Rejsegodtgørelse, der udbetales efter reglerne i LL § 9 A, kan udbetales skattefrit, jf. LL § 9, stk. 4. Der skal endvidere ikke betales AM-bidrag, da der ikke er tale om vederlag for beskæftigelse. De nærmere regler og satserne for 2010 fremgår af LV afsnit A.B.1.7.1, A.B.1.7.1.1 og A.B.1.7.1.2, samt af SKATs meddelelse: ►SKM2010.68.SKAT◄. Det er forudsat, at godtgørelsen udbetales på grundlag af det faktiske antal rejsedage. Der kan alene udbetales rejsegodtgørelse (kost-, 25 pct.- og /eller logigodtgørelse) for rejse med overnatning.

Beløb, der udbetales som skattefri rejsegodtgørelse, skal ikke dække lønmodtagerens/hvervtagerens udgifter til befordring. Sådanne udgifter forudsættes dækket direkte af arbejdsgiveren/hvervgiveren som udlæg efter regning (f.eks. udgifter til taxa, tog eller fly) eller ved udbetaling af godtgørelse for benyttelse af egen bil/motorcykel, cykel, knallert eller EU-knallert til erhvervsmæssig kørsel, jf. ovenfor i afsnit B.1.7.1.2.

Om fradragsmuligheder, hvor der er udbetalt godtgørelse beregnet med et lavere beløb end standardsatserne, eller der slet ikke er udbetalt nogen godtgørelse, se LL § 9 A, stk. 7, samt LV A.F.1.1 og A.F.1.1.1.1.

Det påhviler arbejdsgiveren/hvervgiveren at sikre, at der ikke udbetales skattefri godtgørelse til personer, som ikke opfylder betingelserne, jf. afsnit H.3 samt bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse, nr. 173 af 13. marts 2000. Hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren udbetaler godtgørelse uden at foretage den i førnævnte bekendtgørelse fastsatte kontrol, bliver godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst for den pågældende modtager. Der skal derfor indeholdes A-skat og AM-bidrag af beløbet, jf. KSL § 43, stk. 1 og AMFL § 8, stk. 1, litra a. Lønmodtageren/hvervtageren har i stedet mulighed for at foretage et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7 og 9.

En arbejdsgiver/hvervgiver har mulighed for efterfølgende - med tilladelse fra SKAT - at betale et beløb på 63 pct af rejsegodtgørelser, der ikke opfylder betingelserne for at være udbetalt skattefrit, jf. bestemmelserne i KSL § 69 A, LL § 7 Ø og lov om arbejdsmarkedsbidrag § 8, stk. 9. Se nærmere herom ovenfor i afsnit B.1.7.1.1.

RejsebegrebetDet er i LL § 9 A, stk. 1 defineret, hvornår der skattemæssigt er tale om en rejse, og denne definition er desuden refereret i SKATs meddelelse: ►SKM2010.68.SKAT, pkt. 1.1◄.

Der kan således kun udbetales skattefri rejsegodtgørelse til en lønmodtager, når denne påføres merudgifter, fordi:

  • lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller

  • arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende lønmodtager til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Se nærmere om rejsebegrebet i LV A.B.1.7.1.           

Om lønmodtagerens mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, se SKM2005.318.HR, hvor Højesteret stadfæstede landsrettens dom, jf. SKM2004.335.VLR. Landsretten fandt, at betingelsen for skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt, idet der ikke var grundlag for at fastslå, at lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted var uden mulighed for at overnatte på bopælen (afstand mellem bopæl og arbejdssteder: ca. 60 km. og normal transporttid: 45-60 minutter hver vej). Landsretten fandt, at det ikke var afgørende, at lønmodtageren af private grunde havde valgt at overnatte i en campingvogn ved arbejdsstederne.

