Efter skatteforvaltningslovens § 10, stk. 4, kan medlemmer af et skatteankenævn, hvis de er uenige i en afgørelse, der er truffet af det pågældende skatteankenævn, kræve sine indvendinger mod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til Skatterådet.

Efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, kan Skatterådet efter indstilling fra SKAT ændre en åbenbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Et aktieselskab, der blandt andet beskæftigede sig med IT-løsninger afholdt i indkomståret 2004 udgifter for i alt 189.297 kr. til Falck Securitas for personlig beskyttelse af direktøren og eneaktionæren 24 timer i døgnet i 14 dage.

Direktøren har oplyst, at han på sin bopæl blev opsøgt af en "rockertype", der i klare og utvetydige vendinger gav udtryk for, at det "nok ville være en rigtig god ide, at få betalt skylden". Direktøren opfattede dette som en trussel fremsat i forbindelse med en sponsorkontrakt, hvor der var uenighed om, hvilket beløb selskabet havde forpligtet sig til at betale. Efter en samtale med sin advokat, der endvidere var formand for bestyrelsen for selskabet, indgik han aftalen med Falck Securitas og den følgende dag anmeldte han sagen til politiet.

Politiet satte efterforskningen i sagen i bero, idet de ikke fandt, at der var nogen rimelig formodning om, at modtageren af sponsoratet stod bag henvendelsen på direktørens bopæl.

Spørgsmålet om selskabets betaling af sponsorstøtte har senere været genstand for civilt søgsmål, idet modtageren af sponsoratet anlagde sag mod selskabet med påstand om betaling af sponsorstøtte. Modtageren af sponsoratet anførte under retssagen, at der var indgået aftale med selskabet om betaling af en nærmere bestemt beløb, hvoraf selskabet allerede havde indbetalt første rate.

Byretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at modtageren af sponsoratet havde et tilgodehavende hos selskabet, idet der ikke forelå nogen skriftlig aftale om sponsorbeløbets størrelse.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT fandt, at selskabets udgift til Falck Securitas skulle betragtes som løn til direktøren, som var skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4, samt at selskabet kunne fratrække udgiften som lønudbetaling.

SKATs begrundelse var, at direktøren endvidere var eneaktionær i selskabet og dermed har bestemmende indflydelse. Formålet med at afholde udgiften til Falck Securitas var at beskytte direktøren som privatperson, at udgiften var afholdt i direktørens private interesse og ikke var et udslag af normal driftsrisiko for selskabet. Det var ikke overfor SKAT var dokumenteret, at der havde været en sponsoraftale og at udgiften til personbeskyttelsen relaterede sig til sponsoraftalen.

Skatteankenævnets afgørelse og begrundelse

Sagen blev påklaget til Skatteankenævnet, idet direktørens repræsentant anførte, at udgiften til personbeskyttelse ikke var yderligere løn, men at der var tale om en udgift, der var afholdt som led i selskabets arbejdsgiverforpligtelse til at beskytte sine ansatte.

Repræsentanten anførte endvidere, at truslerne mod direktøren relaterede sig til sponsoraftalen mellem selskabet og modtageren af sponsoratet, og altså ikke var rettet mod direktøren som privatperson. At der var en konflikt vedrørende sponsoraftalen mellem de to selskaber er dokumenteret med udskriften af dommen fra byretten. Beslutningen om at iværksætte personbeskyttelse blev taget efter drøftelse af spørgsmålet med selskabets advokat, der tillige er bestyrelsesformand i selskabet.

Repræsentanten anførte endelig, at SKATs ansatte ikke er blevet beskattet af udgiften til sikringsvagt efter at en borger skød og dræbte en sikkerhedsvagt, ligesom politikere, der har sikkerhedsvagter omkring sig, heller ikke beskattes af udgiften hertil som løn.

Skatteankenævnet har holdt møde med repræsentanten, hvor han uddybede de kommentarer, der var anført i klageskrivelsen.

Et flertal i Skatteankenævnet besluttede at stadfæste SKATs afgørelse.

Skatteankenævnets begrundelse var, at direktøren som eneaktionær i selskabet havde bestemmende indflydelse. Henset til at direktøren indgik aftalen med Falck Securitas dagen før han anmeldte episoden til politiet, må det konkluderes, at det var direktørens egen vurdering, at personbeskyttelse var påkrævet, og hans position i selskabet satte ham i stand til at indgå aftalen mellem selskabet og Falck Securitas.

På den baggrund finder Skatteankenævnet, at udgiften til personbeskyttelse skal betragtes som en privat udgift for direktøren.

Skatteankenævnet har ikke tillagt det vægt, at spørgsmålet blev drøftet med selskabets advokat og bestyrelsesformand før personbeskyttelsen blev sat i værk.

Skatteankenævnet finder endvidere ikke, at direktørens sag er sammenligning med SKATs medarbejdere, der udelukkende er sikret i arbejdstiden og på arbejdsstedet, og med hensyn til politikere er det politiets efterretningstjeneste, der afgør, om der er grundlag for at iværksætte personbeskyttelse.

3 medlemmer af skatteankenævnet var uenige i afgørelsen og bad om at få dette ført til protokols samt om at få afgørelsen og en kopi af protokollen indsendt til Skatterådet.

Ankenævnssekretariatet har oplyst, at de 3 medlemmer lagde vægt på, at beslutningen om at iværksætte personbeskyttelse af direktøren blev taget sammen med selskabets bestyrelsesformand og således ikke var direktørens egen beslutning, samt at politikere ikke bliver beskattet, hvis de har personbeskyttelse.

