Spørgsmål
- Er kompensation udbetalt i forbindelse med overgang til pesticidfri drift skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven?
- Kan erstatningsbeløbet tilbageindekseres til anskaffelsestidspunktet, således at den forbrugte anskaffelsessum i forbindelse med avanceopgørelsen vil fragå den samlede anskaffelsessum ved et eventuelt senere salg af ejendommen?
Svar
- Ja.
- Se SKATs indstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørgerne ejer landbrugsejendom, beliggende A.
Spørgerne overvejer at indgå aftale med B om pesticidfri dyrkning af 18,72 ha af ejendommen.
Der blev udarbejdet et udkast til deklaration vedr. rådighedsindskrænkning ved pesticidfri drift, der i henhold til deklarationens § 10 skal tinglyses servitutstiftende på ejendommen.
I henhold til udkast, udarbejdet af kommunen, vil spørgerne få udbetalt i alt 381.500 kr.
Den 2. maj 2007 har SKAT rettet henvendelse til kommunen med henblik på at undersøge omstændigheder omkring udarbejdelse den ovennævnte deklaration. I den forbindelse har SKAT spurgt kommunen:
1) om baggrunden for den udarbejdede deklaration, herunder om der blev udarbejdet en lokalplan, i henhold til hvilken det berørte område skal friholdes for pesticider eller/og om der foreligger en beslutning fra kommunalbestyrelsen, der bestemmer, at der fremover alene er tilladt pesticidfri dyrkning af jorden i det pågældende område,
2) hvilke muligheder har B eller/og kommunen til, at pålægge ejerne af de berørte arealer at overgå til pesticidfri dyrkning af jorden, såfremt deklarationen ikke bliver accepteret af jordejerne,
3) hvilke andre end de i deklarationens § 5 nævnte sanktioner kan af kommunen eller/og B iværksættes i forhold til personer, der ikke overholder aftalen.
I sin besvarelse har kommunen den 7. maj 2007 anført, at kommunen ikke har indgået en aftale med A. Kommunen sendte i 2004 et tilbud om kompensation til A. Beregningen blev revideret i marts 2006, samtidigt med at kommunen tog forbehold for, at der kunne indgås en aftale med D, der har etableret en ny boring umiddelbart op til arealet.
I fortsættelse heraf har B forholdt sig til de ovenstående spørgsmål og oplyst, at:
1) baggrunden for aftalen/deklarationen er, at kommunen finder pesticider (sprøjtegifte) i ca. 1/5 af kommunens indvindingsboringer. B forsøger derfor at minimere brugen af pesticider. B ved at indgå frivillige pesticidfri dyrkningsaftaler på jorde omkring kommunens boringer og i sårbare områder, og Byrådet bl.a. ved at der ikke må anvendes pesticider på kommunal landbrugsjord og ved at deklarere et forbud mod anvendelse af pesticider i forbindelse med nye lokalplaner. Det pågældende areal er et landbrugsareal, og der foreligger ikke nogen lokalplan for området. Byrådet har ikke påbudt, at der ikke må anvendes pesticider i det pågældende område,
2) der er tale om en frivillig aftale, og byrådet har umiddelbart ingen mulighed for at pålægge ejeren at overgå til pesticidfri dyrkning, samt at
3) kommunen har ikke andre muligheder.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Repræsentanten er af den opfattelse, at kompensationsbeløbet ikke beskattes, men fragår i ejendommens anskaffelsessum, og således senere vil indgå i avanceopgørelsen ved et eventuelt salg af resten af ejendommen.
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
I henhold til ejendomsavancebeskatningsloven § 1 medregnes fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst. I fortsættelse heraf bestemmer ejendomsavancebeskatningslovens § 2, at modtagelse af erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, medmindre der er tale om genanbringelse af erstatnings- og forsikringssummer, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 10, eller ekspropriationserstatninger, jf. lovens § 11.
Det fremgår dernæst af Ligningsvejledning 2007-1, afsnit E.J.2.1, at beskatningsreglerne også omfatter fortjenester, der stammer fra afståelse af varige middelbare ejendomsrettigheder over fast ejendom, såsom servitutter og købe- og forkøbsrettigheder.
Reglerne betyder, at modtagelse af en kompensation som følge af en frivillig aftale om, at den faste ejendom skal friholdes for pesticider, må sidestilles med en delafståelse af ejendommen.
I henhold til det fremlagte udkast til deklaration vedr. rådighedsindskrænkning ved pesticidfri drift vil spørgerne eller ejendommens fremtidige ejer blive forpligtet til ikke at anvende pesticider på A. Ejendommens ejer kan fremover udelukkende bruge midler godkendt til økologisk jordbrug, bejdset udsæt og selektive midler til bekæmpelse af flyvehavre anerkendt af Statens Planteavlsforsøg. I henhold til deklarationen bliver det heller ikke muligt for ejendommens ejer at håndtere eller opbevare nogen form for pesticider og heller ikke deponere, håndtere eller opbevare forurenet jord, spildevandsslam eller affald.
SKAT bemærker, at deklarationens § 5 regulerer misligholdelsesspørgsmål, der bestemmer, at det udbetalte beløb kan kræves tilbagebetalt, såfremt ejendommens ejer ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til deklarationen.
Det fremgår endvidere af udkast til deklarationens § 10, at deklarationen tinglyses servitutstiftende på ejendommen.
SKAT bemærker dernæst, at kommunen har oplyst, at indgåelse af aftale er frivillig, således at Byrådet umiddelbart ikke kan pålægge ejeren af ejendommen til at overgå til pesticidfri dyrkning af jorden. Dette må der lægges til grund, at aftalen ikke har karakter af ekspropriation, hvilket medfører at en eventuel kompensation ikke er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.
SKAT er til gengæld af den opfattelse, at en servitutstiftende tinglysning af deklarationen, der betyder en omlægning af ejendommens drift til pesticidfri drift medfører en indskrænkning i ejerens ret til at udnytte sin ejendom. Som nævnt ovenfor er der imidlertid tale om en frivillig aftale, hvilket indebærer, at byrådet umiddelbart ikke har muligheder for at pålægge ejeren at overgå til pesticidfri dyrkning af jorden. En kompensation udbetalt i den forbindelse skal derfor behandles som en afståelsessum efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 2, hvilket indebærer, at det udbetalte beløb er skattepligtigt.
SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares bekræftende.
Spørgsmål 2
Som nævnt under spørgsmål 1 sidestilles modtagelse af en kompensation ved en frivillig aftale om rådighedsindskrænkning med delafståelse af den faste ejendom.
Efter § 1 i ejendomsavancebeskatningsloven medregnes fortjeneste ved afståelse af fast ejendom ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Som følge heraf skal der opgøres en skattepligtig fortjeneste i forbindelse med modtagelsen af kompensationen for det indkomstår, hvori den frivillige aftale indgås.
Den skattepligtige fortjeneste opgøres som forskellen mellem på den ene side den kontantomregnede afståelsessum og på den anden side den del af den kontantomregnede, regulerede anskaffelsessum for hele ejendommen, der kan henføres til rådighedsindskrænkningen.
Når restejendommen sælges, opgøres fortjenesten ved afståelsen af denne som forskellen mellem på den ene side den kontantomregnede afståelsessum for restejendommen og på den anden side den del af den kontantomregnede, regulerede anskaffelsessum, der vedrører restejendommen.
SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares under henvisning til ovenstående.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstillinger.