A klager for indkomståret 1997 over, at de stedlige skattemyndigheder har ansat overskud af bolig i egen ejendom i Luxembourg til 30.758 kr. samt for indkomståret 1998 over, at overskud af ejendommen i Luxembourg er ansat til 30.758 kr. og overskud af egen bolig i egen ejendom i Frankrig er ansat til 18.527 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren, der er ansat i EU og fuldt skattepligtig til Danmark, ejer en ejendom i Luxembourg. Endvidere ejer han en ejendom i Frankrig, der ifølge skøde er erhvervet den 14. december 1990.

Klageren har selvangivet formueværdi af ejendommen i Luxembourg til 1.687.908 kr. for begge årene, mens selvangivet formueværdi for ejendommen i Frankrig er 1.076.350 kr.

Klageren har ikke selvangivet lejeværdi af egen bolig.

Skatteforvaltningen har ansat overskuddet af bolig i egen ejendom for ejendommen i Luxembourg til 30.758 kr. for begge indkomstår. For ejendommen i Frankrig er overskuddet af bolig i egen ejendom for indkomståret 1998 ansat til 18.527 kr.

Som begrundelse har skatteforvaltningen bl.a. anført, at overskud af egen bolig i Frankrig og Luxembourg er skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, og skal beskattes som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4. Lejeværdien opgøres i princippet efter de samme lejeværdiregler som for ejendomme her i landet. Lejeværdien er herefter opgjort efter ligningslovens § 15 E, stk. 1, til 2 % af den selvangivne værdi fratrukket standardfradrag på 3.000 kr., jf. ligningslovens § 15 J.

Vedrørende ejendommen i Luxembourg har skatteforvaltningen endvidere anført, at efter overenskomsten mellem Danmark og Luxembourg til undgåelse af dobbeltbeskatning artikel 6, jf. artikel 23, kan der gives nedslag for betalt skat til Luxembourg.

Vedrørende ejendommen i Frankrig har skatteforvaltningen særligt anført, at overskud af ejendom i Frankrig ifølge overenskomsten mellem Danmark og Frankrig til undgåelse af dobbeltbeskatning, art. 3, jf. art. 19, beskattes som udenlandsk kapitalindkomst efter beskatningsmetoden gammel eksemption, hvilket betyder, at indkomsten ikke medtages i den skattepligtige indkomst, men alene ved skatteberegningen.

I forbindelse med klagen til skatteankenævnet har skatteforvaltningen endvidere i forhold til den tidligere klage til Landsskatteretten bl.a. udtalt, at den omstændighed, at sagen blev trukket tilbage af skatteforvaltningen fra Landsskatteretten ikke var udtryk for, at klageren fik medhold. Tilbagekaldelsen var alene begrundet i, at man havde fundet ud af, at der beklageligvis ikke var underskrevet en kendelse, og at man derfor ikke så nogen grund til at få sagen afvist i Landsskatteretten på grund af formalitetsmangler. Der var ikke mulighed for at foretage en fornyet sagsbehandling i skatteforvaltningen på grund af forældelsesreglerne i skattestyrelsesloven.

Klageren har nedlagt påstand om, at der ikke skal ansættes et overskud af ejendommene. Som begrundelse har klageren bl.a. anført, at ejendommene ikke er vurderet, og at der siden 1990 ikke har været noget retsgrundlag for at fastsætte lejeværdi for uvurderede ejendomme. Ligningsloven må som special- og gennemførelseslov i relation til lejeværdibestemmelsen i statsskattelovens § 4 forudsættes at regulere spørgsmålet om lejeværdifastsættelse udtømmende. Den efterlader således ikke noget spillerum for ligningsmyndighederne til at lejeværdifastsætte direkte på grundlag af statsskatteloven, ud over hvad der allerede er hjemlet i ligningsloven.

Endvidere har klageren bl.a. anført, at han for så vidt angår indkomståret indbragte en identisk klagesag for Landsskatteretten. Klagen blev imidlertid trukket tilbage fra Landsskatteretten af skatteforvaltningen inden Landsskatteretten traf afgørelse i sagen, og skatteansættelsen blev nedsat til det selvangivne. Skatteforvaltningen har for indkomstårene 1991 til 1996 ikke foretaget videre i sagen.

Landsskatteretten skal udtale:

Retten finder ikke i det af klageren anførte om den tidligere klagesag ved Landsskatteretten grundlag for at give klageren medhold. Retten har herved bl.a. henset til, at der ikke er givet klageren en positiv tilkendegivelse om den fremtidige skatteansættelse, ligesom sagen i øvrigt ikke blev afgjort ved Landsskatteretten. Endvidere er der henset til de overordnede skattemyndigheders revisionsadgang.

Ligeledes finder retten ikke i det af klageren anførte om de stedlige skattemyndigheders passivitet vedrørende indkomstårene 1991-1996 grundlag for at give klageren medhold. En manglende indgriben fra de stedlige ligningsmyndigheder kan ikke medføre, at der opnås en berettiget forventning om en uretmæssig skattemæssig stilling.

Herefter bemærker retten, at lejeværdi af bolig i egen ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst i medfør af statsskattelovens § 4, litra b. Idet ejendommene ikke er omfattet af de i ligningslovens § 15 B eller § 15 C nævnte ejendomme, og således ikke er omfattet af ligningslovens lejeværdiregler, fastsættes lejeværdien skønsmæssigt efter statsskattelovens § 4, litra b.

Ved dette skøn tages der, såfremt ejendommen efter sin art og anvendelse kunne anvende procentreglerne, såfremt ejendommen lå her i landet, hensyn til, hvorledes lejeværdien beregnes for en tilsvarende ejendom her i landet, jf. TfS 1997.501.

Efter de foreliggende oplysninger finder retten ikke i det af klageren anførte grundlag for at nedsætte de ansatte lejeværdier. I overensstemmelse med det af skatteforvaltningen anførte bemærkes det herved, at der i relation til ejendommen i Luxembourg efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg, bekendtgørelse nr. 95 af 23. september 1982 af dobbeltbeskatningsoverenskomst af 17. november 1980 art. 6, jf. art. 23, kan gives nedslag for betalt skat til Luxembourg. Ligeledes bemærkes det, at i relation til ejendommen i Frankrig, kan overskud af ejendom i Frankrig ifølge bekendtgørelse nr. 36 af 27. juni 1958 af dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. februar 1957 art. 3, jf. art. 19, ikke medtages i den skattepligtige indkomst, men alene ved skatteberegningen.