Indhold

Dette afsnit beskriver undtagelsen for multimedier med begrænset anvendelse til hovedreglen for, hvornår en medarbejder har arbejdsgiverens multimedier til rådighed for privat brug.

Afsnittet indeholder:

  • Resumé
  • Multimedier med begrænset anvendelse og betingelserne for skattefrihed
  • Telefon, herunder PDA mv.
  • Internetforbindelse
  • Computer
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • C.A.5.2.1 Beskatning af multimedier, der stilles til rådighed for privat brug.
  • C.A.5.2.2.2 Hovedregel.
  • C.A.5.2.3 Arbejdsgiverens forpligtelser.

Resumé

For at et multimedier med begrænset anvendelse, der tages med hjem, kan være undtaget fra beskatning, skal en række betingelser være opfyldt. Der er tale om en undtagelse til hovedreglen om, at multimedier, der medtages på bopælen udløser multimediebeskatning.

Multimedier med begrænset anvendelse og betingelserne for skattefrihed

Hvis et multimedie teknisk er begrænset, så det ikke længere kan bruges privat, kan medarbejderen afkræfte formodningen for privat rådighed, selvom multimediet tages med hjem fra arbejdspladsen. Arbejdsgiveren behøver ikke at føre yderligere kontrol med et multimedie med begrænset anvendelse, ligesom det ikke er nødvendigt at underskrive en tro og love-erklæring for en telefon.

Telefon, herunder PDA mv.

Det kan fx være tilfældet, hvis en mobiltelefon er indrettet sådan, at det er teknisk umuligt at foretage opkald eksternt, herunder private opkald, således at den kun kan benyttes til at foretage opkald internt i virksomheden. En medarbejder skal derfor ikke multimediebeskattes af en sådan mobiltelefon.

Eksempel

En hjemmehjælper har en PDA til rådighed, så hjemmehjælperen kan indtaste besøgsoplysninger om de klienter, hjemmehjælperen besøger en given dag. Efter hvert besøg/endt vagt sender hjemmehjælperen oplysningerne til arbejdsgiveren via opkald til det samme nummer/de samme numre hver gang. Arbejdsgiveren har låst PDA'ens funktionaliteter, så der alene kan foretages opkald til arbejdsgiverens egne numre. Hjemmehjælperen har ikke et multimedie til rådighed for privat brug. Arbejdsgiveren skal ikke føre yderligere kontrol med brugen af PDA'en.

I en sag for Skatterådet skulle medarbejderne ikke beskattes af hverken mobiltelefoner eller PDA'ere, da de var spærret for opkald uden for virksomheden og derfor kun kunne benyttes til interne opkald. Derved var formodningen for privat rådighed afkræftet, selvom multimedierne blev taget med hjem på bopælen. Yderligere kontrol, herunder tro og love-erklæringer, var således ikke nødvendig. Se SKM2009.684.SR.

Skatterådet fandt i en anden sag, at medarbejderne ikke skulle multimediebeskattes af mobiltelefoner, der var indrettet således, at det teknisk var umuligt at foretage opkald eksternt, bortset fra til entreprenører, som arbejdsgiveren samarbejdede med. Derudover kunne medarbejderne kun ringe internt i arbejdsgiverens virksomhed. Formodningen for privat rådighed, selvom mobiltelefonerne blev taget med hjem, var derved afkræftet og arbejdsgiveren skulle ikke have tro og love-erklæringer fra medarbejderne eller føre kontrol med brugen af mobiltelefonerne. Se SKM2009.685.SR.

I en sag om bl.a. mobiltelefoner var telefonerne indrettet således, at der alene kunne foretages opkald til i forvejen fastsatte telefonnumre i ind- og udland. Mobiltelefonerne kunne således kun benyttes til at ringe internt i spørgers virksomhed og ikke til at foretage private opkald. Ved at afskære medarbejderne fra at ringe eksternt havde virksomheden på betryggende vis afkræftet formodningen for privat rådighed og medarbejderne skulle ikke multimediebeskattes heraf. Se SKM2010.98.SR.

