Indhold
Dette afsnit handler om klage over brud på tavshedspligten.
Klager over videregivelse af fortrolige oplysninger eller brud på tavshedspligten skal behandles efter internt fastsatte retningslinier for behandling af indsigelser over Skatteforvaltningens m.fl.s behandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser. Se SKM2018.349.SKTST.
Indsigelser omfattet af ovenstående retningslinjer skal rettes til Administrations- og Servicestyrelsen, Nykøbingvej 76, Bygning 45, 4990 Sakskøbing eller mailboks Klagesagsbehandling@ADST.dk
Se også nedenstående afsnit Historik.
Retningslinjerne gælder for behandling af indsigelser over Skatteforvaltningens m.fl.s sagsbehandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser, og som ikke har betydning for en afgørelses gyldighed. Det gælder eksempelvis indsigelser over sagsbehandlingstid, indsigelser over mangelfuld vejledning og indsigelser over en medarbejders adfærd.
Retningslinjerne gælder endvidere for behandling af indsigelser over Skatteforvaltningens m.fl.s eller en medarbejders brud på tavshedspligten.
Retningslinjerne gælder således for alle indsigelser over videregivelse af fortrolige oplysninger eller brud på tavshedspligten, uanset om
- videregivelsen er foregået efter anmodning, af egen drift, eller uden tilknytning til medarbejderens varetagelse af sit arbejde
- oplysningerne er videregivet til en privat, til en anden forvaltningsmyndighed, eller inden for Skatteforvaltningen
- de pågældende oplysninger indgår i en afgørelsessag eller ej.
Se også afsnit A.A.10.1.2 om særlige klageregler.
Historik
Landsskatteretten afviste i en kendelse af 21. juli 2008 at behandle en klage over SKATs videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed. Landsskatteretten anførte i sin begrundelse, at SKATs beslutning om at videregive oplysningerne ikke kunne anses for en afgørelse over for klageren. Se SKM2008.768.LSR.
Klager af denne art, som hidtil havde været omfattet af klageadgangen efter SKM2007.794.SKAT om "Klager over afgørelser om videregivelse af fortrolige oplysninger eller brud på tavshedspligten", blev derfor efterfølgende omfattet af "Retningslinier for behandling af indsigelser over SKATs sagsbehandling mv. - ændret anvendelsesområde". Se SKM2008.782.SKAT.