Parter

A
(advokat Jens Ravnkilde)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af dommerne

Peter Blok, Per Walsøe, Børge Dahl, Vibeke Rønne og Michael Rekling

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 4. afdeling den 30. januar 2004.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

A har præciserende anført, at han og B deltog i et joint venture. De skulle dele opgaven og i fællesskab optjene den provision, som sagen angår. Det har ikke længere betydning for sagen, at han og B antog, at de kunne lægge indkomsten i et selskab på Bahamas, som de flere måneder efter at have erhvervet ret til provisionen stiftede i fællesskab og ejede i lige andele. B var ikke hans underentreprenør. Under de indledende drøftelser med G1 Consult & Finance A/S disponerede han ikke blot på egne vegne, men også som fuldmægtig for B - en fuldmagt, som senere er blevet stiltiende ratihaberet.

Hvis Højesteret finder, at B var underentreprenør for A, gøres det subsidiært gældende, at B skal have vederlag herfor, og at Skatteministeriets forhøjelse af As indkomst skal reduceres med dette vederlag, da det udgør en fradragsberettiget omkostning.

Til brug for de lignende myndigheders videre arbejde med sagen bør det fremgå af Højesterets præmisser, hvilken andel af provisionen der skal opfattes som indtægt hos B.

Skatteministeriet har heroverfor gjort gældende, at A er rette indkomstmodtager, fordi han er den berettigede og forpligtede i henhold til aftalen med G1. Der er tale om en mundtlig aftale, som må antages at være indgået i det møde, som fandt sted hos MT i ..., Danmark i efteråret 1993 med deltagelse af A, MT, MTs revisor NN og MTs advokat KK. Det var på dette møde, A påtog sig at udføre opgaven. As synspunkt om, at han i mødet optrådte som fuldmægtig for B, er nyt. Det har hverken støtte i sagens dokumenter eller i forklaringerne; det er udokumenteret og utroværdigt.

Da A er den berettigede og forpligtede i henhold til aftalen, er han skattepligtig af hele honoraret uanset omfanget af det arbejde, som hans hjælpere har udført, og uanset størrelsen af de udgifter, han har afholdt for at levere den ydelse, som han havde forpligtet sig til, jf. statsskattelovens § 4. Dog har han fradragsret for sine omkostninger i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, således som det også fremgår af Landsskatterettens kendelse. Landsskatteretten har ikke taget stilling til omkostningernes størrelse, men har overladt denne opgave til den lokale skattemyndighed. Opgørelsen af omkostningernes størrelse kan derfor ikke tages under påkendelse i ankesagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1 (tidligere skattestyrelseslovens § 31, stk. 1).

Forklaringer

For Højesteret er der den 13. august 2004 afgivet supplerende forklaring af A og forklaring af KK.

A har forklaret, at han i dag arbejder som filmproducent. I 1993-1994 var han direktør i G6 Film.

I 1993 rettede advokat KK, som han havde kendt i adskillige år, henvendelse til ham og spurgte, om han kunne finde frem til filmrettigheder til investeringsobjekter for en af hans klienter, G1 Consult & Finance A/S. KK var bekendt med, at hans søn, B, var bosiddende i USA og arbejdede inden for filmbranchen. KK var særligt interesseret i amerikanske filmrettigheder. Han husker ikke præcist, hvornår i 1993 han blev kontaktet af KK.

Bs og hans opgave bestod i at finde filmselskaber, der var i besiddelse af produktionsrettighederne, herunder copyrettighederne og distributionsrettighederne, til film. Det er ofte forbundet med vanskeligheder at finde frem til sådanne filmselskaber og kræver derfor særlig professionel viden om filmbranchen. B og han var i besiddelse af denne viden. B gik straks i gang med at finde frem til de efterspurgte filmselskaber. B og han var alene blevet bedt om at finde frem til selve "varen", dvs. til filmselskaberne.

Aftalen om Bs og hans mæglerhonorar blev først indgået efter, at der var skabt kontakt til filmselskabet G5 Entertainment Inc. Han og B deltog ikke i forhandlingerne mellem G5 Entertainment Inc. og G1. Hvis der ikke var blevet indgået en handelsaftale mellem G1 og det amerikanske filmselskab, ville B og han ikke have fået udbetalt honorar.

