Klagen vedrører told- og skatteregionens afgørelse om at ikke anse A A/S  for berettiget til godtgørelse af olie- og CO2-afgift med henholdsvis 40.242 kr. og 1.790 kr. i perioden fra den 1/7-1997 til den 30/6-2001.

Det fremgår, at selskabet blev registreret den 1. januar 1997 for losning og andre serviceaktiviteter for fiskerne. Det fremgår af § 2 i selskabets vedtægter, at selskabets formål er at drive lossevirksomhed og andre serviceaktiviteter på havnen i X samt alle hertil hørende naturlige og sædvanlige aktiviteter efter bestyrelsens skøn.

Selskabet ejes 100 % af A Fiskeriforening (foreningen). Selskabets repræsentant har forklaret, at foreningen er for samtlige fiskefartøjer i X. Den varetager økonomiske og politiske interesser for fiskerne. Foreningens medlemmer består af to hovedgrupper, nemlig konsumfiskerne og industrifiskerne.

Selskabets repræsentant har forklaret, at årsagen til stiftelsen af selskabet var, at man ønskede at udskille de aktiviteter, der nu ligger i selskabet. Aktiviteterne relaterer sig til den del af foreningsmedlemmerne, der er konsumfiskere, og selskabet betjener således alene konsumfiskerne. Det er målet, at selskabet hvert år skal have et 0-resultat, det vil sige hvile i sig selv. Der har aldrig været udloddet udbytte. Selskabet har samme kontorlokaler som foreningen, og tillige fælles personale med foreningen.

Alle selskabets aktiviteter foregår på havneområdet, og i X havn er der ca. 40 konsumfiskere, der benytter sig af selskabet. Selskabets tre aktiviteter vedrører kun konsumfiskerne.

For det første er der selve losseaktiviteten, som består i transport af fisk fra fartøjerne til kølerummet (det såkaldte 0-rum), hvor der bliver holdt auktion om morgenen.

For det andet er der opbevaring af fisk i 0-rummet.

For det tredje er der kasseafdelingen, hvor der udlejes kasser til fiskerne. Det drejer sig om kasser til anvendelse til havs og til ompakning, klargøring og sortering til auktion. Selskabet køber kasser ind i store mængder, som fiskerne anvender mod betaling af afgift.

Det er oplyst, at selskabet har 6 stk. trucks, hvoraf de to anvender diesel som motorbrændstof.

Repræsentanten har forklaret, at når fartøjerne er på vej hjem, melder de ind, hvor meget de har klar til salg, og hvor meget de har, der først skal klargøres til salg. Fiskerne kan i den forbindelse også få hjælp til selve lastningen i kasser og transport af kasser ud af skibet, hvor man benytter en kran. Alt sættes på kajen, og selskabet transporterer herefter kasserne med trucks. Det, som fiskerne selv vejer og sorterer ombord på fartøjet, transporteres direkte ind i 0-rummet. Det, der ikke er sorteret, transporteres enten direkte til sortering eller til midlertidig opbevaring i 0-rummet med henblik på senere sortering.

Afstanden fra fiskekutter til 0-rummet er mellem 10 – 50 meter, og sortering foregår i et lokale, der støder op til 0-rummet. Ved sorteringen sorteres fiskene efter art og størrelse, de ompakkes, omises og vejes. Til dette arbejde er ansat særligt personale i selskabet. Således betjenes truckene altid af selskabets ansatte, ligesom der er ansat specielle lastmænd (lastoptagere) til optagning af fisk fra fartøjerne. Tilsvarende varetages sorteringsarbejdet i sorteringsrummet også af selskabets ansatte.

Baggrunden for, at arbejdet er indrettet således, er ønsket om koordinering og sortering i rækkefølge. Hvis man ikke havde denne koordinering, ville der opstå kaos, når der f.eks. kommer 10 fartøjer ind samtidigt.

Fiskene sælges herefter på auktion om morgenen til repræsentanter fra fiskefabrikkerne. Hovedparten af fiskene sælges til fabrikker uden for byen, hvor transporten af fiskene til fabrikken sker med lastbil. De resterende fisk, som er solgt til fabrikker i byen, transporterer fabrikkerne selv. Selskabet foretager ikke transport af fiskene ud til køber. Transporten fra 0-rummet og til køber (udenbys som indenbys) sørger køber selv for. Truckene anvendes dog til lastning af lastbiler (ved salg til udenbys fabrikker).

Hver fisker betaler en fast kilopris for forarbejdning, det vil sige for truckkørsel, sortering og 0-rumsafgift. Hvis fiskeren også har benyttet sig af en lastmand til optagning af fisk fra fartøjet, betales en højere kilopris. Betalingen herfor modregnes i det beløb, fiskerne får udbetalt, efter at fiskene er solgt på auktion.

Selskabet har for forbruget af olie til dieseldrevne trucks fået godtgjort olieafgift med i alt 40.242 kr. og CO2-afgift med i alt 1.790 kr. for perioden fra den 1/7-1997 til den 30/6-2001.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen ikke anset selskabet for berettiget til godtgørelse af olie- og CO2-afgift med henholdsvis 40.242 kr. og 1.790 kr. i perioden fra den 1/7-1997 til den 30/6-2001. Som begrundelse herfor har regionen henvist til § 11, stk. 2 og 3 i lov om energiafgift af mineralolieprodukter, (lovbekendtgørelse nr. 701 af 28. september 1998) samt Punktafgiftsvejledningen, afsnit F.6.10.1, og afsnit F.6.10.2.