Se om tilsvarende afgørelser i SKM2004.390.LSR og SKM2004.419.LSR. I begge disse sager var afstanden mellem bopæl og arbejdssted ca. 90 km. Se endvidere SKM2004.503.LSR, hvor lønmodtageren var bosiddende i Korsør og arbejdede på Metroprojektet i København. Efter det oplyste overnattede han i campingvogn ved Nordhavn Station. Lønmodtageren blev ikke anset for berettiget til fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, henset til afstanden mellem bopælen i Korsør og arbejdsstedet og manglende dokumentation for den enkelte arbejdsdags længde.

Se endvidere SKM2005.492.ØLR ("Metro-dommen"), hvor landsretten fandt, at metroarbejdere var berettigede til fradrag i medfør af LL § 9 A efter en helhedsvurdering under inddragelse af afstand, transporttid og længden af arbejdstiden. Rådighed over egen bil var uden betydning for bedømmelsen af muligheden for at overnatte hjemme. Skatteministeriets departement har i SKM2006.138.DEP kommenteret dommen.

I SKM2007.145.SR bekræftede Skatterådet, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvor arbejdstiden var på 12 timer, og hvor der var en transporttid på mellem 1 og 1,5 time, og arbejdet var fysisk hårdt. Samtidig bekræftede Skatterådet, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvor arbejdstiden var på 10 timer eller mere, og hvor der var mere end 100 km/90 minutters transporttid, og arbejdet var fysisk hårdt.

I SKM2008.41.SR fandt Skatterådet ikke, at lønmodtageren kunne modtage skattefri rejsegodtgørelse ved et midlertidigt arbejde. Lønmodtageren skulle i en periode på ca. 4 uger arbejde på et lager i 3 dage pr. uge med timer svarende til en hel arbejdsuge, dvs. 12 timer pr. dag. Afstanden mellem hjemmet og den midlertidige arbejdsplads var 66 km, og den vejledende køretid efter Kraks ruteplan var 1 time og 2 minutter.

I SKM2008.259.LSR fandt Skatterådet, at ved vurderingen af, om en langturschauffør opfyldte betingelserne for at være på rejse, skulle transporttid ved kørsel mellem bolig og køretøj ikke anses for hviletid, men som arbejdstid, og der kunne ikke lægges vægt på afstanden til det faste arbejdssted.

Se også SKM2008.969.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren havde krav på godtgørelse de dage, hvor hans arbejdsdag var  på 10 timer inkl. frokost eller mere, og hvor hans transporttid til arbejdspladsen udgjorde henholdsvis 1 time og 21 minutter og 1 time og 18 minutter fra de to forskellige adresser, som han boede på i den pågældende periode. Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at det af sagsøgeren udførte arbejde havde karakter af fysisk krævende og hårdt arbejde og fandt herefter, at oplysningerne om afstand, transporttid og arbejdets karakter sammenholdt med arbejdsdagens længde på 10 timer eller mere samt tidspunkterne for arbejdets start og ophør på de arbejdsdage, som sagen omhandlede, udgjorde et tilstrækkeligt grundlag til at antage, at sagsøgeren disse dage ikke havde mulighed for at overnatte på sin bopæl.

Når der er tale om en tjenesterejse, kan den ansattes samlede arbejdsvilkår på det midlertidige tjenestested tillige bevirke, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, se nærmere herom LV A.B.1.7.1.

I SKM2009.333.HR udtalte Højesterets flertal, at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte. Ved vurderingen af afstanden og transporttiden kan der ikke opstilles en generel regel om, at der skal lægges vægt på transporttiden i bil, hvis dette fører til den korteste transporttid. Højesterets flertal udtalte endvidere, at en afstand mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt ansættelsessted kan være så kort, at dette i sig selv indebærer, at betingelsen om, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, ikke er opfyldt, medmindre der er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted.

Med udgangspunkt i konkrete eksempler har SKAT i  SKM2008.853.SKAT præciseret, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt, og hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på dennes sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Om fastlæggelse af afrejsetidspunkt fra bopæl, se SKM2005.297.LSR. Landskatteretten fandt, at fradrag for rejseudgifter for en skatteyder med bopæl i Korsør i forbindelse med arbejde i Esbjerg skulle beregnes fra afrejsetidspunktet søndag aften, idet det blev anset for naturligt, at skatteyderen afrejste fra bopælen søndag aften inden påbegyndelse af arbejdet mandag morgen.

