Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2004.259.HR

Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling udloddede i 1992 400.000 kr. til hver af foreningens medlemmer. Udlodningen kunne ikke anses for skattefri i efter SL § 5 a, idet der ikke var tale om udlodning af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejede. Under henvisning til, at medlemmerne i medfør af vedtægterne ikke kunne anses for at have et retligt krav på en andel i foreningens formue ved foreningens likvidation, fandt retten, at medlemmerne ikke havde en andelsret til foreningens formue. Udlodningen blev derimod anset for skattepligtig efter af SL § 4.

Udlodning skattepligtig efter SL § 4.

Stadfæster SKM2003.268.ØLR.

TfS 1998, 397 HR

Dommen underkendte den tidligere praksis vedrørende fortolkning af den dagældende ABL § 1, stk. 2 (nu ABL § 2, stk. 1). Højesteret bemærkede følgende:

Den af Skatteministeriet hævdede fortolkning af ABL § 1, stk. 2, hvorefter en aktiepost skulle anses for afstået, såfremt det ved et aktieselskabs konkurs måtte anses for sandsynliggjort, at den var værdiløs, har som anført af landsrettens mindretal hverken hjemmel i ordlyden af dagældende ABL § 1, stk. 2, eller i andre bestemmelser i loven eller i lovens forarbejder. Denne fortolkning er endvidere i strid med grundprincippet i SL § 5, litra a, hvorefter værdistigninger eller fald i perioden er uden betydning for indkomstopgørelsen. Som anført af landsrettens mindretal må det forhold, at aktierne som følge af selskabets endelige opløsning ikke længere eksisterer, nødvendigvis anses for omfattet af begrebet afståelse. ABL § 1, stk. 2, må herefter forstås således, at afståelsestidspunktet er tidspunktet for ejendomsrettens endelige ophør ved overdragelse eller på anden måde, herunder ved selskabets endelige opløsning.

Skattemyndighederne havde således ikke haft hjemmel til at nægte skatteyderen - der indtil selskabets endelige opløsning var ejer af aktierne - det omtvistede tabsfradrag. Afståelsestidspunktet for aktier er tidspunktet for ejendomsrettens ophør ved overdragelse eller på anden måde, herunder ved selskabets endelige opløsning. Skatteyder havde selvangivet tabet i 1988, samme år, hvori konkursboet var afsluttet.

Fradrag for tab på aktier, kan først fradrages, når selskabet endeligt opløses.

Ledende dom på området. Dommen underkendte hidtidig praksis på området.

Landsretsdomme

SKM2001.417.VLR

I 1994 foretog Frederikskogene (sammenslutning af lodsejere i marsken ved Tønder) en udlodning til lodsejerne. Sagen drejede sig om, hvorvidt udlodningen var fra et interessentskab og dermed udlodning af egen formue eller fra en forening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6 og dermed skattepligtig hos modtageren, jf. SL § 4 a. Udlodningen var baseret på en i 1990 udbetalt skattefri fredningserstatning til Frederikskogene. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at vedtægterne indeholdt en række bestemmelser, som var atypiske for interessentskaber eller samejeforhold. Ud fra en samlet bedømmelse fandt landsretten, at der forelå udbetaling fra en forening, som var et selvstændigt skattesubjekt.

Udbetaling fra en forening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, var skattepligtig efter statsskatteloven.

SKM2001.11.ØLR

Likvidationsudlodning fra gensidigt brandassuranceselskab, hvori medlemmerne efter vedtægterne ikke ejede omsættelige andele og ikke tog andel i formuen ved udtræden, men alene ved ophør, er skattepligtig efter SL § 4. Udlodningen var således ikke skattefri efter SL § 5 eller omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Likvidationsudlodning fra gensidigt brandassuranceselskab var skattepligtig.

TfS 1991, 288 ØL

En skatteyder kom i 1977 i personlig betalingsstandsning. To selskaber, der ejedes af skatteyderen, hans hustru og datter, skulle derfor afvikles for at skaffe midler til kreditorerne. I 1981 kunne han opnå en akkord med sine kreditorer, og da han ikke kunne afvente den endelige likvidation af selskaberne, lånte han midlerne i selskaberne. Gældsbreve og sikkerhed for lånene blev dog først præsteret i 1982. Lånene afvikledes ved den endelige likvidation i 1984, især ved modregning og i øvrigt kontant. Landsretten lagde til grund, at de udbetalte beløb i det væsentlige svarede til selskabernes formue, og at der ikke ved udbetalingen af de angivne lån blev udfærdiget lånedokumenter og ikke truffet aftale om forrentning, tilbagebetaling eller sikkerhed. Hertil kom, at skatteyderen ikke havde mulighed for at tilbagebetale lånene. På dette grundlag fandt landsretten, at der ikke forelå aktionærlån, men foreløbig likvidationsudlodning.