Mæglerhonoraret blev fastsat til 1 % af salgsbeløbet for rettighederne. Procenten blev først fastsat efter, at salgsaftalen mellem G1 og G5 Entertainment Inc. var kommet endeligt på plads, og salgssummen var kendt, dvs. efter at Bs og hans arbejde var blevet udført. Aftalen om mæglerhonorarets størrelse blev indgået i oktober 1993 i Los Angeles under et møde, som han deltog i sammen med B, KK og MT. Der blev ikke indgået en skriftlig aftale herom mellem G1, B og ham selv, hvilket han fandt helt normalt. B og han var således tilfredse med en mundtlig aftale, da de havde fuld tillid til KK, og da det var sædvanligt i branchen. Han fandt ikke, at der var nogen stor risiko forbundet med, at vederlaget først blev aftalt efter, at arbejdet var udført, da han var sikker på at blive kompenseret på en rimelig måde. Der foregik ingen egentlige forhandlinger om honorarets størrelse. På mødet tiltrådte B aftalen. Mæglerhonoraret blev aftalt for arbejde, der i det hele var udført af B i USA. B havde brugt lang tid på at finde frem til G5 Entertainment Inc. og havde kendskab til "filmvolumen". Han havde alene mødt MT en gang tidligere og kendte ham ikke personligt. Da han i oktober 1993 var i USA, udførte han ikke arbejde omfattet af aftalen om betaling af mæglerhonorar på 1 % af salgsbeløbet.

Brevet af 9. februar 1994 til G1 gengivet i landsrettens dom indeholdt hans "second opinion" på en værdiansættelse foretaget i USA af en filmpakke. Vederlaget på 1 % af salgsbeløbet har intet med denne evaluering at gøre, da vederlaget er et mæglerhonorar. Den juridiske evaluering blev udarbejdet af SJ, mens han blev bedt om at lave den kommercielle evaluering. Han modtog intet vederlag for udarbejdelsen af evalueringen. Han blev bedt om at foretage evalueringen et par dage før brevets datering, og hans arbejde hermed varede ca. 2 timer.

Han evaluerede alene en filmpakke for G1 en gang, nemlig ved brevet af 9. februar 1994. Evalueringen af filmpakken drejede sig om at godkende den værdi, der var sat på filmens levetid og vedrørte ikke G1s købesum. Han er ikke bekendt med, om G1 købte andre filmpakker end den pakke, han evaluerede, og han mener ikke, at G1 købte rettigheder til andre filmtitler fra G5 Entertainment Inc. end dem, der var omfattet af filmpakken. Han drøftede ikke med MT eller KK, om det ville være en god idé at investere i de enkelte filmtitler.

Efter at B og han havde formidlet kontakten til G5 Entertainment Inc., var der nogle opgaver i form af korrespondance, rejse til USA m.v., men mæglerhonoraret vedrørte ikke disse opgaver. Der var tale om meget begrænset arbejde. Den korrespondance, som han udførte i 1994, herunder kommercielle evalueringer af film, modtog han ikke vederlag for, da han havde accepteret at udføre dette arbejde gratis. Honoraret på 1 % var således alene betaling for at finde frem til G5 Entertainment Inc. Efterfølgende opstod der spørgsmål, som var vanskelige for G1 at håndtere, og han hjalp dem derfor vederlagsfrit med at løse problemerne.

Der er udstedt en række checks af H1 Entertainment Limited til KK, fordi H1 Entertainment dækkede de omkostninger, som KK havde i forbindelse med G5 Entertainment-aftalen. Det var aftalt, at H1 Entertainment skulle afholde KKs omkostninger, herunder rejseudgifter. H1 Entertainment skulle ikke betale rejseomkostninger for MT. Det var KK, der havde foreslået, at udgifterne skulle dækkes af H1 Entertainment, og aftalen omfattede KKs rejseudgifter både i 1993 og 1994. G1 ønskede at fortsætte med at købe filmrettigheder, og KK var derfor på forskellige filmmesser, også i 1994. Han fandt det ikke underligt, at der ud af mæglerhonoraret på 1 % af salgsbeløbet skulle fratrækkes rejseudgifter for KK vedrørende rejser foretaget i 1993 og 1994. Hans egne rejser i 1994 havde ikke noget med aftalen med G1 at gøre.