Det er endvidere en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at rejsen varer mindst 24 timer, jf. LL § 9 A, stk. 5, 1. pkt.

Om forståelsen af begrebet "midlertidigt arbejdssted" vedrørende fiskeres fradrag efter LL § 9 A, se SKM2003.294.TSS. Se endvidere om begrebet i forbindelse med ansættelse på prøve, der efterfølges af fast ansættelse, SKM2003.453.LSR. En sygeplejerske, der var bosiddende på en ø, havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var 3 måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Da arbejdet- bortset fra de 3 måneders prøvetid- var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for 3 måneders-perioden.

Se også SKM2008.849.SR, hvor Skatterådet fandt, at en medarbejder, der var ansat på en 1 års-kontrakt i en industriproduktionsvirksomhed, ikke var berettiget til standardfradrag for rejseudgifter til kost og logi efter reglerne i ligningslovens § 9 A ved en 1-årig forlængelse af denne kontrakt, dvs. i sin anden ansættelsesperiode, og heller ikke i endnu en forlængelse på 1 år, dvs. i en tredje ansættelsesperiode, idet arbejdsstedet efter den første ansættelsesperiode ikke kunne anses for midlertidigt, men reelt måtte anses for et fast arbejdssted uanset, at ansættelseskontrakterne blev indgået for 1 år ad gangen.

Se endvidere SKM2009.129.HR, hvor en fastansat på en færgerute havde fast mødested på færgen, når den lå i en bestemt havn, hvor han også sluttede sit arbejde. Havnen ansås derfor for hans faste arbejdssted i relation til LL § 9 A. Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.146.LSR.

Som nævnt ovenfor i afsnit B.1.7.1.1 gælder reglerne om skattefri rejsegodtgørelse også for såvel aflønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign.

12 måneders-
begrænsningen
ved kostgodt-
gørelseDer er en tidsgrænse for, hvor længe en arbejdsplads kan anses for midlertidig m.h.t. udbetaling af skattefri godtgørelse med standardsatserne for kostudgifter, jf. LL § 9 A, stk. 5.

Man kan kun få skattefri kostgodtgørelse med standardsatserne i de første 12 måneder af en rejse.

Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder dog ikke, når arbejdsstedet er mobilt eller flyttes over en strækning på mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse.

Ifølge LL § 9 A, stk. 6, påbegyndes en ny 12 måneders periode:

  1. når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller

  2. når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted, før den pågældende lønmodtager vender tilbage til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Se SKM2008.851.SR, hvor Skatterådet fandt, at 6 ugers vinterlukning ikke ville afbryde 12-måneders grænsen for anvendelsen af standardsatsen for kost i medfør af ligningslovens § 9 A, stk. 5, fordi ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage efter reglerne ikke afbryder optællingen af de 12 måneder, hvis arbejdstageren vender tilbage til samme arbejdsplads. Den omstændighed, at der var tale om vinterlukning medførte ingen ændring heri. Der ville modsat være tale om en ny 12-måneders grænse for anvendelse af kostsatsen, hvis arbejdet fortsatte på en ny arbejdsplads.

Ingen 12 må-
neders-begræns-
ning ved logi-
godtgørelseTidsbegrænsningen på 12 måneder, der gælder for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse med standardsatserne, gælder ikke for udbetaling af skattefri logigodtgørelse. Logigodtgørelse kan derfor udbetales med standardsatserne, så længe en arbejdsplads er midlertidig, jf. rejsebegrebet ovenfor.

Hvornår og hvor længe en arbejdsplads kan anses for midlertidig, må afgøres konkret ud fra en vurdering af lønmodtagerens eller hvervtagerens (f. eks. bestyrelsesmedlemmets) ansættelses- og/eller arbejdsforhold.