Indhold
Dette afsnit giver en oversigt over strafbare forhold og strafferammer indenfor skatte- og afgiftslovgivningen.
Afsnittet indeholder:
- Generelt om straffebestemmelser
- Handlepligt
- Personer omfattet af reglen
- Subjektivt strafansvar
- Strafferamme
- Straffebestemmelsernes opbygning.
Generelt om straffebestemmelser
Der er ca. 1.200 straffebestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen, inklusive de processuelle bestemmelser, hvis de eksisterende bestemmelser splittes op på de enkelte strafbare forhold.
De væsentlige strafbare forhold kan imidlertid karakteriseres som overtrædelse af nogle handlepligter, som går igen i straffebestemmelserne i hver enkelt lov. Handlepligterne er meget ensartede, men vedrører de specifikke forhold, som den enkelte lov behandler.
Se også
Se også afsnit A.C.3.1.1 og A.C.3.1.2 om de processuelle bestemmelser, der giver hjemmel til, at nogle straffesager kan afsluttes administrativt, og at politiet kan yde bistand til efterforskningsskridt også i sager, der behandles administrativt.
Handlepligt
Handlepligter i skatte- og afgiftslovgivningen består af følgende elementer:
- Pligten til at angive korrekt (oplysningsskema, momsangivelse osv.)
- Oplysningspligt (efter anmodning fra Skatteforvaltningen i forbindelse med kontrol, herunder også tredjemandsoplysninger)
- Registreringspligt (hele afgiftslovgivningen)
- Indeholdelsespligt (opkrævningsloven, kildeskatteloven m.fl.)
- Indberetningspligt (skatteindberetningslov)
- Dokumentationspligt (hele skatte- og afgiftslovgivningen)
Hertil kommer, at det er strafbart at medvirke til andres overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen.
Personer omfattet af reglen
Bestemmelserne i skattekontrolloven vedrører alle, der er skattepligtige. Resten af lovgivningen omhandler specifikke pligter, fx er det kun erhvervsdrivende, der skal afregne moms.
Subjektivt strafansvar
Strafansvaret i hele skatte- og afgiftslovgivningen er med få undtagelser begrænset til forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser. Se om forsæt og grov uagtsomhed i afsnit A.C.3.2.4.
Strafferamme
Strafferammen varierer fra bøde til fængsel i op til 1 år og 6 måneder. Groft uagtsomme forhold kan alene straffes med bøde.
I særlige grove forsætlige tilfælde skal forholdet bedømmes efter STRFL § 289, hvor strafferammen er 8 års fængsel. Som udgangspunkt vil en forsætlig unddragelse inden for samme lovområde på over 500.000 kr. blive henført under STRFL § 289.
Straffebestemmelsernes opbygning
I skattekontrolloven er hovedbestemmelsen den forsætlige unddragelse. Kernen i det strafbare gerningsindhold er følgen af handlingen, nemlig unddragelse eller risiko for unddragelse.
Der skal føres bevis for
- forsæt til handlingen og
- forsæt til følgen,
og forsættet skal være til stede inden eller senest samtidig med, at det strafbare gerningsindhold er realiseret.
I afgiftslovgivningen er det adfærden, der er kernen i det strafbare gerningsindhold, og unddragelse eller risiko for unddragelse er en strafskærpende omstændighed. Det betyder, at beviset koncentrerer sig om handlingen eller undladelsen.
Bemærk
Straffebestemmelserne i afgiftslovgivningen er bygget op efter samme principper som straffebestemmelserne i den øvrige særlovgivning, idet der er udviklet en "modelstraffebestemmelse". Se Betænkning om straffebestemmelser i skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen, nr. 932, 1981. Se om modelstraffebestemmelsen i afsnit A.C.3.2.1.10.1.