A klager for indkomstårene 1996-1998 inkl. over, at skatteankenævnet skønsmæssigt har forhøjet hendes overskud af virksomhed.

Af sagens oplysninger fremgår, at klageren den 1. maj 1994 påbegyndte virksomhed der kun forhandler konsignationsvarer fra selskabet B ApS, hvori hendes ægtefælle er direktør og hendes søn hovedanpartshaver. Klageren aflønnes med 15 % af omsætningen, dog max. 15 % af 40.000 kr. pr. måned. Fra 1998 er provisionsmaksimum ændret til 15 % af 60.000 kr. pr. måned.

Klageren selv har ikke ført noget kasseregnskab.

Skatteankenævnet har beregnet, at der i 1996 er henholdsvis - 5.619 kr. og - 214 kr. til hver ægtefælles forbrug. I 1997 udgør den samlede forbrugsmulighed 13.516 kr. og i 1998 49.040 kr.

Skatteankenævnet har herefter lagt til grund, at de selvangivne indkomster ikke levner plads til antagelige privatforbrug. Der er herved henset til, at husstanden har frie goder i form af bolig, el, varme, telefon og bil. Der anses endelig ikke at have været den fornødne kontrol med salget af konsignationsvarer.

Skatteankenævnet har derfor foretaget skønsmæssige forhøjelser, hvorefter privatforbrugene i hvert år kontant forudsættes at udgøre ca. 63.000 - 64.000 kr. Det anses i den forbindelse ikke for dokumenteret, at klagerens søn har bidraget med ca. 1.500 kr. om måneden til husholdningen. Der er videre henvist til, at privatforbrugene i 1994 og 1995, ligeledes efter skønsmæssige forhøjelser, lå på henholdsvis 57.078 kr. og 61.933 kr.

Af nævnets forslag til afgørelse dateret den 4. september 2000 fremgik endvidere nærmere: "De har også mulighed for at fremlægge Deres synspunkter mundtligt på et møde med nævnet, før der træffes afgørelse. Hvis De ønsker det, bedes De rette henvendelse til nævnets sekretariat, inden 14 dage fra dato".

Der blev ikke reageret herpå.

For Landsskatteretten har klagerens revisor principalt gjort gældende, at skatteankenævnets afgørelse er ugyldig, eftersom han ikke er blevet indkaldt til møde med nævnet.

Revisoren har i den forbindelse henvist til indholdet i sin skrivelse af 30. maj 2000 til nævnet, hvori han bl.a. har anført, at "Såfremt hans skrivelse ikke umiddelbart medfører bortfald af forhøjelsen, subsidiært væsentligt mindre forhøjelser, begæres mundtlig forhandling med det samlede ankenævn, helst med deltagelse af skatteinspektøren".

Subsidiært har revisoren for retten nedlagt påstand om, at skatteansættelserne skal nedsættes til de selvangivne beløb, eftersom skattemyndighederne ikke ved forhøjelserne har påvist, at det førte regnskab ikke egner sig til at danne grundlag for skatteansættelsen.

Revisoren har desuden beregnet, hvor stort et privatforbrug et ægtepar på kontanthjælp ville kunne oppebære i år 2000:

Beløbet bør efter revisorens opfattelse reduceres yderligere, dels fordi de offentlige ydelser efter revisorens opfattelse ligger i overkanten af det nødvendige, dels med henvisning til revisorens tidligere forklaring omkring familiens meget lille privatforbrug i de omhandlede år.

Beregnet privatforbrug kan således efter revisorens opfattelse passende ansættes til 50.000 kr.

Herefter giver den subsidiære påstand forhøjelser, som maksimalt giver privatforbrug på 50.000 kr.

Skatteankenævnet har i den anledning bl.a. udtalt til Landsskatteretten, at idet klageren ikke reagerede på nævnets forslag til afgørelse, måtte nævnet følgelig slutte, at afgørelsen var accepteret, herunder at ønsket om møde med nævnet var frafaldet.

Revisoren har videre for retten oplyst, at han plejer at komme til møder med myndighederne, men at han ikke tænkte nærmere på at kontakte nævnet efter modtagelsen af nævnets forslag til afgørelse.

Revisoren har videre henvist til, at det ham bekendt ikke er tilstrækkeligt blot at henvise til udviklingen i privatforbruget. Der må således kræves en egentlig tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget for at kunne foretage en skønsmæssig forhøjelse. Det er også forkert, når nævnet henviser til, at der ikke har været ført den fornødne kontrol med salget af konsignationsvarer.

Han opfatter i øvrigt klageren som en sandfærdig kvinde, og hun har sagt til ham, at noget familie også har bidraget med kød og kartofler til husholdningen.

Ankenævnet har heller ikke villet tage stilling til, om man kan leve for ca. 50.000 kr. årligt, som et ægtepar på kontanthjælp må gøre.

Revisoren har endelig oplyst, at kasserapporten føres i selskabet B ApS. Den føres således ikke for hendes virksomhed direkte.

Revisoren opstiller i den forbindelse det taleksempel, at der i forretningen er blevet solgt varer for 60.000 kr. på en måned. Det udløser en provision til klageren på 15 % af omsætningen. Herefter har hun 9.000 kr. til gode fra selskabet. Heraf skal hun svare husleje med 2.500 kr. om måneden.

Sælger hun i en anden måned til eksempel varer for i alt 100.000 kr., anses de første 40.000 kr. for selskabets eget varesalg. Af de resterende 60.000 kr. opnår klageren herefter først sin provision på 15 %.

Kopier af kassebogsider for april måned 1998 er fremlagt for retten. Det er i den forbindelse oplyst, at dagens salg er registreret på grundlag af en strimmel fra kasseapparat.

Landsskatteretten finder, at klagerens revisor burde have været indkaldt til en forhandling med skatteankenævnet, når han udtrykkeligt har anmodet herom. Det forhold, at skatteankenævnet alene har sendt en standardformular som et bilag til udkastet til sagsfremstillingen med opfordringen om, at rette henvendelse til nævnets sekretariat om et møde, medfører efter rettens opfattelse således ikke, at revisorens oprindelige anmodning om et møde kan anses for opgivet eller at denne skal genfremsættes. Efter rettens opfattelse medfører den manglende høring herefter, at ankenævnets afgørelse for de påklagede år er ugyldig. Revisorens principale påstand følges derfor.