G5 Entertainment Inc. havde produktions- og distributionsrettigheder til film. Han har ikke kendskab til, hvordan samarbejdet mellem G5 Entertainment Inc. og G1 skulle foregå, og han har aldrig set kontrakten indgået mellem G5 Entertainment Inc. og G1.

B udførte papirarbejdet i forbindelse med etableringen af H1 Entertainment og stod i den forbindelse for kontakten til advokater mv. i USA. H1 Entertainment skulle producere og handle med filmrettigheder og handlede også hermed frem til år 2000. H1 Entertainment fakturerede mæglerhonoraret, som blev betalt i sommeren 1994. Han husker ikke, om H1 Entertainment blev omtalt i forbindelse med mødet i oktober 1993 i USA. Han fandt det ikke mærkeligt, at honoraret blev faktureret fra H1 Entertainment.

Fakturaen af 7. april 1994 blev sendt per telefax fra USA fra H2 Productions. MT havde bedt om, at fakturaen blev udstedt til G3 Securities Inc. ApS. Han er ikke bekendt med, hvorfor beløbet på 935.800 kr. er anført som "A provision" i oversigten med talopstilling vedrørende filmkøb.

Selskabet H1 Entertainment blev lukket omkring 2000/2001, fordi B ikke vendte tilbage til USA. Pengene på H1 Entertainments konto blev brugt til betaling af regninger mv., og der stod 0 kr. på selskabets konto, da det blev lukket. Der er ikke blevet udbetalt beløb fra H1 Entertainment til B eller ham, da hele mæglerhonoraret blev brugt af H1 Entertainment til at købe filmrettigheder for. B og han skylder ikke hinanden penge i forbindelse med handlen. B har ikke selvangivet nogen del af mæglerhonoraret, idet beløbet er opkrævet og indsat på H1 Entertainments konto.

KK har forklaret, at han i 1993-1994 arbejdede som advokat, og at han fortsat arbejder som advokat.

I efteråret 1993 blev han kontaktet af en klient, MT, som spurgte, om han kunne formidle kontakt til nogle selskaber i USA, der solgte filmrettigheder. Han havde i kraft af sit virke som advokat beskæftiget sig en del med musik- og filmrettigheder. G1 Consult & Finance A/S, der var ejet af MT, havde allerede kontakt til et firma i USA, som solgte filmrettigheder, og G1 ønskede at finde frem til nogle yderligere filmselskaber til brug for 10-mandsprojekter til skattemæssig afskrivning på filmrettigheder.

Han havde kendt A og hans søn, B, i 35 år, og han vidste, at B arbejdede i USA inden for filmbranchen. Han kontaktede derfor A og spurgte, om A kunne finde frem til nogle selskaber, der solgte filmrettigheder i USA. Det blev aftalt, at A skulle kontakte B med henblik på, at B skulle formidle kontakt til egnede distributionsselskaber af filmrettigheder. G1 var alene interesseret i amerikanske filmselskaber. Efter nogle uger meddelte B, at han havde fået kontakt til nogle filmselskaber, som var interesserede.

I begyndelsen af efteråret 1993 deltog han i et møde i ... med A, MT og revisor NN. På mødet gennemgik MT kontraktstrukturen vedrørende erhvervelsen af filmrettighederne. Formålet med mødet var at sætte A ind i, hvordan kontrakterne var opbygget, da det var vigtigt for G1, at der kunne opnås aftaler, som lå inden for de erklæringer - "legal opinion" og revisorerklæring - som var afgivet af revisor og advokat. Kopisæt af distributionsaftalen blev efterfølgende sendt til B. På revisors forespørgsel udtalte A under mødet, at normen inden for filmbranchen var, at formidlingsprovisionen udgjorde ca. 1 % af købesummen for rettighederne, men der blev ikke på mødet truffet aftale om størrelsen af mæglerhonoraret. Under mødet i ... opfattede han sig ikke som G1s advokat, idet han snarere fungerede som et bindeled mellem parterne.

