Dato for udgivelse
24 Sep 2009 11:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Sep 2009 15:11
SKM-nummer
SKM2009.578.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
08-03339
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fradrag
Emneord
Fradrag, indgående moms, momsregistrering, salgsmoms
Resumé

Fradrag for indgående moms nægtet som følge af manglende registrering af det selskab, der havde foretaget indkøbene.

Reference(r)

Momsloven § 37, stk. 1

Henvisning
Momsvejledning 2009-1 J.1.1.7
Henvisning
Momsvejledning 2009-1 P.5.3
Redaktionelle noter

Sagen er indbragt for domstolene og efterfølgende afvist

Klagen vedrører fradrag for moms af indkøb foretaget af et selskab, der er nægtet registrering, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skattecentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

H1 ApS (herefter selskabet), der blev stiftet den 1. februar 2005, yder ifølge årsrapporten for 2006/2007 rådgivning inden for servicesektoren.

Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er RA direktør i selskabet. I praksis er det ifølge skattecentret direktørens far, RJ, der er ansvarlig for selskabets dispositioner. RJ er uddannet som statsautoriseret revisor, ligesom han har mangeårig erfaring med drift af momspligtig virksomhed.

Selskabet anmodede om momsregistrering ved anmeldelse dateret den 23. januar 2007, der blev modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 29. januar 2007. Momsregistreringen blev nægtet ved afgørelse af 13. marts 2007, da selskabet ikke havde stillet sikkerhed som krævet af skattecentret.

Ved den påklagede afgørelse blev selskabet pålagt at indbetale den moms, som selskabet ved faktura af 23. januar 2007 havde opkrævet G1 A/S for levering af ydelser. Fakturabeløbet på 2.100.000 kr. var tillagt moms med 25 % svarende til 525.000 kr., som selskabet ikke havde afregnet til skattemyndighederne. Ved samme afgørelse blev selskabet nægtet fradrag for købsmoms med et beløb på 85.064 kr., jf. nærmere nedenfor. Det er alene skattecentrets afgørelse om at nægte fradrag for købsmoms, der er påklaget til Landsskatteretten.

RJ har over for skattecentret oplyst, at de afholdte omkostninger, som selskabet har anmodet om momsfradrag for, vedrører edb- og systemudvikling med henblik på levering af en leasingydelse til datterselskabet H2 ApS. Leasingkontrakten vil blive udfærdiget, når selskabet har overblik over projektets samlede omkostninger, og kontrakten vil blive indgået med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2007. Selskabet afventer projektets endelige omkostninger.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har truffet afgørelse om ikke at indrømme selskabet fradrag for købsmoms med et beløb på 85.064 kr. afholdt i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31 marts 2007, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 1.

Det er en forudsætning for fradragsret for købsmoms efter momslovens § 37, at de udgifter, som momsen vedrører, har tilknytning til selvstændig økonomisk virksomhed efter momslovens § 3. På dette grundlag kan skattecentret ikke godkende fradrag af indgående moms.

De købsbilag, som selskabet har anmodet om momsfradrag for, er på ingen måde relateret til den leverance, der ligger til grund for fakturaen af 23. januar 2007. Ifølge RJ vedrører omkostningerne en leasingkontrakt, som selskabet forventer at indgå med datterselskabet H2 ApS. Der foreligger således ikke indtægter, der er relateret til de afholdte omkostninger.

Derudover kan selskabet ikke anses for at have drevet selvstændig økonomisk virksomhed eller have haft til hensigt at drive selvstændig økonomisk virksomhed, idet selskabet er nægtet registrering. Selskabet er derfor ikke berettiget til fradrag for moms af omkostningerne. Selskabet er af skattecentret blevet gjort opmærksom på, at fortsat drift af momspligtig virksomhed er strafbart.

Forelagt klagen til Landsskatteretten har skattecentret ved brev af 20. januar 2009 yderligere bemærket, at momsfradrag i henhold til såvel momsloven som EU-direktivet er knyttet til økonomisk virksomhed. Selskabet er nægtet registrering den 13. marts 2007 og har efter denne dato ikke måttet drive momspligtig virksomhed.

Selskabet har ikke på baggrund af hverken momsloven eller EU-direktivet ret til fradrag for omkostninger afholdt efter den 23. februar 2007, ligesom selskabet fra den 23. februar 2007 ikke kan have haft en forventning om at have ret til fradrag for moms af omkostninger afholdt efter denne dato.

For så vidt angår perioden fra registreringsblankettens modtagelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 29. januar 2007 til modtagelse af brev om krav om sikkerhedsstillelse den 23. februar 2007, har selskabet ikke været momsregistreret og kan heller ikke have haft en forventning om at have været det.

I henhold til momslovens § 47 skal en virksomhed indsende anmodning om momsregistrering senest 8 dage før virksomhedens start. Dette fremgår ligeledes at Vejledning om Registrering, som er vedlagt momsregistreringsblanketten. Af vejledningen fremgår det endvidere, at virksomheden modtager et registreringsbevis fra SKAT, når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har behandlet blanketten. Som udgangspunkt kan en virksomhed således ikke have forventning om at være momsregistreret, før registreringsbeviset med oplysning herom er modtaget. Da selskabet er nægtet registrering, er selskabet ikke i besiddelse af denne dokumentation.

Derudover har selskabet indgående kendskab til regler og forpligtelser omkring drift af virksomhed og kan derfor heller ikke på denne baggrund have haft en forventning om, at være momsregistreret i perioden fra den 29. januar 2007 til den 23. februar 2007.

