fandt, at den afgiftspligtige ikke blot ved sin egen, sin søns og sit barnebarns forklaringer, der ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, samt ved fremlæggelse af et billede af tomme øl- og sodavandsdåser, havde godtgjort, at varerne var til eget forbrug. Der var som følge heraf og efter oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer, ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, der efter de vejledende bestemmelser ville kunne anses for at være til eget forbrug. Vedrørende den omtvistede opkrævning af depositum fandt landsretten, at skattemyndighederne efter (dagældende) toldlovs § 83, stk. 1, havde hjemmel til at opkræve depositum for afgift og bøde. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom af 8. december 2014 (SKM2015.106.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet. | |
SKM2013.52.VLR | Privatpersons indførsel af punktafgiftspligtige varer (855 liter øl) fra Tyskland. Varer medbragt i personbil med trailer. Afgiftspligtig mængde fastsat til 745 liter øl. Varer til eget brug skønsmæssigt fastsat til 110 liter øl. Varer til eget brug og af erhvervsmæssig karakter i samme indførsel. Pågældende havde ikke drevet selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand ved indførslen. Ikke erhvervelsesmoms. | Dommen ændrer hidtidig praksis og har betydning for privatpersoners indførsel af alle punktafgiftspligtige varer. |
Landsskatteretskendelser |
SKM2003.237.LSR | Landsskatteretten fandt, at indførslen af 9 jerrycans med hver 20 liter fyringsolie samt 3 beholdere med flaskegas af hver 11 kg ikke opfyldte betingelserne for afgiftsfri indførsel. Ved indrejse fra andre EU-lande kan mineralolie medføres afgiftsfrit til privat forbrug, hvis mineralolien indføres i køretøjets brændstoftank eller i en egnet reservedunk. | Kendelsen omhandler mængden af punktafgiftspligtige varer, som kan medbringes afgiftsfrit til privat forbrug fra andre EU-lande. |
SKM2002.247.LSR | Landsskatteretten fandt, at de omhandlede varer ikke kun har været indbragt her i landet til klageren selv, men også til 9 andre personer. Indførslen af de i sagen omhandlede mængder øl kunne derfor ikke anses for at være bestemt til privat brug og dermed omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i den daværende ØLVINAL § 11, stk. 4. | Kendelsen omhandler mængden af punktafgiftspligtige varer, som kan medbringes afgiftsfrit til privat forbrug fra andre EU-lande. |