Efterfølgende rejste han sammen med MT og A til Los Angeles, hvor de mødtes med B, der havde fået kontakt til ca. 15 filmdistributører. B og A gennemgik listen over egnede filmselskaber, og det blev besluttet, at der i første omgang skulle tages kontakt til G5 Entertainment Int., men at de også skulle besøge tre andre distributionsselskaber. MT, B, A og han mødtes med ejeren af G5 Entertainment Int. og selskabets økonomichef. Da grundlaget for indgåelse af en aftale fandtes at være til stede, blev det aftalt, at parterne skulle mødes igen næste dag. Under dette møde deltog MT, A og B ligeledes, men da advokaten for G5 Entertainment Int. og han skulle justere aftalegrundlaget, forlod de mødet. Den følgende dag besøgte A, B og han de øvrige tre selskaber, og i den forbindelse bragte A og B spørgsmålet om mæglerhonoraret op. Samme aften under middagen, hvor MT også var til stede, blev honorarspørgsmålet på ny rejst, og det blev aftalt, at vederlaget skulle udgøre 1 % af købesummen for filmrettighederne.

A og B ville gerne have, at han tog med til USA, og det var derfor allerede inden afrejsen aftalt, at alle hans rejseudgifter skulle dækkes af As og Bs honorar. Ud fra den betragtning opfattede han sig selv som advokat for A og B. Det var ikke et problem, at aftalen om vederlag ikke var på plads før arbejdets udførelse, da det er helt sædvanligt inden for branchen. Hvis der ikke var kommet en aftale i stand mellem G1 og G5 Entertainment Int., ville A og B ikke være blevet honoreret. Mæglerhonoraret var at betragte som en egentlig provision og ikke som en "findeløn". A og B havde en indlysende økonomisk interesse i, at der blev indgået en aftale mellem G1 og G5 Entertainment Inc. Der blev ikke indgået en skriftlig aftale vedrørende mæglerhonoraret. Parterne stillede sig formentlig tilfredse hermed, da han kendte begge parter godt, og formentlig fordi det var A og B, der havde kontakten til G5 Entertainment Int.

Han fik alle sine omkostninger dækket af H1 Entertainment, og han fik ikke omkostninger dækket af andre. lHan modtog aldrig noget egentligt salær for det arbejde, han udførte for A, B eller MT.

Han så først brevet af 9. februar 1994 fra A til MT, som er gengivet i landsrettens dom, da han læste landsrettens dom. Han kan ikke forestille sig, at honoraret på 1 mio. var betaling for brevet af 9. februar 1994.

As og Bs formidlingsopgave bestod alene i at formidle kontakt til et amerikansk filmselskab, som havde tilstrækkelige distributionsrettigheder til at dække G1s behov i forbindelse med 10-mandsprojekterne. Mæglerhonoraret skulle betales af G1.

Forud for afrejsen til USA forelå et udkast til kontrakten, som de alle var i besiddelse af. A og B fik også udleveret kontrakten efter aftalens indgåelse mellem G5 Entertainment Inc. og G1. Efterfølgende godkendte revisor NN meget hurtigt aftalen. Han ved ikke, om advokat SJ så den endelige kontrakt.

Han har siden 1994 udført forskelligt arbejde for A og B, bl.a. i forbindelse med stiftelse af nogle selskaber, skødeskrivning m.v. Han havde ikke noget med etableringen af selskabet H1 Entertainment at gøre. Han var af den opfattelse, at H1 Entertainment var blevet stiftet langt tidligere i forbindelse med, at B flyttede til USA. Han har ikke kendskab til, hvilken skattemæssig betydning selskabet H1 Entertainment havde for A og B.

Der er endvidere den 22. august 2005 afgivet yderligere supplerende forklaring af A og supplerende forklaring af B.

A har forklaret, at han i 1993-1994 var bekendt med, at filmrettigheder kunne købes og sælges. Han kendte dog ikke til de danske skatteregler angående filmrettigheder. Frem til det tidspunkt, hvor han fik udbetalt provision, havde MT ikke oplyst ham om projektets nærmere opbygning. Han var sådan set også ligeglad hermed, idet det ikke havde noget med ham at gøre.

