IndledningEfter LL § 16 skal personalegoder som udgangspunkt skattepligtige og skal værdiansættes til markedsværdien. Der er dog visse goder, der ikke værdiansættes til markedsværdien. Det gælder fx rådighed over bil, sommerbolig, lystbåde, og telefon og computer til privat brug, samt køb af virksomhedens produkter.
A- eller B-indkomstVisse personalegoder skal medregnes til den indkomst, der skal indeholdes A-skat af. Det drejer sig om fri kost og logi omfattet af Skatterådets satser, fri bil, fri telefon, computer og datakommunikation og telefongodtgørelse. Se KL § 43 og KSLbek. § 18. Øvrige skattepligtige personalegoder, der hverken er omfattet af KSL § 43, stk. 1, eller KSL § 43, stk. 2, jf. KSLbek. § 18 er B-indkomst. Der skal desuden indeholdes AM-bidrag af de A-skattepligtige personalegoder med de værdier, som indgår i grundlaget for A-skattetræk, jf. KSL § 49 A, stk. 1, jf. stk. 2. Derimod skal der som udgangspunkt ikke indeholdes AM-bidrag i personalegoder, der ikke er A-skattepligtige.
AfgrænsningEt skattepligtigt personalegode er et gode, som den ansatte som led i ansættelsesforholdet får overdraget til privat brug uden at betale fuldt vederlag herfor. Det gælder både varer og tjenesteydelser, som forbruges umiddelbart, goder, som overdrages til den ansattes ejendom, og goder, som alene overdrages til låns.
Reglerne for personalegoder finder kun anvendelse på personalegoder, der er ydet af en arbejdsgiver eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde. Det er ikke en betingelse, at arbejdsgiveren er ejer af godet eller har købt godet til den ansatte.
Personalegoder sidestilles med løn, og værdien af godet skal medtages ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.
De arbejdsredskaber/hjælpemidler, der stilles til rådighed for udførelsen af arbejdet på arbejdspladsen, er ikke personalegoder.
Der er en række undtagelser til udgangspunktet om, at personalegoder er skattepligtige. Visse af undtagelserne vedrører bestemte typer af goder, fx undervisning, sundhedsydelser, parkeringsplads transport. Disse undtagelser er beskrevet i Den juridiske vejledning afsnit C.A.5. Der er også fem generelle undtagelser - generelle i betydningen, at alle goder i princippet kan falde ind under disse undtagelser:
Undtagelse 1 - Bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder
Personalegoder, som i overvejende grad er ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb på 5.500 krx. (2013). xSe LL § 16, stk. 3, 5. pkt. Se Den juridiske vejlednign afsnit C.A.5.1.3 om bagatelgrænsen.
Undtagelse 2 - Bagatelgrænsen for mindre personalegoder
Mindre personalegoder beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger 1.000 kr. Se LL § 16, stk. 3, 3. pkt. Se Den juridiske vejlednign afsnit C.A.5.1.4. Denne regel er indført ved lov nr. 196 af 27. maj. 2011, med virkning fra og med indkomståret 2011.
Undtagelse 3 - Personaleplejefritagelsen
Goder uden væsentlig økonomisk værdi, der ydes på arbejdspladsen som led i almindelig personalepleje som fx kaffe-, kantine- og kunstordninger eller lignende, beskattes efter praksis ikke. Se Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.1.5 om personaleplejefritagelsen.
Undtagelse 4 - Rabat på virksomhedens egne produkter
Rabat til ansatte på varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, beskattes kun i det omfang rabatten overstiger arbejdsgiverens avance på godet. Se LL § 16, stk. 3, 2. pkt. Se Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.1.6 om rabat på virksomhedens egne produkter.
Undtagelse 5 - Reklamegaveundtagelsen
Reklamegaver af ubetydelig værdi, som en medarbejder i begrænset omfang har modtaget direkte fra arbejdsgiveren eller i kraft af sit ansættelsesforhold, beskattes efter praksis ikke. Se Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.1.1.
Betaling af private udgifterBetaler arbejdsgiveren den ansattes private udgifter, skal der indeholdes A-skat og AM-bidrag.
Vedrørende ændringer i lønnens sammensætning fra kontanter til naturalier, se Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.1.7 om lønomløgning.
Maskeret udbytteI særlige tilfælde kan ydelsen ikke betragtes som et personalegode. Ydelsen skal derimod betragtes som maskeret udbytte, og beskatning foretages efter reglerne herom. Se Den juridiske vejledning C.B.3.5.
Vedrørende værdiansættelsen af personalegoder og personkredsen, der er omfattet af LL § 16, henvises til Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.1.2. |