Det fremgår af EU-direktivet, at fradragsretten er betinget af, at virksomheden er momspligtig, men ikke nødvendigvis momsregistreret, og at varen anvendes i forbindelse med de momspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms. Ordlyden i momsloven og EU-direktivet er således ikke identisk, men i den konkrete sag er det skattecentrets vurdering, at EU-direktivets mindre restriktive formulering er uden betydning.

Selskabet er nægtet registrering, hvorfor det hverken kan eller må opfattes eller agere som en momspligtig person. Da selskabet ikke kan have haft en forventning om at blive momsregistreret, kan det heller ikke have haft en forventning om at foretage momspligtige transaktioner.

Ifølge momsloven er der fradragsret for varer, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer. Ifølge EU-direktivet er fradragsretten betinget af, at varen er anvendt i forbindelse med de momspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms. Den købsmoms, som selskabet har anmodet om fradrag for, er på ingen måde anvendt udelukkende eller i forbindelse med den omsætning, som selskabet har faktureret til G1 A/S.

Selskabet har efter det oplyste afholdt en række omkostninger til EDB- og systemudvikling i første kvartal af 2007 vedrørende et fremtidigt leasingprojekt, der skulle indgås med et af RJ's andre selskaber. Omkostningerne har været afholdt, uden at selskabet først har ladet sig momsregistrere, og leasingprojektet er for indeværende, dvs. to år efter afholdelse af de pågældende omkostninger, endnu ikke iværksat. Selskabet findes ikke at kunne dokumentere endsige sandsynliggøre, at der på noget tidspunkt har været realiteter bag omkostningerne eller foreligget en endelig hensigt om drift af økonomisk virksomhed relateret til de afholdte omkostninger. Betingelserne i såvel momsloven som EU-direktivet ses ikke opfyldt.

Hvis forudsætningerne på et senere tidspunkt ændres, kan selskabet anmode om genoptagelse med henblik på fornyet stillingtagen til selskabets momsregistrering og ret til fradrag for købsmoms.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets momstilsvar for 1. kvartal 2007 nedsættes med 85.064 kr.

Idet det er gjort gældende, at selskabet er berettiget til at foretage fradrag for købsmoms, er der henvist til de synspunkter, som tidligere har været fremført, og som fremgår af skattecentrets sagsfremstilling:

"(...)

I forslaget side 6-8 findes Skats foreløbige afgørelse vedrørende nægtelse af fradrag for den samme periode.

Jeg har noteret mig, at SKAT side 8 anfører, at "der foreligger således ikke indtægter, der er relateret til de afholdte omkostninger. Derudover kan selskabet ikke anses at drive selvstændig økonomisk virksomhed eller have til hensigt at drive selvstændig økonomisk virksomhed, idet selskabet er nægtet registrering, og er derfor ikke berettiget til fradrag for moms af omkostninger."

Vedrørende den første del af begrundelsen synes denne at være hentet fra skatteretlige betragtninger vedrørende statsskattelovens § 4,5 og 6. Jeg går ud fra, at De er bekendt med, at disse betragtninger ikke kan overføres til momsretten, hvilket er fastslået af EF-domstolen i flere tilfælde.

Vedrørende den anden del af begrundelsen om, at selskabet ikke anses at drive selvstændig økonomisk virksomhed, synes der at være nogen inkonsistens i forhold til den på side 4 anførte begrundelse.

Jeg er sikker på, at De vil medgive mig, at der momsretligt (ligeledes i overensstemmelse med EF-domstolens afgørelse) ikke er noget grundlag for at behandle virksomheden forskelligt i den henseende, hvad enten det drejer sig om indgående eller udgående moms.

Jeg skal derfor venligst anmode Dem om at ændre Deres forslag til afgørelse, således at afgørelsen bliver sammenhængende, og således at der gives behørigt fradrag.

I modsat fald beder jeg Dem træffe en afgørelse, således at jeg har mulighed for at påklage denne til Landsskatteretten."

Selskabets repræsentant har den 4. december 2007 yderligere anført følgende:

"I forlængelse af min skrivelse af 4.12.2007 vedrørende momsopgørelsen for selskabet H1 ApS l. kvartal 2007 har RJ oplyst mig, at afgiften skal korrigeres som følger:

Salgsmoms 1. kvartal 2007

525.000 kr.

+ korrektion, leasing, leje

3.000 kr.

I alt

528.000 kr.

Købsmoms 1. kvartal 2007

91.463 kr.

- korrektion, skønnet

10.000 kr.

+ korrektion miljø

3.601 kr.

I alt kr.

85.064 kr.

I alt kr.

442.936 kr.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Følgende fremgår af momslovens § 37, stk. 1:

"Registrerede virksomheder kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 5."

Det foreligger oplyst, at selskabets anmodning om momsregistrering af 23. januar 2007 blev afslået af skattecentret den 13. marts 2007, idet selskabet ikke havde stillet den sikkerhed for momsen, som skattecentret havde krævet.

De omhandlede omkostninger blev afholdt i 1. kvartal 2007 med henblik på udvikling og senere levering af en leasingydelse til datterselskabet H2 ApS. Leasingkontrakten var ikke udfærdiget på tidspunktet for udgifternes afholdelse, men påtænktes indgået med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2007.

På baggrund af den nægtede registrering og formålet med de afholdte udgifter finder Landsskatteretten ikke, at de omhandlede leverancer kan anses for indkøbt udelukkende med henblik på anvendelse til brug for selskabets momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1. Selskabets hensigt om at drive momspligtig virksomhed, som de afholdte udgifter kan knyttes til, ses således ikke i tilstrækkelig grad bestyrket af objektive forhold. Selskabet har derfor ikke fradragsret for købsmomsen af omkostningerne.

Dermed stadfæstes den påklagede afgørelse.