SKATs indstilling og begrundelse

Den disposition, der skal bedømmes, er selskabets indgåelse af aftale med Falck Securitas om personbeskyttelse af selskabets eneaktionær og direktør.

Aftalen er indgået med virkning for selskabet, og det må herefter vurderes, om aftalen afviger så meget fra almindelige forretningsmæssige dispositioner, at den kun kan anses for opnået i kraft af direktørens indflydelse som eneaktionær.

Idet direktøren, hvis person udgiften vedrører, udover at være eneaktionær endvidere er ansat i selskabet, kan udgiften anses som yderligere løn. I givet fald findes hjemmelen til at korrigere forholdet i statsskattelovens §§ 4-6.

Det der således er afgørende, er om det på baggrund af sagens faktiske omstændigheder og den fremlagte dokumentation kan siges, at udgiften har været relevant og er afholdt i selskabets interesse, eller om afholdelsen af udgiften må siges at være et ekstraordinært skridt, der er foretaget i direktørens private interesse.

Selskabet beskæftiger sig med IT-løsninger. Udgifter til personbeskyttelse af selskabets ansatte ligger således ikke som udgangspunkt indenfor selskabets almindelige forretningsmæssige dispositioner.

Til sammenligning kan nævnes SKM2007.46.ØLR, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et selskab kunne få fradrag for sundhedsudgifter afholdt til fordel for selskabets hovedaktionær, som også var selskabets direktør og eneste ansatte. Landsretten fandt, at sundhedsudgifterne efter deres art som udgangspunkt var af privat karakter, og fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde en sådan direkte erhvervsmæssig interesse i at afholde udgifterne, at de kunne betragtes som fradragsberettigede driftsomkostninger.

Det må herefter påhvile direktøren at godtgøre, at udgiften til personbeskyttelse er forretningsmæssigt begrundet.

Der foreligger i sagen ingen dokumentation af, at der rent faktisk har foreligget trusler, eller at truslerne i givet fald vedrører sponsoraftalen.

Som det anføres af repræsentanten, kan det i sagens natur være vanskeligt at dokumentere trusler, herunder hvilke forhold de vedrører. I de tilfælde må der imidlertid i det mindste foreligge en politianmeldelse, der fører til en egentlig efterforskning og sigtelse, om ikke domfældelse.

Direktøren anmelder først forholdet til politiet dagen efter, at han har indgået aftalen med Falck Securitas. Politiets efterforskning fører til, at sagen sluttes i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet politiet ikke finder, at der er nogen rimelig formodning om, at modtageren af sponsoratet stod bag henvendelsen til direktøren.

Det er endvidere ikke dokumenteret, at indgåelse af aftale om personbeskyttelse 24 timer i døgnet i 14 dage var et relevant og påkrævet skridt til imødegåelse af den henvendelse, som direktøren opfattede som en trussel. En vurdering af truslernes karakter, samt hvilke foranstaltninger, det måtte være relevant at iagttage til imødegåelse heraf, må være foretaget af dertil kvalificerede personer, eksempelvis af politiet i forbindelse med en politianmeldelse.

Det er i denne sag direktøren selv, der efter en samtale med sin og selskabets advokat, på egen hånd har vurderet, at personbeskyttelse var påkrævet.

SKAT finder på baggrund af ovenstående ikke, at direktøren i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at de pågældende trusler var af en sådan karakter, at personbeskyttelse 24 timer i døgnet var påkrævet. SKAT finder ligeledes ikke, at det i tilstrækkelig grad er dokumenteret, at truslerne vedrører sponsoraftalen.

SKAT har herved navnlig lagt vægt på, at politiets efterforskning i sagen blev indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet politiet ikke fandt, at der var nogen rimelig formodning for, at modtageren af sponsoratet stod bag truslerne.

Direktørens repræsentant har endelig sammenlignet forholdet med dels, at medarbejderne ved SKAT ikke blev beskattet af udgiften til sikringsvagt, efter at en vagt var blevet dræbt af en borger, samt at politikere, der har sikkerhedsvagter omkring sig, ikke bliver beskattet heraf.

SKAT finder i lighed med Skatteankenævnet ikke, at situationerne er sammenlignelige. Medarbejdere ved SKAT på Tagensvej fik efter en konkret tragisk episode stillet yderligere sikkerhedspersonale til rådighed i arbejdstiden og på arbejdsstedet. For så vidt angår politikere, bliver deres sikkerhedssituation vurderet af politiets efterretningstjeneste, og det er endvidere politiet, der - i fald det findes påkrævet - yder personbeskyttelse i nødvendigt omfang.

Det er således SKATs indstilling, at Skatteankenævnets afgørelse er korrekt.

SKAT finder endvidere, at Skatteankenævnets afgørelse er truffet på baggrund af en bevismæssig vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen og den fremlagte dokumentation.

Da der er tale om en afgørelse, der hviler på en bevisvurdering, finder SKAT under alle omstændigheder ikke, at Skatteankenævnets afgørelse kan siges at være åbenbart ulovlig.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet besluttede ikke at ændre Skatteankenævnets afgørelse. Klager kan påklage sagen til Landsskatteretten, der er den ordinære klageinstans, og til domstolene efter skatteforvaltningslovens regler, og disse instanser vil foretage bedømmelse af de konkret foreliggende omstændigheder og beviser.

Skatterådet finder ikke, at revisionsbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3, bør anvendes i den foreliggende situation.