Mødet i begyndelsen af efteråret 1993 i ... fandt sted som forklaret af KK. Redegørelsen på mødet drejede sig ikke om de skatteretlige aspekter i sagen, kun om den kunde, som skulle findes, havde distributions- og copyrettigheder (produktionsrettigheder). Den skattemæssige struktur i projektet blev overhovedet ikke berørt.

De efterfølgende problemer, som G1 havde, og som han hjalp dem med, vedrørte de film, som G1 havde købt, og det forhold, at G1 skulle have indtægtsrapporter om, hvad filmene omsatte på forskellige markeder år for år.

B har forklaret, at han ved årsskiftet 1993-1994 ikke konkret var bekendt med, hvad de filmrettigheder, som G1 erhvervede, skulle benyttes til. G1 havde fået kontakt til ham igennem advokat KK. Det var hans opgave at finde selskaber i USA, hvor G1 kunne erhverve filmrettigheder. Han undersøgte markedet og fandt frem til et sådant selskab. Han var ikke bekendt med de skattemæssige overvejelser, som G1 havde gjort i forbindelse med erhvervelsen af filmrettigheder, ej heller hvordan filmrettighederne skulle benyttes i skattemæssig sammenhæng. Han var heller ikke blevet orienteret om, at der var tale om 10-mandsprojekter.

Det mæglerhonorar, som sagen drejer sig om, er ikke vederlag for udarbejdelsen af erklæringen i brevet af 9. februar 1994, der er gengivet i landsrettens dom. Erklæringen har ikke noget med sagen at gøre.

Hans indsats på vegne af G1 ophørte i princippet i 1994 efter, at G1 og G5 Entertainment var blevet bragt sammen. Han havde dog efterfølgende også arbejde i sagen med hensyn til at se kontrakter igennem og med hensyn til at få fundet filmtitler frem til de enkelte kontrakter, ligesom han også var behjælpelig med at følge op på konkrete spørgsmål på grund af blandt andet tidsforskellen mellem Californien og Danmark. Så vidt han husker, drejede det sig i alt om mellem 50 og 100 filmtitler. Da samarbejdet mellem G1 og G5 Entertainment herefter begyndte at køre gnidningsfrit, trak han sig ud af arbejdet.

Han har ikke selvangivet mæglerhonoraret til skattemyndighederne i USA, idet det er H1 Entertainment, der har oppebåret honoraret. Han havde selv ladet sit honorar indestå i H1 Entertainment, idet H1 Entertainment havde dækket hans positive udgifter i forbindelse med hans arbejde. Han har ikke noget tilgodehavende hos A. og denne har heller ikke trukket penge ud af H1 Entertainment. Dermed er mæglerhonoraret heller ikke skattepligtigt i USA. At det forholder sig sådan, baserer han på udsagn, han har fra amerikanske skatteadvokater. H1 Entertainment lukkede i øvrigt senere, fordi det mistede sin egenkapital i forbindelse med en række andre transaktioner.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter det foreliggende, herunder de forklaringer, som for landsretten blev afgivet af A og B, må det lægges til grund, at konsulentaftalen blev indgået mellem G1 Consult & Finance A/S og A. Det er ikke godtgjort, at A ved aftaleindgåelsen tillige optrådte som fuldmægtig for B. Da det således alene var A, der som aftalepart var berettiget og forpligtet efter aftalen, har skattemyndighederne med rette henført det omhandlede vederlag til ham.

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår, at skattemyndighederne ikke har taget stilling til spørgsmålet om fradrag for udgifter, herunder for et eventuelt vederlag for arbejde, som B måtte have udført for A. Dette spørgsmål kan derfor ikke prøves af Højesteret, idet der ikke er grundlag for at fravige hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1 (tidligere skattestyrelseslovens § 31, stk. 1).

Højesteret stadfæster herefter dommen.

Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der taget hensyn til omfanget af sagens forberedelse for Højesteret, herunder at der er gennemført subsidiære afhøringer ad to gange.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.