Dato for udgivelse
05 Oct 2010 12:15
SKM-nummer
SKM2010.628.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
09-03163
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Renter og gebyrer
Emneord
Fritagelse, renter, rykkergebyr, indfasning
Resumé

Der kunne ikke ske fritagelse for betaling af renter pålagt som følge af for sent angivet og indbetalt A-skat og AM-bidrag. At selskabet ikke var opmærksom på, at de normale betalingsfrister gradvist blev indfaset var ikke en pludselig opstået hændelse, som selskabet ikke havde indflydelse på og ikke kunne forudse. Da der ej heller var tale om førstegangstilfælde eller undskyldelige forhold, kunne der ikke ske fritagelse.

Reference(r)
Opkrævningsloven §§ 7 og 8
Henvisning
-

Klagen skyldes, at BetalingsCentret har afslået selskabets ansøgning om fritagelse for betaling af renter samt rykkergebyr.

Landsskatterettens afgørelse

BetalingsCentrets afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Selskabets angivelses- og indbetalingsfrist for A-skat og AM-bidrag for august 2009 var den 24. september 2009.

SKAT modtog selskabets angivelse og betaling henholdsvis den 28. og 29. september 2009, og pålagde derfor virksomheden et rentebeløb på 21.062 kr. i medfør af opkrævningslovens § 7, stk. 1.

Selskabet blev endvidere pålagt et rykkergebyr.

SKAT har i en efterfølgende udtalelse oplyst, at rykkergebyret vil blive slettet.

Selskabet har anmodet om fritagelse for betaling af de renter, der er en følge af overskridelsen af angivelses- og betalingsfristen, idet selskabet har henvist til, at selskabet ikke var bekendt med, at den udsatte betalingsfrist blev ændret løbende frem til december 2009.

BetalingsCentrets afgørelse

BetalingsCentret har ikke imødekommet selskabets ansøgning om fritagelse for betaling af renter.

Fritagelsesbestemmelserne, som er nævnt i 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1521 af 14. december 2006, skal administreres restriktivt.

I henhold til praksis på området kan en forsinkelse som beskrevet ikke fritage selskabet for betaling af renter.

Selskabet har tidligere overskredet betalingsfristen for A-skat og AM-bidrag for marts 2009. Selskabet er endvidere blev fritaget for pålagte renter på 4.150 kr. vedrørende for sen betaling af A-skat og AM-bidrag for november 2008.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet har fremsat påstand om, at anmodningen om fritagelse for betaling af renter imødekommes.

Der er tale om en overskridelse af fristen på få dage.

Selskabets bogholder var ikke opmærksom på, at de forlængede tidsfrister blev udfaset i løbet af efteråret 2009. Tværtimod var det opfattelsen, at udskydelsen af betalingsfristerne var uforandret resten af året.

Selskabets bogholder har forsøgt at tilmelde sig e-mail service vedrørende SKATs betalingsfrister, men denne service er tilsyneladende bortfaldet i forbindelse med indførelsen af e-indkomst.

Det er korrekt, at der i marts 2009 blev indbetalt for sent på grund af en fejl i selskabets IT-system. Det var imidlertid kun et beløb på 182.132 kr. ud af et samlet beløb på 2.015.059 kr., der blev betalt for sent.

I november 2008 blev et beløb på 229.023 kr. ud af et samlet beløb på 2.428.460 kr. betalt for sent. Dette skyldtes en misforståelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, skal der, hvis et beløb ikke betales rettidigt, betales en månedlig rente, som fastsat efter stk. 2, for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales.

Betalingen skulle være modtaget den 24. september 2009 og er først modtaget den 29. september 2009. Det er derfor med rette, at selskabet er pålagt renter for september 2009.

Efter opkrævningslovens § 8, stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen meddele fritagelse for betaling af renter pålagt efter opkrævningslovens § 7, stk. 1, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt.

I § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1521 af 14. december 2006 om opkrævning af skatter og afgifter m.v., er der fastsat nærmere regler om anvendelsen af opkrævningslovens § 8. Bestemmelsen lyder således: 

"Told- og skatteforvaltningen kan fritage en virksomhed for betaling af afgift for foreløbige fastsættelser, gebyrer og renter, som nævnt i opkrævningslovens § 8, stk. 1, såfremt

1) overskridelse af angivelses- indberetnings- og/eller betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indgiver angivelse, foretager indberetning og/eller indbetaler tilsvaret, eller

2) overskridelse af angivelses- indberetnings- og/eller betalingsfristen er på få dage, og der er tale om et førstegangstilfælde og/eller der foreligger undskyldelige forhold "

Den 4. juni 2009 udsendte SKAT følgende pressemeddelelse:

"Fristerne for angivelse og betaling af moms, A-skat og AM-bidrag blev udsat i det første halvår af 2009. Nu er det besluttet, at udsættelsen af fristerne fortsætter året ud, men med en model for "indfasning", hvormed man nærmer sig de normale frister måned for måned.

For A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er det alene betalingsfristen, der er forlænget. Angivelsesfristen er således uændret.

(...)

Type/periode

Nuværende frist

Ny frist

A-skat og arbejdsmarkedsbidrag,
store virksomheder

 

 

Juli 2009

31. august 2009

31. august 2009

August 2009

31. august 2009

24. september 2009

September 2009

30. september 2009

19. oktober 2009

Oktober 2009

30. oktober 2009

12. november 2009

November 2009

30. november 2009

7. december 2009

December 2009

30. december 2009

30. december 2009

A-skat og arbejdsmarkedsbidrag,
små og mellemstore virksomheder

 

 

Juli 2009

10. september 2009

10. september 2009

August 2009

10. september 2009

5. oktober 2009

September 2009

12. oktober 2009

28. oktober 2009

Oktober 2009

10. november 2009

23. november 2009

November 2009

10. december 2009

16. december 2009

December 2009

18. januar 2010

18. januar 2010

Moms, store virksomheder
(månedlig afregning)

 

 

Juni 2009

25. august 2009

25. august 2009

Juli 2009

25. august 2009

21. september  2009

August 2009

25. september 2009

13. oktober 2009

September 2009

26. oktober 2009

9. november 2009

Oktober 2009

25. november 2009

1. december 2009

November 2009

28. december 2009

28. december 2009

Moms, mellemstore virksomheder
(kvartalsvis afregning)

 

 

3. kvartal 2009

10. november 2009

1. december 2009

Læs mere om loven på www.skm.dk."

Det forhold, at selskabet ikke har været opmærksom på, at de normale betalingsfrister gradvis blev indfaset, er ikke en pludseligt opstået hændelse, som selskabet ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse. Det er selskabets ansvar at holde sig ajour, således at betalingsfristerne overholdes. Der kan derfor ikke ske fritagelse efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1.

Selv om overskridelsen af betalingsfristen er på få dage, er der hverken tale om et førstegangstilfælde eller undskyldelige forhold. Der kan derfor heller ikke ske fritagelse efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2.

Det er derfor med rette, at anmodningen om fritagelse for betaling af renter ikke er imødekommet.

BetalingsCentrets afgørelse stadfæstes derfor.