Told- og skatteregionen har anført, at selskabets forbrug af dieselolie anvendt til motorbrændstof ikke kan fradrages efter reglerne for virksomheder, der er registreret for jordbrug, husdyrforbrug, gartneri mv. Således kan landbrugsvirksomheders transport bort fra ejendommens område af egne produkter ved hjælp af virksomhedens traktor ikke sidestilles med selskabets brug af trucks til transport af fisk fra fiskekuttere til fiskeauktionen. Transportydelsen, som selskabet udfører for fiskere, kan derimod sidestilles med den transport, som transportvirksomheder (vognmænd og maskinstationer) udfører for landmænd, når disse ikke selv udfører transporten bort fra ejendommen af landbrugsprodukter. Selskabet optræder derfor som ”entreprenør” i forhold til fiskerne, og da selskabet er et aktieselskab, og således en selvstændig juridisk person, er der tale om en fremmed transportydelse for fiskeren.

Selskabets repræsentant har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til godtgørelse af olie- og CO2-afgift med henholdsvis 40.242 kr. og 1.790 kr.

Repræsentanten har til støtte for påstanden bl.a. henvist til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2 og 3, samt Punktafgiftsvejledningens punkt F.6.10 og F.6.12 samt Landsskatterettens kendelse offentliggjort i TfS 2000, 820. Repræsentanten har anført, at den aktivitet selskabet udøver, må være at sidestille med en aktivitet, som sædvanligvis udøves i landbrugsvirksomheder, hvorfor selskabets aktivitet er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

Repræsentanten har endvidere anført, at der i Danmark er et princip om ”hver mand sit fartøj”, at hvis f.eks. et selskab ejede alle fartøjer, ville man få godtgørelse, og at der i denne sag ikke er tale om transport til køber, men alene til 0-rummet, hvilket står i modsætning til de eksempler, der er nævnt i vejledningen.

Landsskatteretten udtaler:

Efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, kan afgiften for varer, der anvendes som motorbrændstof, ikke tilbagebetales, medmindre motorbrændstoffet anvendes som nævnt i lovens § 11, stk. 3. Endvidere kan der i henhold til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1 jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 % af afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i mineralolieafgiftsloven.

Der kan således ske tilbagebetaling, såfremt motorbrændstoffet udelukkende anvendes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, jf. den nugældende bestemmelse i lovens § 11, stk. 3. Der ydes ligeledes afgiftsgodtgørelse for transport fra ejendommens område af egne produkter hidrørende fra nævnte virksomhed. Afgift af brændstof anvendt i registrerede motorkøretøjer refunderes ikke.

I henhold til den indtil 1. januar 1999 gældende formulering af olieafgiftslovens § 11, stk. 3, kunne der ske refusion af afgiften af motorbrændstof, der udelukkende anvendtes til virksomhed omfattet af merværdiafgiftslovens § 66.

Bestemmelsen blev oprindeligt og med en anden formulering indsat ved lov nr. 1029 af 19. december 1992. Af bemærkningerne til § 11, stk. 3, fremgår bl.a., at der herved er foretaget en præcisering af, at fritagelsen for landbrug, gartneri mv. også gælder for maskinstationer mv., der udfører markarbejder. Endvidere fremgår af betænkning afgivet af Skatteudvalget den 11. december 1992, at den foreslåede ændring vedrørende afgiftsgodtgørelse for transport hovedsageligt har til formål at præcisere, at landmænd afgiftsfrit kan transportere egne varer, der er produceret i landbruget, bort fra ejendommen ved hjælp af virksomhedens traktorer. Videre fremgår, at hvis andre end landmanden selv udfører transporten, skal der betales afgift.

Ved § 3 i lov nr. 435 af 26. juni 1998 blev bestemmelsen i lovens § 11, stk. 3, indsat med den nugældende formulering. Af bemærkningerne fremgår bl.a., at det afgørende for, om der kan ydes godtgørelse efter bestemmelsen er, hvilken aktivitet der er tale om (f.eks. mark- og skovarbejde), og at det ikke er hensigten, at ændre praksis vedrørende afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter.

Landsskatteretten finder, at selskabet ikke er berettiget til godtgørelse af olieafgift og CO2-afgift. Selskabets aktiviteter kan ikke anses for at være fiskerivirksomhed som omhandlet i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. Retten har herved henset til, at selskabets aktiviteter med losning, opbevaring af fisk og udlejning af kasser ikke kan karakteriseres som fiskerivirksomhed.

Landsskatteretten finder endvidere, at selskabets transport af fisk ikke er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 2. pkt. Retten har herved lagt vægt på, at lovens ordlyd og forarbejder må forstås således, at det kun er virksomhedens egen transport af egne produkter bort fra virksomheden, der er omfattet af bestemmelsen.

Det er derfor med rette, at virksomheden ikke er anset for berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift i medfør af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4.