Lån/likvidationsudlodning

Landsskatteretskendelser

SKM2023.28.LSR

Tidligere instans SKM2019.413.SR

Landsskatterettens afgørelse er indbragt for domstolene.

SKM2004.484.LSR

Anparter i et selskab under konkurs blev først anset for afstået ved selskabets afmelding i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ejertiden var herefter mere end 3 år, og tabet kunne derfor fradrages.

Tidspunkt for afståelse

TfS 1992,21 LSR

Landsskatteretten fandt på baggrund af konkrete praktiske forhold en generalforsamling om ophør den 3. april 1989 for at være afholdt i naturlig kontinuitet med regnskabsafslutningen den 31. december 1988.

Tidspunkt for ophør

Skatterådet og Ligningsrådet

►Spørger påtænkte at fraflytte Danmark senest den xx. juni 2024. Skatterådet havde tidligere bekræftet, at spørger ikke ville være skattepligtig af aktieavancer ved fraflytningen, idet spørger ikke på fraflytningstidspunktet havde været skattepligtig efter KSL § 1 eller § 2 af aktiegevinster i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophøret, jf. ABL § 38, stk. 3.

Spørger påtænkte efter fraflytningen at likvidere sit helejede selskab H1 ApS. Han ønskede i den forbindelse bekræftet, at han skulle beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven af likvidationsprovenuet, der blev udloddes fra H1 ApS i det kalenderår, hvori H1 ApS endeligt opløses.

LL § 16 A, stk. 3, nr. 1, bestemmer, at udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, medmindre udlodningen er omfattet af stk. 2, nr. 2, eller én af betingelserne i LL § 16 A, stk. 3, nr. 1, litra a-d, er opfyldt. Udlodningen ville ikke være omfattet af de pågældende undtagelser. Udlodningen skulle derfor behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at spørger skulle beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven af likvidationsprovenuet, der udloddes fra H1 ApS i det kalenderår, hvori H1 ApS endeligt opløses, idet spørger efter sin fraflytning ikke længere ville være omfattet af kredsen af skattepligtige omfattet af aktieavancebeskatningsloven, jf. aktieavancebeskatningslovens kapital 2. Spørgsmål 2 bortfaldt, da spørgsmål 1 blev besvaret benægtende.◄

H-koncernen havde gennem de seneste år gennemført en række omstruktureringer, som bl.a. havde medført, at H9 havde et gældsbrev mod et andet koncernforbundet selskab, H15. Spørger ønskede derfor at vide, om udlodning af den nærmere beskrevne fordring til H15 i forbindelse med en likvidation af H9 skulle behandles efter reglerne i ABL, og om LL § 3 fandt anvendelse. Skatterådet bekræftede, at udlodningen som udgangspunkt skulle behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, jf. LL § 16 A, stk. 3. Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at LL § 3 ikke fandt anvendelse.

Flytning af skattemæssigt hjemsted udløste ikke likvidationsbeskatning af aktionærer og var ikke omfattet af LL § 3.

H1 var et dansk selskab, der ejede fast ejendom i EU-land 1. Selskabets hjemsted var flyttet til EU-land 1. H1 var ejet med 94% af H2 i EU-land 1 og med 6% af H6 i EU-land 2. De to aktionærer var ikke forbundne parter. H2 var ejet indirekte 100% af H5 i EU-land 1. H5 var via et K/S i DBO-land 1 ejet med ca. 32% af fysiske personer i DBO-land 1, ca. 58% var via selskaber i EU-land 3 ejet af private equity fonde (hverken EU eller DBO-land), og 7,5% af aktierne var børsnoterede.

Skatterådet bekræftede, at H2 ikke var skattepligtig af likvidationsprovenu i forbindelse med H1’s flytning af hjemsted, idet H2 skulle anses for beneficial owner heraf. Der blev lagt vægt på, at der måtte anses for at være substans i H5, og at H5 havde reel råden over likvidationsprovenuet, idet likvidationsprovenuet ikke skulle føres videre eller i hvert fald ikke med sikkerhed var bestemt til at blive ført videre til personer, der ikke ville have tilsvarende beskyttelse efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark.

