Parter
A
(advokat Jesper Hjetting)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Per Sørensen, Niels Grubbe og Marianne Højgaard Pedersen.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 12. afdeling den 2. december 2003.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sin påstand og har endvidere nedlagt subsidiær påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at den andel af sådanne fremtidige ydelser, som måtte blive udbetalt fra The United Nations Joint Stag Pension Fund til hende, og som modsvarer hendes egen andel af bidraget til fonden skal være fritaget for intern dansk beskatning, hvis hun efter sin pensionering fra WHO måtte vælge at tage ophold her i landet.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Til brug for Højesteret er der tilvejebragt oplysninger om beskatningsforholdene i en række andre lande vedrørende ydelser fra FN's Pensionsfond til tidligere embedsmænd i FN-organisationer.
Anbringender
A har til støtte for den subsidiære påstand navnlig anført, at hendes egne bidrag til FN's Pensionsfond er beskattet af FN i forbindelse med lønudbetalingerne. Beskatning af den tredjedel af ydelserne fra pensionsfonden, der modsvarer hendes egne bidrag, vil medføre en reel dobbeltbeskatning i strid med værtsoverenskomstens art. V, stk. 18, og princippet i pensionsbeskatningsloven om, at der alene skal ske beskatning af udbetalinger, for hvilke den berettigede har haft fradragsret for indbetalingerne.
Skatteministeriet har heroverfor gjort gældende, at der ikke er hjemmel til at undtage en del af pensionsydelserne fra beskatning. Der foreligger i øvrigt ikke en dobbeltbeskatning i strid med konventionen og pensionsbeskatningsloven.
Højesterets begrundelse og resultat
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at skattefritagelsen for FN-organisationers embedsmænd ikke gælder pensionsydelser, der udbetales af FN's Pensionsfond til personer, der efter pensionering ikke længere er ansat som embedsmænd i en FN-organisation.
Herefter, og idet der i FN-konventionernes bestemmelser om skattefritagelse heller ikke er hjemmel til at undtage en del af pensionsydelserne fra beskatning, stadfæster Højesteret dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.