Dato for udgivelse
18 Sep 2003 15:57
SKM-nummer
SKM2003.394.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/03-4740-00056
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Fradragsberettiget pensionsordning, indskud, avance, passiv virksomhed
Resumé

Ligningsrådet fandt, at A kunne indskyde avancen ved ophør af gartneri og delsalg af jord til byggegrunde på en ophørspension efter pensionsbeskatningslovens § 15 A. Den pågældende ejendom var ejet af A personligt og udlejet til selskabet B ApS, hvor han ejede alle anparterne. Da ejendommen var omfattet af vurderingslovens § 33, og da lejerselskabets ejerkreds var 100 % identisk med udlejerens, fandt reglerne om passiv virksomhed i pensionsbeskatningslovens § 15 A stk. 3 og 4 ikke anvendelse.

Reference(r)

Pensionsbeskatningsloven § 15 A

Henvisning

Ligningsvejledningen 2003-1 A.C.1.1.6

Spørgsmål

Vil det efter Ligningsrådets opfattelse være muligt at anvende reglerne om indskud på ratepension, jf. Pensionsbeskatningsloven § 15 A, i forbindelse med ophør af udlejning af gartneri og efterfølgende salg af jord til byggegrunde?Svar

Ja, A kan indskyde fortjenesten på en pensionsordning, hvis de øvrige betingelser i § 15 A er opfyldt.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Pensionsbeskatningsloven § 15 A bestemmer, at personer, der opnår en skattepligtig fortjeneste i forbindelse med afståelse af deres erhvervsmæssige virksomhed eller en andel af denne, kan indskyde fortjenesten på en pensionsordning og derved få fradrag for det indskudte beløb.

Bestemmelsen omfatter personer over 55 år, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 10 år.

As revisor oplyser, at A (67 år) siden 1961 har drevet gartnerivirksomhed.

Aktiviteterne i gartnerivirksomheden blev pr. 1. januar 1994 overdraget til et selskab (B ApS), hvor A ejer samtlige anparter. Selskabet har efterfølgende drevet dels gartnerivirksomheden, dels et traditionelt landbrug med planteavl.

I personligt regi er der siden 1. januar 1994 drevet udlejningsvirksomhed, som forpagter landbrugs- og gartneribygninger, jord og landbrugsmaskiner til selskabet. Udlejningen er dog nedtrappet i takt med, at maskinerne er udfaset (nyanskaffelser er foretaget i selskabets regi). Selskabet erhverver i 1997 en del af landbrugsjorden, som sælges fra As personlige virksomhed.

På grund af beliggenhed i byzone og arbejdsmiljølovgivning er det ikke muligt at sælge gartnerivirksomheden eller at drive denne videre. Det er derfor besluttet at ophøre med gartnerivirksomheden den 31. maj 2003, således at selskabets eneste aktivitet herefter er landbrug, samt en mindre portefølje af værdipapirer (ca. 15 % af balancesummen før afvikling).

A har planlagt at sælge den del af jorden, som ligger i byzone, og hvorpå bygningerne der har været anvendt til gartnerivirksomheden ligger. Dette salg forventes at indbringe en nettofortjeneste på ca. 4 mio. kr. før skat.

A ønsker i forbindelse med afståelsen at indskyde fortjenesten ved salg af jorden på en pensionsordning efter Pensionsbeskatningsloven § 15 A, idet han har drevet erhvervsmæssig virksomhed siden 1961, omend den konkrete udlejningsvirksomhed kun har været drevet siden 1. januar 1994.

Det er revisors opfattelse, at bestemmelserne omkring passiv virksomhed, for så vidt angår udlejning af fast ejendom, ikke finder anvendelse, idet der dels er tale om ejendom omfattet af Vurderingsloven § 33, og dels at der er tale om udlejning til et selskab, som har en ejerkreds, der er 100 % identisk med udlejningsvirksomhedens.

Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Af de af revisor nævnte grunde kan Styrelsen tiltræde, at reglerne om passiv virksomhed i Pensionsbeskatningsloven § 15 A stk. 3 og 4 ikke finder anvendelse. A kan derfor indskyde avancen på en pensionsordning efter Pensionsbeskatningsloven § 15 A.

Det forudsættes, at de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt, og at A udfylder erklæring efter Pensionsbeskatningsloven § 15 A stk. 8 (blanket 02.032 eller 02.033).

Styrelsen indstillede derfor, at spørgsmålet besvaredes med "Ja".

Ligningsrådet tiltrådte indstillingen.