I henhold til LL § 16 A, stk. 3, kan told- og skatteforvaltningen, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade at beløb, der udloddes forud for det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, ikke medregnes i modtagerens aktieindkomst. De beløb, der fritages for beskatning som udbytte, skal derefter behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, jf. ABL § 2, stk. 2 og LL § 16 A, stk. 3.

Anmodninger om dispensation behandles af det skattecenter mv., hvor selskabets skatteansættelse foretages.

Når der gives dispensation fra den almindelige beskatning af udlodningsbeløbet, anses en til udlodningen svarende del af aktionærens aktier for afstået, således at anskaffelsessummen for disse aktier reducerer udlodningsbeløbet, der herved ligestilles med afståelsessummen. Først ind-først ud reglen gælder også her. Vedrørende opgørelse af fortjeneste eller tab, skal gennemsnitsmetoden normalt anvendes ved opgørelse af avance eller tab, jf. ABL § 24, stk. 1 og § 26, stk. 2, samt afsnit S.G.5.3 og S.G.5.4

Vedrørende udlodninger i forbindelse med likvidationen af Dansk Krigs-Søforsikring for Varer og Krigsforsikringen for danske Skibe henvises til ligningsvejledningen for selskaber og aktionærer, udgave 2007-4.