Mobiltelefoner, der udleveres uden SIM-kort, er ikke et multimedie med begrænset anvendelse omfattet af denne undtagelse.

I en sag udtalte Skatterådet således, at mobiltelefoner, der blev udleveret til medarbejderne uden SIM-kort tillige var omfattet af multimediebeskatning. Det forhold, at mobiltelefonerne blev udleveret uden SIM-kort betød ikke, at der var tale om telefoner med begrænset anvendelse, som ikke skulle multimediebeskattes, idet telefonerner kunne anvendes privat ved at isætte et SIM-kort. Se SKM2010.854.SR

Internetforbindelse

I en sag om mobil internetforbindelse fandt Skatterådet, at formodningen for privat rådighed kunne afkræftes, selvom den blev medtaget på bopælen, idet internetforbindelsen kun gav adgang til spørgers interne netværk. Se SKM2009.680.SR.

Computer

Formodningen for privat rådighed kan afkræftes, hvis en medarbejder har en bærbar computer, hvor computeren teknisk er indrettet således, at medarbejderen fx kun kan læse en sikkerhedsmanual til brug for arbejdet og ikke kan benytte computeren i øvrigt.

I praksis har Skatterådet taget stilling til en situation om bl.a. meget få bærbare computere, der var indrettet således, at de alene indeholdt et testprogram, der kunne teste vindmøller mv. i udlandet, eller tidsregistrere opgaver eller lignende, men derudover indeholdt disse enkelte computere ikke andre programmer som fx Internet, Officepakke mv. Da computerne ikke kunne anvendes til andet end de via disse særlige programmer meget specifikke arbejdsopgaver, var computerne ikke til rådighed for privat benyttelse, selvom de blev taget med hjem. Medarbejderne skulle derfor ikke multimediebeskattes af disse. Se SKM2010.98.SR.

I en sag om montører, der bl.a havde en bærbar computer med hjem fandt Skatterådet, at computeren havde så begrænset en anvendelse, at medarbejderne ikke skulle multimediebeskattes, selvom de tog dem med hjem. Der var tale om computer, hvor der ikke var installeret Microsoftprodukter, og computeren fungerede alene som et produktionsstyringssystem til planlægning af servicebesøg, registrering af arbejdstimer, rapportering af servicebesøg og udfyldelse af rapporteringsskemaer for kontrolbesøg. Computeren kunne udelukkende anvendes på arbejdsgiverens eget interne netværk og kunne ikke åbnes mod internettet. Se SKM2010.418.SR.

►I en sag om montører, der havde en bærbar computer med på bopælen, var computeren udstyret med en tidslåsning, der gjorde, at den kun kunne anvendes i tidsrummet svarende til montørernes arbejdstid. Uanset tidslåsning og tro og love erklæring om, at den ikke måtte bruges privat, fandt Skatterådet, at computeren fortsat var til rådighed for privat anvendelse. Det forhold, at montørerne ikke havde mulighed for at ændre i computerens opsætning kunne ikke ændre i at computeren kunne bruges privat. Hele kalendermåneder, hvor computeren grundet ferie eller andet var afleveret til arbejdsgiver, var computeren imidlertid ikke til rådighed for privat anvendelse. Se SKM2011.277.SR.◄

►Tilsvarende i en sag om dagplejere, der havde en bærbar computer i hjemmet, var computeren udstyret med en tidslåsning, der gjorde, at den kun kunne anvendes i tidsrummet svarende til den enkelte dagpjers arbejdstid. Skatterådet fandt, at computeren fortsat var til rådighed for privat anvendelse. En stikprøvekontrol, der sammenlignede den faktiske arbejdstid med de tidspunkter, hvor computeren havde været tændt, herunder ved sygdom og i ferier gav ikke tilstrækkelig kontrolmulighed for den faktiske anvendelse af computeren. Dagplejernes særlige arbejdsforhold, hvor de arbejdede i hjemmet, og at de i andre skattemæssige sammenhænge havde særlige regler, kunne ikke føre til et andet resultat. Se SKM2011.293.SR

