Er en skyldner ikke i stand til at opfylde sine forpligtigelser over for kreditorerne, kan konkurslovens regler bringes i anvendelse. Reglerne tilsigter at give kreditorerne en samtidig og ligelig dækning af deres krav. Oplysninger om konkursboer udgives dels i Statstidende og dels i Registreringstidende.

I Statstidende, der udkommer alle hverdage undtagen mandage og dagen efter 2. påskedag, 2. pinsedag og 2. juledag, gives bl.a. meddelelse om afsagt dekret om konkurs, herunder meddelelse om indkaldelse til første skiftesamling.

I Registreringstidende, der udkommer som tillæg til Statstidende, gives bl.a. meddelelse om afsagt konkursdekret og datoen herfor.

Told- og skatteforvaltningen registrerer oplysninger om konkursboer ud fra oplysningerne i Statstidende og Registreringstidende.

Tilbagekaldelse af konkursdekret anføres i Statstidende, men kan også forekomme i Registreringstidende.

Se i øvrigt afsnit E.2.4.3.2.