Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-domme |
C-695/19, Radio Popular | Rádio Popular er et aktieselskab, hvis hovedaktivitet består i salg af husholdningsapparater og andre artikler på området for informationsteknologi og telekommunikation. Sagsøgeren tilbyder desuden køberne af sine varer et antal supplerende tjenesteydelser, herunder bl.a. en udvidelse af garantien på de købte varer. Udvidelsen følger af en forsikringsaftale, hvorved forsikringsselskabet i tilfælde af en skade sikrer køberen reparation af den købte vare eller eventuelt erstatning for den vare, der er købt, i en periode, der ligger ud over den periode, der er dækket af den af producenten stillede garanti. Forsikringsaftalen indgås mellem et forsikringsselskab og køberne af de varer, der sælges af Rádio Popular. EU-Domstolen fandt, at formidlingstransaktioner i forbindelse med salg af garantiudvidelser som de i hovedsagen omhandlede, der foretages af en afgiftspligtig person i forbindelse med dennes hovedaktivitet, som består i salg til forbrugere af husholdningsapparater og andre artikler på området for informationsteknologi og telekommunikation, udgør tjenesteydelser i forbindelse med forsikringstransaktioner, som udføres af forsikringsmæglere og ‑formidlere i henhold til momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a). | |
C-907/19, Q-GmbH | Momsfritagelsen af forsikringsformidlere finder ikke anvendelse på ydelser leveret af en afgiftspligtig person, der omfatter levering af et forsikringsprodukt til et forsikringsselskab, og sekundært salg af dette produkt for dette selskabs regning samt administration af de indgåede forsikringsaftaler, såfremt den forelæggende ret måtte kvalificere disse ydelser som én enkelt ydelse i momsmæssig henseende. | |
C-40/15, Aspiro | Selskabet udfører en række tjenesteydelser i forbindelse med skaderegulering i en forsikringsgivers navn og for dennes regning på grundlag af en kontrakt. EU-domstolen bemærker, at skadereguleringsydelsen ikke er en forsikringstransaktion, da selskabet ikke selv er forpligtet over for den forsikrede til at garantere dækningen af en risiko og på ingen måde er forbundet med denne i et kontraktforhold. Endvidere at skadereguleringsydelsen ikke kan anses for at være udført af forsikringsmæglere eller -formidlere. Det er bl.a. en betingelse, at ydelsen skal være forbundet med selve karakteren af erhvervet som forsikringsmægler eller -formidler, som består i at søge efter kundeemner og sætte dem i kontakt med forsikringsgiveren med henblik på indgåelse af forsikringskontrakter. EU-domstolen konkluderer, at artikel 135, stk. 1, litra a), i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at skadereguleringsydelser som dem, der er omhandlet i hovedsagen, og som leveres af tredjemand i et forsikringsselskabs navn og for dettes regning, ikke er omfattet af fritagelsen. | |
C-124/07, J.C.M. Beheer BV | Selskabet var underagent for en anden forsikringsformidler. Den omstændighed, at en forsikringsmægler eller -formidler ikke har et direkte forhold til parterne i den forsikrings- eller genforsikringsaftale, til hvis indgåelse han bidrager, men udelukkende har et indirekte forhold til parterne via en anden afgiftspligtig person, der har et direkte forhold til en af disse parter, og med hvilken denne forsikringsmægler eller -formidler er aftalemæssigt forbundet, ikke er til hinder for, at den ydelse, som forsikringsmægleren eller -formidleren leverer, fritages for moms i henhold til bestemmelsen. | |
C-472/03, Arthur Andersen | Selskabets virksomhed bestod i at behandle forsikringsbegæringer, vurdere forsikringsrisikoen, vurdere om en lægeundersøgelse er nødvendig, at træffe afgørelse om accept af risikoen, når en sådan undersøgelse ikke viser sig nødvendig, at foretage udfærdigelse, administration og ophævelse af forsikringspolicer samt tarif- og kontraktsændringer, at opkræve præmier og behandle krav, at opgøre og betale provision til forsikringsformidlere og følge op på kontakten med disse, at administrere forholdene vedrørende genforsikring og at formidle information til forsikringstagere og forsikringsformidlere samt til andre interesserede, såsom afgiftsmyndighederne. Disse ydelser er ikke ydelser, der er karakteristiske for en forsikringsformidler. Der var i sagen desuden væsentlige dele af en forsikringformidlers opgaver, der ikke forelå, såsom at søge efter kundeemner og at sætte dem i kontakt med forsikringsgiveren. De tjenesteydelser, selskabet udførte for forsikringsvirksomheden, måtte derfor anses for en form for samarbejde, der består i mod vederlag at bistå forsikringsvirksomheden i at udføre de opgaver, der normalt påhviler sidstnævnte, uden at indgå kontraktmæssige forhold med forsikringstagerne. Sådan virksomhed er en opdeling af forsikringsgivers virksomhed og ikke tjenesteydelser, der udføres af en forsikringsformidler. Denne »backoffice«-virksomhed, er ikke ydelser i forbindelse med forsikringstransaktioner, som udføres af forsikringsmæglere eller -formidlere i bestemmelsens forstand. | |