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende telefon:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2011.293.SR

►Dagplejere havde en bærbar computer i hjemmet, som var udstyret med en tidslåsning, der gjorde, at den kun kunne anvendes i tidsrummet svarende til den enkelte dagpjers arbejdstid. Skatterådet fandt, at computeren fortsat var til rådighed for privat anvendelse. En stikprøvekontrol, der sammenlignede den faktiske arbejdstid med de tidspunkter, hvor computeren havde været tændt, herunder ved sygdom og i ferier gav ikke tilstrækkelig kontrolmulighed for den faktiske anvendelse af computeren. Dagplejernes særlige arbejdsforhold, hvor de arbejdede i hjemmet, og at de i andre skattemæssige sammenhænge havde særlige regler, kunne ikke føre til et andet resultat. Multimediebeskatning.

Se også

SKM2011.277.SR

SKM2011.277.SR.

►Montører, der havde en bærbar computer med på bopælen, som var  udstyret med en tidslåsning, der gjorde, at den kun kunne anvendes i tidsrummet svarende til montørernes arbejdstid. Uanset tidslåsning og tro og love erklæring om, at den ikke måtte bruges privat, fandt Skatterådet, at computeren fortsat var til rådighed for privat anvendelse. Det forhold, at montørerne ikke havde mulighed for at ændre i computerens opsætning kunne ikke ændre i at computeren kunne bruges privat. Multimediebeskatning.◄

►Hele kalendermåneder, hvor computeren grundet ferie eller andet var afleveret til arbejdsgiver, var computeren imidlertid ikke til rådighed for privat anvendelse. Ikke multimediebeskatning.

►Se også

SKM2011.293.SR 

SKM2010.854.SR

Mobiltelefoner, der blev udleveret til medarbejderne uden SIM-kort tillige var omfattet af multimediebeskatning. Det forhold, at mobiltelefonerne blev udleveret uden SIM-kort betød ikke, at der var tale om telefoner med begrænset anvendelse, som ikke skulle multimediebeskattes, idet telefonerner kunne anvendes privat ved at isætte et SIM-kort. Multimediebeskatning. 

 

SKM2010.98.SR

Om bl.a. arbejdsmobiltelefoner, som blev taget med hjem, og som var nødvendige for arbejdet, hvor formodningen for privat rådighed kunne afkræftes ved en tro og love-erklæring om, at den ikke må benyttes privat, hvis arbejdsgiveren førte kontrol hermed. Ikke multimediebeskatning. Formodningen for privat rådighed kunne afkræftes, hvis medarbejderne var på tjenesterejse og i øvrigt opfyldte betingelserne for skattefrihed. Medarbejdere på tjenesterejse skulle dog multimediebeskattes, hvis mobiltelefonen måtte anvendes til et opkald hjem til familien på maksimalt 5 minutter hver anden dag. Multimediebeskatning. Mobiltelefoner kunne kun benyttes til at ringe internt i spørgers virksomhed og ikke til at foretage private opkald. Medarbejderne skulle derfor ikke multimediebeskattes heraf. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2009.685.SR

Ikke multimediebeskatning af mobiltelefoner der var indrettet således, at det var teknisk umuligt at foretage opkald eksternt bortset fra til entreprenører, som arbejdsgiveren samarbejdede med. Formodningen for privat rådighed var derved afkræftet, og arbejdsgiveren skulle ikke have tro og love-erklæringer fra medarbejderne eller føre kontrol med brugen af mobiltelefonerne. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2009.684.SR

Ikke multimediebeskatning af hverken mobiltelefoner eller PDA'ere, da de var spærret for opkald uden for virksomheden og derfor kun kunne benyttes til interne opkald. Derved var formodningen for privat rådighed afkræftet, selvom multimedierne blev taget med hjem på bopælen. Yderligere kontrol, herunder tro og love-erklæringer, var således ikke nødvendig. Ikke multimediebeskatning.

