Formålet med den materielle registreringskontrol er, som ovenfor nævnt, at fastlægge virksomhedens hæftelsesforhold over for SKAT.
Derfor vil der i det følgende blive gennemgået nogle begreber, som beskriver, hvordan en person, der er involveret i drift af en virksomhed, hæfter over for virksomhedens kreditorer, herunder SKAT.
I forbindelse med hæftelse sondres almindeligvis på følgende måder:
- personlig (ubegrænset) kontra begrænset,
- solidarisk kontra proratarisk,
- principal kontra subsidiær og
- direkte kontra indirekte.
I erhvervsdrivendelovens § 2 anvendes udtrykket "uden begrænsning". I lovens forstand dækker udtrykket over det forhold, at der hæftes for samtlige forpligtigelser i virksomheden.
Hæftelsesformerne er nærmere beskrevet nedenfor.