C-8/01, Taksatorringen | 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra a) (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a), skulle fortolkes således, at taksation af motorkøretøjsskader, som en forening, hvis medlemmer er forsikringsselskaber, yder til sine medlemmer, hverken udgør forsikringstransaktioner eller tjenesteydelser i forbindelse med disse transaktioner, som udføres af forsikringsmæglere eller forsikringsformidlere i bestemmelsens forstand. | |
Landsretsdomme |
SKM2005.12.ØLR | Et selskab ansås for momspligtig af bestemte ydelser, idet selskabet ikke havde godtgjort, at selskabet havde formidlet hverken obligatoriske ansvarsforsikringer for solgte varer til expert-kædens forhandlere eller frivillige tillægsforsikringer for solgte varer til expert-forretningens kunder. | Sagen blev anket til Højesteret. På baggrund af nye oplysninger anerkendte Skatteministeriet, at selskabet havde leveret momsfrie formidlingsydelser. |
Landsskatteretten |
SKM2021.426.LSR | Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab havde momsfritaget aktivitet i henhold til ML § 13, stk. 1, nr. 10. Landsskatteretten fandt, at selskabet leverede momspligtige ydelser, idet der hverken var tale om, at selskabet leverede ydelser som forsikringsformidler, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 10, eller at selskabet var formidler af forsikringsprodukter i eget navn for fremmed regning, jf. ML § 4, stk. 4. Landsskatteretten henså herved bl.a. til, at den anden af de nævnte betingelser i sagen Aspiro, C-40/15, præmis 37, ikke var opfyldt, idet selskabets ydelser ikke var forbundet med selve karakteren af erhvervet som forsikringsmægler eller -formidler, som består i at søge efter kundeemner og sætte dem i kontakt med forsikringsgiveren med henblik på indgåelse af forsikringskontrakter. Således som sagen forelå oplyst, blev denne aktivitet alene varetaget af pengeinstitutterne. | |
Skatterådet | |
SKM2023.550.SR | Spørger drev virksomhed som forsikringsmægler. Som led i sin virksomhed indgik Spørger samarbejdsaftaler med sin kunder. Spørger leverede i henhold til disse aftaler ydelser i form af bistand i forbindelse med forsikringsanalyse, administration, større skader og udbud. Skatterådet kunne bekræfte, at vederlag modtaget for udbudsydelserne i henhold til samarbejdsaftalen var momsfritagne, idet de opfyldte betingelserne for momsfritagelse i ML § 13, stk. 1, nr. 10. Videre kunne Skatterådet bekræfte, at ydelser i form af administration og behandling af større forsikringsskader måtte anses for momspligtige konsulentydelser, som i udgangspunktet ikke havde de væsentlige og specifikke karakteristika, som er kendetegnet ved momsfritagne formidlingsydelser. Leveres disse ydelser derimod i relation til forsikringer, som Spørger havde formidlet, så ville ydelserne skulle anses for momsfritagne, jf. SKM2005.12.ØLR Endelig kunne Skatterådet ikke bekræfte, at ydelser i form af forsikringsanalyse, løbende overvågning af kundens udvikling med henblik på tilpasning af kundens forsikringer skulle anses for momspligtige ydelser, idet disse opfyldte betingelserne for momsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 10. | |
SKM2022.330.SR | Spørger er en forsikringsmæglervirksomhed, som formidler og servicerer forsikringer for sine kunder. Spørgers ydelser består bl.a. i ajourføring af forsikringer, varetagelse af skadesager, korrespondance med forsikringsselskaberne, indhentning af tilbud på forsikringer, opsigelse af gamle forsikringer samt indgåelse af nye forsikringer. Spørger ønskede at få bekræftet, at ydelserne var momspligtige, og dermed ikke omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 10, som bl.a. omfatter ydelser leveret af forsikringsmæglere. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at ydelserne var momspligtige. Spørger måtte anses for at levere momsfri ydelser i form af formidling af forsikringer, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 10. Spørger var derfor omfattet af lønsumsafgiftspligten, jf. LAL § 1, stk. 1. | |
SKM2019.158.SR | Skatterådet kan ikke bekræfte, at de af Spørger erhvervede ydelser, benævnt promotion and offering of sales financing, fra et tysk selskab er omfattet af momsfritagelsen af formidling af lån. Ydelserne ses heller ikke at kunne momsfritages som formidling af forsikring. | |
SKM2015.172.SR | Skatterådet bekræfter, at vederlag for salg af leads, kvalificerede leads og data fra en søgemaskine er momspligtige transaktioner, som ikke kan omfattes af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 10. | |