Skatterådet bekræftede endvidere, at H6 ikke var skattepligtig af likvidationsudlodningen, eftersom selskabet ikke havde bestemmende indflydelse på H1.

Skatterådet bekræftede desuden, at ligningslovens § 3, ikke fandt anvendelse, da et af de væsentligste formål med arrangementet på baggrund af det oplyste ikke var at opnå en skattefordel som virkede mod formålet og hensigten med skatteretten. Det var en forudsætning, at der ikke ville blive udloddet udbytte til aktionærerne i H5 indenfor den nærmeste årrække.

Flytning af skattemæssigt hjemsted udløste ikke likvidationsbeskatning af aktionærer og var ikke omfattet af LL § 3.

H1 var et dansk selskab, der ejede fast ejendom i EU-land 1. Der pågik forhandlinger om salg af ejendommen. Selskabets hjemsted var flyttet til EU-land 1. H1 var ejet med 94% af H2 i EU-land 1 og med 6% af H6 i EU-land 2. De to aktionærer var ikke forbundne parter. H2 var ejet indirekte 100% af H5 i EU-land 1. H5 var via et K/S i DBO-land 1 ejet med ca. 32% af fysiske personer i DBO-land 1, ca. 58% var via selskaber i EU-land 3 ejet af private equity fonde (hverken EU eller DBO-land), og 7,5% af aktierne var børsnoterede.

Skatterådet bekræftede, at H2 ikke var skattepligtig af likvidationsprovenu i forbindelse med H1’s flytning af hjemsted, idet H2 skulle anses for beneficial owner heraf. Der blev lagt vægt på, at der måtte anses for at være substans i H5, og at H5 havde reel råden over likvidationsprovenuet, idet likvidationsprovenuet ikke skulle føres videre eller i hvert fald ikke med sikkerhed var bestemt til at blive ført videre til personer, der ikke ville have tilsvarende beskyttelse efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Skatterådet bekræftede endvidere, at H6 ikke var skattepligtig af likvidationsudlodningen, eftersom selskabet ikke havde bestemmende indflydelse på H1.

Skatterådet bekræftede desuden, at LL § 3, ikke fandt anvendelse, da et af de væsentligste formål med arrangementet på baggrund af det oplyste ikke var at opnå en skattefordel som virkede mod formålet og hensigten med skatteretten. Det var en forudsætning, at der ikke ville blive udloddet udbytte til aktionærerne i H5 indenfor den nærmeste årrække.

SKM2022.139.SR

Flytning af skattemæssigt hjemsted udløste ikke likvidationsbeskatning af aktionærer og var ikke omfattet af LL § 3.

H1 var et dansk selskab, der havde ejet fast ejendom i EU-land 1. H1 havde negativ egenkapital. Det ønskedes at flytte selskabets hjemsted til EU-land 1. H1 var ejet med 94% af H2 i EU-land 1 og med 6% af H6 i EU-land 2. De to aktionærer var ikke forbundne parter. H2 var ejet indirekte 100% af H5 i EU-land 1. H5 var via et K/S i DBO-land 1 ejet med ca. 32% af fysiske personer i DBO-land 1, ca. 58% var via selskaber i EU-land 3 ejet af private equity fonde (hverken EU eller DBO-land), og 7,5% af aktierne var børsnoterede.

Skatterådet bekræftede, at H2 ikke var skattepligtig af likvidationsprovenu i forbindelse med H1’s flytning af hjemsted, idet H2 skulle anses for beneficial owner heraf. Der blev lagt vægt på, at der måtte anses for at være substans i H5, og at H5 havde reel råden over likvidationsprovenuet, idet likvidationsprovenuet ikke skulle føres videre eller i hvert fald ikke med sikkerhed var bestemt til at blive ført videre til personer, der ikke ville have tilsvarende beskyttelse efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark.

Skatterådet bekræftede endvidere, at H6 ikke var skattepligtig af likvidationsudlodningen, eftersom selskabet ikke havde bestemmende indflydelse på H1. Skatterådet bekræftede desuden, at LL § 3, ikke fandt anvendelse, da H1 havde negativ egenkapital, og selskabet derfor ikke ville have nogen midler at udlodde, som ikke umiddelbart forinden var blevet tilført af selskabets aktionærer.