 

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende computer:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

   

SKM2010.418.SR

Montører der havde en bærbar computer med hjem. Arbejdsgiveren ville foretage logning af computeren for hver 5. minut computeren var tændt og sammenholde det med medarbejderens arbejdstidsregistrering. Medarbejderne skulle tiltræde en erklæring om, at bl.a. computer ikke var stillet til rådighed for privat brug. Computeren indeholdt Officepakke, og det var ikke muligt at kontrollere, hvilke hjemmesider der eventuelt var besøgt. Skatterådet fandt derfor ikke, at den kontrol arbejdsgiver kunne gennemføre af brugen af computeren gav tilstrækkelig sikre beviser for, at den udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, og computeren udløste multimediebeskatning af medarbejderne. Multimediebeskatning. Medarbejderne havde desuden en "lukket" bærbar computer med hjem. Skatterådet fandt, at computeren havde så begrænset en anvendelse, at medarbejderne ikke skulle multimediebeskattes. Der var tale om en computer, hvor der ikke var installeret Microsoftprodukter, og computeren fungerede alene som et produktionsstyringssystem til planlægning af servicebesøg, registrering af arbejdstimer, rapportering af servicebesøg og udfyldelse af rapporteringsskemaer for kontrolbesøg. Computeren kunne udelukkende anvendes på arbejdsgiverens eget interne netværk og kunne ikke åbnes mod internettet. Ikke Multimediebeskatning.

 

SKM2010.98.SR

Om bl.a. en bærbar computer som blev taget med hjem, og hvor formodningen for rådighed til privat brug ikke kunne afkræftes ved, at medarbejderne ved deres ansættelse skrev under på, at computeren kun måtte benyttes erhvervsmæssigt, da det ikke var muligt for arbejdsgiveren reelt at kontrollere anvendelsen. Multimediebeskatning.

Få bærbare computere, der alene indeholdt særlige programmer. Da computerne ikke kunne anvendes til andet end de via disse særlige programmer meget specifikke arbejdsopgaver, var computerne ikke til rådighed for privat benyttelse, selvom de blev taget med hjem. Ikke multimediebeskatning. Formodningen for privat rådighed, når en computer tages med hjem, kan afkræftes, når en medarbejder er på tjenesterejse. Skatterådet tog ikke stilling til, om de enkelte medarbejdere opfyldte betingelserne for at være på tjenesterejse eller i øvrigt opfyldte betingelserne for skattefrihed. Ikke multimediebeskatning.

 

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende internetforbindelse:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

   

SKM2009.680.SR

Bærbar computer, som blev taget med hjem, var kun til erhvervsmæssig brug, og i henhold til virksomhedens kvalitetssystem var det kun tilladt at bruge IKT-udstyr og datanetværk erhvervsmæssigt. Overtrædelse kunne medføre påtale, advarsel eller afskedigelse. Virksomheden loggede brug af internet, som blev behandlet elektronisk og siden manuelt, ligesom installation af software på pc'en blev logget og gennemgået regelmæssigt. Skatterådet fandt alligevel, at computeren udløste beskatning, hvis den blev taget med hjem. Multimediebeskatning. Formodningen for privat rådighed, når en computer tages med hjem, kan afkræftes, når man er på tjenesterejse. En medarbejder er på tjenesterejse, når arbejdsgiveren midlertidigt udsender medarbejderen til et andet arbejdssted end den sædvanlige arbejdsplads. Hele tiden skiftende arbejdssteder er ikke tjenesterejse i skattemæssig forstand. Det er en konkret vurdering, hvad der er "unødigt besvær". Bl.a. lægges vægt på tidspunkt for afrejse eller hjemkomst, rejsens længde, arbejdstidens længde, det benyttede transportmiddel til at aflevere multimediet på arbejdspladsen, den yderligere afstand, der skal tilbagelægges, den yderligere tid, der skal benyttes, økonomiske faktorer og andre praktiske forhold. Skatterådet tog ikke stilling til, om medarbejderne i sagen var på tjenesterejse, eller om de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt.