A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for udgift til plantning af træer.

Det er oplyst, at klageren ved indkomstopgørelsen har fratrukket afholdte udgifter i 1998 på 3.912 kr. til plantning af 24 stk. Fraximus Westhof Glonin HST (asketræer) på sin landbrugsejendom på ca. 30 ha. Træerne er plantet med en afstand på 5-10 m mellem hvert træ langs markskel mod offentlig vej, og har ingen fysisk tilknytning til ejendommens bygninger.

Skatteankenævnet har ikke anset udgiften herved for fradragsberettiget. Nævnet har begrundet afgørelsen således:

”Udgift til indkøb af opstammede allétræer, plantet langs vejen kan ikke anses for læhegn efter læhegnsloven, og der kan derfor ikke godkendes fradrag for udgiften efter ligningslovens § 8 K, stk. 3. Der henvises til ligningsvejledningens afsnit E.E.3.7, som i 3. punktum henviser til at fradragsretten gælder for læhegn omfattet af vedlagte lovbk. nr. 17. af 18. januar 1996. I denne lovbk. anføres, at der ved læhegn forstås sammenhængende plantning af træer og buske. Opstammede allétræer anses ikke for at være sammenhængende plantning, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag herfor.

Klagerens landbrugskonsulent har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at udgiften til plantning af læhegn mellem klagerens landbrugsjord og den offentlige vej er fuldt fradragsberettiget ifølge ligningslovens § 8 K, stk. 3.

Til støtte for påstanden har konsulenten anført, det omhandlede læhegn er en sammenhængende plantning af træer, som er plantet for at nedsætte vindhastigheden over klagerens landbrugsarealer. Til dokumentation for den anvendte beplantnings art og anvendelighed som læhegn det pågældende sted har konsulenten fremlagt følgende sagkyndig beskrivelse fra en gartner:

”Beskrivelse af Fraxinus excelsior ”Westhof´s Glorie”:

Farxinus excelsior ”Westhof´s Glorie” er en klon af alm. Ask (Fraxinus excelsior).

Dens vækst er et kraftigt voksende træ, op til 25-30 m. højt.

Kronen er bred pyramidal og barken er grå og glat.

Løvet er blankt mørkegrønt med lysere underside. Gule høstfarver med sent løvfald.

Stiller ikke specielle krav til vokseplads, men trives bedst på kalkholdig og fugtighedsbevarende jord. Et hårdfør og sundt træ.

De plantede træer er plantet i størrelse ”heister” hvilket vil sige at de har grene ned af stammen.”

Konsulenten har endvidere fremlagt følgende sagkyndige læhegnsbedømmelse fra en skovfoged fra Hedeselskabet:

”Læplanter

A, du har bedt om en udtale om asketræer, som anvendelse i læhegn.

Dine plantede asketræer af proviniensen Westhof Glomein, Tyskland er glimrende træer til brug i læhegn, hvor du bor. De bliver store og bredkronede og giver god læ. Benyttes de derimod i hegn på den vestlige side, vil de ikke klare sig, da vindtrykket der  ofte er for hårdt.”

Konsulenten har herefter - under henvisning til en fremlagt skitse over ejendommens arealer og den omhandlede beplantnings placering herpå – anført, at det nyanlagte læhegn er delt i en vestlig og i en sydlig del.

For så vidt angår den vestlige del af beplantningen har konsulenten anført, at når denne bredkronede kloning af asketræer plantes på række med en indbyrdes afstand på 5-10 m, vil de om få år danne sammenhængende trækroner med en væsentlig vindbremsende effekt i en højde af ca. 2 m over terræn og opefter, og at denne form for læplantning netop er den rette på den konkrete strækning. For det første nedsættes hastigheden på vestenvinden, som kommer fra vej-siden, og ”fejer” henover den af klageren ejede østligt liggende landbrugsjord, jf. læhegnslovens § 1, nr. 1. For det andet er plantevalg og plantemetode foretaget som ovenfor nævnt fordi læhegnet, udover den vindbremsende effekt, samtidig derved opfylder bestemmelserne i læhenglovens § 2, hvilket i den konkrete situation både er en forudsætning for læhegnets lovlighed og for fradragsret efter ligningslovens § 8 K, stk. 3.

Angående den sydlige del af læhegnet har konsulenten anført, at træerne er en supplerende lægivende løvtræsplantning til en tidligere anlagt læplantning. Den supplerende beplantning var nødvendig, og de bredkronede asketræer blev valgt, dels fordi den lægivende virkning imod nordenvinden blev forbedret væsentligt for de bagved mod syd liggende landbrugsarealer, som klageren ejer, dels fordi der er en vis terrænforskel mellem vejen og den lidt lavere beliggende landbrugsjord, hvorpå træerne er plantet, og hvorover vindhastigheden skal nedsættes, jf. læhegnslovens § 1, stk. 1. Endvidere blev læhegnslovens § 2 overholdt ved plantning af træer.

Landsskatteretten skal udtale:

Ifølge ligningslovens § 8 K, stk. 3, kan udgifter, der afholdes til anlæg af læhegn samt supplerende lægivende løvtræsplantning, jf. lov om læhegn og tilskud til læplantning, fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori udgiften er afholdt.

I læhegnslovens § 1 og § 2 bestemmes følgende:

§ 1. Ved læhegn forstås i denne lov en sammenhængende plantning af træer eller buske med indtil 7 planterækker og en bredde af ikke over 10 m, der

1. anlægges med det formål at nedsætte vindhastigheden over arealer, herunder arealer med anlæg, der anvendes i forbindelse med jordbrugsmæssig produktion m.v.,
2. er anlagt med det formål, der er angivet i nr. 1, og fortsat tjener dette eller         
3. i øvrigt i væsentlig grad tilgodeser det formål, der er angivet i nr. 1.

§ 2. Ved anlæg af læhegn skal der ved plantevalg og plantningsmetode tages hensyn til, at læhegnet i videst muligt omfang tilpasses det omgivende landskab.

Stk. 2. Læhegn må ikke plantes således, at de hindrer den frie oversigt ved vejkryds, vejtilslutninger og vejsving.

Efter de foreliggende oplysninger om formålet med den omhandlede beplantning, dennes placering på klagerens ejendom samt de plantede træers karakter og beskaffenhed, finder Landsskatteretten, at den afholdte udgift herved må anses for omfattet af ligningslovens § 8 K, stk. 3, jf. læhegnslovens § 1.

Den påklagede ansættelse ændres i overensstemmelse hermed.