A og B, var hjemmehørende i DBO-land 2. A var B’s far. A og B ejede i fællesskab anparterne i et dansk selskab, H1. A ejede indirekte alle anparterne i det danske selskab H2, og B ejede indirekte alle anparterne i det danske selskab H3. Det ønskedes at likvidere H1. Ved likvidation af H1 ville A og B blive udbyttebeskattet af likvidationsprovenuet, da DBO-land 2 hverken var medlem af EU eller EØS. Forud for likvidationen overdrog A og B deres anparter i H1 til henholdsvis H2 og H3 mod vederlag i en fordring, hvorefter H1 blev likvideret.

Skatterådet bekræftede, at A og B ikke skulle udbyttebeskattes efter KSKL § 2. stk. 1, nr. 6, af overdragelsessummen for anparterne i H1, eftersom A og B var hjemmehørende i DBO-land 2, der både har en dobbeltbeskatningsoverenskomst og en aftale om udveksling af skatteoplysninger med Danmark.

Skatterådet bekræftede endvidere, at LL § 3, ikke fandt anvendelse på arrangementet. A og B skulle derfor ikke udbyttebeskattes af likvidationsprovenuet, uanset at H2 og H3 var skattefri af likvidationsprovenuet, idet arrangementet ikke fandtes at være i strid med formålet med skattelovgivningen, fordi lovgiver i intern dansk ret specifikt har undtaget personer fra udbyttebeskatning af overdragelsessummer for aktier, hvis personen er hjemmehørende i EU/EØS eller et land, som har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst og en aftale om udveksling af skatteoplysninger med Danmark.

Nogle selskaber var ophørt ved likvidation i 1994. Nogle af aktionærerne var ukendt af likvidator på likvidationstidspunktet. De penge, som derfor ikke kunne udloddes, skulle opbevares af likvidator, således at de ukendte aktionærer kunne få deres andel af likvidationsprovenuet, hvis de efterfølgende henvendte sig. På det tidspunkt, hvor de stadig ukendte aktionærers krav blev forældet, skulle de kendte aktionærer have eventuelle overskydende beløb udbetalt.

Skatterådet fandt, at de af likvidator forvaltede beløb i skattemæssig henseende skulle sidestilles med en båndlagt kapital uden kapitalejer, og at hverken likvidator eller de endelige modtagere skulle beskattes af det løbende afkast.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udbetalinger af forældet likvidationsprovenu til de kendte aktionærer kunne beskattes som likvidationsprovenu. Skatterådet fandt, at udbetalingerne skulle beskattes i henhold til SL § 4, litra e.

SKM2015.533.SR

Skatterådet bekræftede, at udlodning af likvidationsprovenu skulle behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven - forudsat, at betingelserne i ABL § 2, stk. 1, er opfyldt, herunder betingelsen om, at udlodning sker i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

Beskatning ved likvidation

Beskatning ved likvidation

l

SKM2010.782.SR

Skatterådet bekræfter, at den beskrevne grænseoverskridende fusion kan gennemføres efter FUL § 15, stk. 4, og finder ikke, at det eventuelt kan udløse udlodningsbeskatning, jf. LL § 16 A, stk. 3, nr. 1, litra a.

Grænseoverskridende fusion

TfS 1988,706 LR

Et anpartsselskab trådte i likvidation 11. januar 1988 og solgte sit eneste aktiv, en udlejningsejendom. Da et ejerpantebrev i ejendommen var bortkommet, indledtes mortifikationssag, i medfør af hvilken selskabet stillede en spærret bankkonto som sikkerhed for eventuelle rettighedshavere i henhold til ejerpantebrevet, der måtte melde sig inden for en frist på 1 år. Selskabet agtede i løbet af 1988 at udarbejde endeligt likvidationsregnskab og udlodde samtlige midler, herunder - med respekt af tredjemands ret og klausulering - den spærrede bankkonto, hvis indestående først kunne udbetales i 1989. Ligningsrådet fastslog, at hele likvidationsudlodningen måtte anses for foretaget i 1988, i hvilket år selskabet måtte betragtes som endeligt opløst.

Likvidationstidspunktet

TfS 1985.323

Efter at et selskabs aktiver var solgt til et andet selskab, ejet af samme hovedaktionær, og selskabet derefter blev likvideret, var de skattemæssige konsekvenser alene, at aktionæren skulle beskattes af gevinst eller tab efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Beskatning ved likvidation